Dette er Landsforeningen Levende Havs høringssvar som bliver koncentreret omkring forslaget til ”individuelle overdragelige fiskerirettigheder” IOF, dvs. forslaget til en privatisering og kapitalisering af vore fælles naturressourcer.

I det udvalgsarbejde og den rapport som lægger grunden til dette forslag, findes der ingen dokumentation endsige solide argumenter for, at der nu bør indføres overdragelige fiskerirettigheder i dansk fiskeri. Det gøres der rede for i det følgende. Denne redegørelse viser bl.a., at der ikke er opbygget nogen baggrund i og uden for fiskerierhvervet for, at man kan åbne op for en handel med fiskerirettigheder, i dette tilfælde rettigheder til fiskeri efter skaldyr og rettigheder til opdræt af fisk el. skaldyr.

- Begrebet ”individuelle overdragelige fiskerirettigheder” i det følgende ”IOF” er et ukendt begreb i dansk fiskerilovgivning og derfor bør dette begreb sendes ud til en bred debat i og uden for erhvervsfiskeriet. Som begrebet optræder i dette forslag til fiskeriloven vil det reelt blive åbnet for handel med alle former for rettigheder til fiskeri.

Forhold og argumenter for at forslaget bør ud til en bred debat:

Det vigtigste i forslaget er som ovennævnt de overdragelige fiskerirettigheder. Her refereres der flere steder til de seneste ændringer i fiskeriloven 2003 vedr. L 143 om ”overdragelige kvoteandele” IOK, det ses ex. i forslagets paragraffer, hvor der under de paragraffer hvor overdragelige kvoteandele optræder, ønskes tilføjet ”overdragelige fiskerirettigheder”. Men her forholder forslagsstillerne sig ikke til det faktum, at overdragelige kvoteandele i dansk fiskeri blot er et forsøg som skal løbe i 5 år, gældende for sild til konsum. Senere er makrel til konsum også kommet med. Men det er og bliver et forsøg som skal evalueres, for at finde ud af, om forsøget skal afsluttes, forlænges eller gøres permanent.

Forsøget med ”Individuelle Omsættelige Kvoter” IOK er begrundet i konkrete forhold i det pelagiske fiskeri, forhold som ikke i dag kan sammenlignes med de forhold som bestemmer fiskeriet efter og opdræt af fisk og skaldyr. Store dele af det danske pelagiske fiskeri var helt konkret ude i store i problemer i forhold til andre landes mere moderne fartøjer.

Derfor kan og bør man ikke sidestille individuelle overdragelige fiskerettigheder IOF i muslingfiskeriet og opdræt, med individuelle overdragelige kvoter IOK i det pelagiske fiskeri. Dertil kommer, at IOF har helt andre historiske- kulturelle-, økonomiske- og derfor langtrækkende konsekvenser end IOK.

Fiskekvoter er som alle ved et relativt nyt begreb og kan derfor også nemmere gøres til genstand for ændringer i fiskeriforvaltningen. En af de vigtigste (men indtil i dag udokumenterede) påstande i forsvaret for IOK er, at gennem et ejerskab over fisken i havet, vil fiskerne tage vare om bestandene, dvs. have et større incitament til at bedrive et bæredygtigt fiskeri. Bygget om det filosofisk set meget kontroversielle synspunkt ”Alles ansvar er lig med ingens ansvar”. Dette vigtige (hvis det holder) argument for IOK, findes ikke i IOF begrebet, eller også mangler det i hvert fald at blive forklaret.

IOF overdragelige fiskerettigheder er derfor indtil videre udelukkende et økonomisk funderet begreb, og som sådan bør man forholde sig til IOF. Og her skal man huske, at rettigheder til fisk og fiskeri i det hav som omgiver Danmark er en ældgammel hævdvunden og almen tilgængelig ret. Denne ret tilhører os alle, uanset om vi er rige eller fattige, når og hvis vi opfylder de krav der stilles til en erhvervsfisker i dag. Dvs. at du og jeg har lige adgang til havet og dets ressourcer i dag. Har jeg færre penge end dig, må jeg, hvor uretfærdig det så end måtte være, klare mig med en jolle, hvor du måske kan erhverve dig et større fartøj, men i princippet er vores valg bestemt af vores tro på, hvad der er et rentabelt fiskeri. Vi har således fået opbygget et begreb om erhvervsfiskeri, hvor vi accepterer, at de økonomiske fordele og ulemper for de enkelte fiskere i den indbyrdes konkurrence på havet, er knyttet til og indeholdt i produktionsapparatet (fartøj og grej) og ikke i adgangen til ressourcerne og havet. Det står klart for alle, at disse hævdvundne rettigheder er under et alvorligt pres i disse år (forsøget med IOK er det bedste eksempel på det), men dette pres er ikke noget forsvar for, at man i denne sag nedsætter et smalt og udemokratisk sammensat udvalg, som i dets lukkethed og over kort tid, kan smide hævdvundne rettigheder overbord. Dertil kan lægges, at udvalget i deres rapport og anbefalinger lægger op til afgifter på salget af fiskerirettighederne, en afgift som udvalgsmedlemmerne selv vil drage nytte af.

Det eneste udvalgsmedlem, af de 35 medlemmer og suppleanter som kunne tænkes, eller som burde have et forsvar for bredden, imod centraliseringen, kapitaliseringen og privatiseringen af dansk fiskeri er Thorkild Førby, formand for ca. 50 % af de danske fiskere. Men Danmarks Fiskeriforening med Thorkild Førby som bannerfører har allerede i fuld offentlighed smidt dette forsvar overbord. Mht. medlem af udvalget skipper Oluf Stenrøjl Kristensen skal tvivlen selvfølgelig komme ham til gode, men hans østerslignende lukkethed i denne sag, tyder på, at personlige og økonomisk funderede interesser, har vundet over almenvældets interesser. Almenvældet fordi alle ved, at et stort flertal blandt de danske erhvervsfiskere er imod omsættelige kvoter og blev de spurgt, vil de også være imod omsættelige fiskerirettigheder.

Og det er der mange grunde til:

- Gælden vil vokse i det gældsplagede fiskeri. Med det resultat, at de fiskere som ikke har modtaget offentlig støtte og derfor selv har investeret de mange millioner, tvinges ud af erhvervet. Tvinges ud af de fiskere og den fiskeri- og økonomiske politiske forvaltning, som er årsagen til, at erhvervsfiskeriet nu befinder sig i den dybeste ressource- og økonomiske krise nogensinde.

- Generationsskiftet bliver vanskeligere, for de fleste umuligt, fordi de unge skal låne flere penge til finansieringen af IOF og IOK

- Fiskeriet koncentreres på færre fartøjer, med det resultat at havnene tømmes for fiskere. Og det bliver dyrt for samfundet som skal finde og støtte alternative erhvervsmuligheder for de mennesker som bor i de fiskeriafhængige yderområder af landet og på de mange øer i de indre danske farvande. (Hvad stiller man i øvrigt op, hvad er planen for disse fiskere og deres familier? Regeringens økonomiske støtte og politik centraliserer fiskeriet på få fartøjer, fartøjer som ikke ville være blevet bygget uden offentlig støtte, vil regeringen nu også bruge de sovjetiske metoder til at flytte folk fra de erhvervs katastroferamte områder?)

- Sidst men ikke mindst – et stort og i denne sag overvældende flertal i den danske befolkning vil ikke af med fiskeriet fra de mange havne. De vil derimod have fjernet de fartøjer og de redskaber som bedriver rovfiskeri, som ødelægger, som støvsuger havene for fisk. (vedtages dette lovforslag sættes fiskerne og et stor flertal i den danske befolkning uden for indflydelse i den danske lovgivning).

Ovennævnte fakta dokumenterer påstanden om Muslingeudvalgets udemokratiske mandat. 35 medlemmer kunne der blive plads til, men ingen fortaler, ingen advokat for kystfiskeriet, de fiskere som kommer til at betale den højeste pris - at måtte forlade fiskeriet.

Der er vigtige principper og der er ingen miljøfordele på spil i denne sag. Forslaget fortjener en bred og grundig debat, før det eventuelt, som dette forslag lægger op til, fratager fiskerne den sidste rest af frihed - retten til fiskeri.

- At musling- og senest østersfiskeriet så reelt har været lukket for tilgang af nye fiskere, er kritisabelt, men dog indtil videre begrundet i ressourceargumentet. Men når og hvis ressourcesituationen bedres i de enkelte farvande, så er der i dag i princippet mulighed for andre til at komme ind i erhvervet.

En sådan mulighed lukkes der for med dette forslag, som uanset hvorledes dens endelige udformning, vil betyde en koncentration af fiskeriet på færre fartøjer og derfor også for færre fiskere. Det betyder reelt, at dette fiskeri lukker sig om sig selv med et monopol dannelse og central styring til følge. Helt på samme måde som man ser det i ex. havbruget som i dag reelt styres af få personer. Det vil også blive udviklingen i opdrætsproduktionen med dette forslag til omsættelighed af rettighederne til brugen af vand og pladsen til opdræt.

Levende Havs modstand mod IOK og IOF er i dag funderet i forsvaret for det almennyttige, at ingen enkelte personer bør eje de vilde marine ressourcer og havet. Men hvis det kan dokumenteres eller blot sandsynliggøres, at et IOK, IOF eller noget lignende, vil være til fordel for havet, ressourcerne, fiskeriet og samfundet, så er vi også støtter af en sådan udvikling. Vi var om ikke positive, så dog åbne overfor et forsøg med IOK i det pelagiske fiskeri, langt ude til havs, hvor et stålsat forsvar for principperne ville medføre store problemer for det danske pelagiske fiskeri i forhold til andre landes fartøjer. Men vi understregede, og understreger fortsat, at dette er et forsøg, og at der bør være vandtætte skotter mellem dette forsøg og det øvrige fiskeri. Forsøget giver os alle tid til at overveje konsekvenserne ved IOK, i og uden for dansk fiskeri. Så dette forsøg bør naturligvis afsluttes og evalueres, førend der iværksættes nye former for økonomisk styrede overdragelige rettigheder, hvis der da ikke ligefrem er tvingende grunde (som i det pelagiske fiskeri) til at søsætte nye former for privatiseringer af havets ressourcer og retten til at udnytte dem – og det er ikke tilfældet i denne sag.

I Muslingudvalgets rapport og dette lovforslag er der ingen argumenter som taler for IOF. Der er ingen konkurrence problemer fra udenlandske fiskere og den økonomiske logik i IOF er ingen garanti for et mere bæredygtigt fiskeri af muslinger. Vel nærmere tværtimod i og med at de nu også færre muslingressourcer skal finansierer, sandsynligvis ret så kostbare fiskerettigheder. (Det forlyder fra muslingfiskeriet, at man allerede har åbnet for gaverne fra Muslingeudvalget, større skibe er bygget, med offentlig støtte og en fisker har allerede ”solgt sin rettighed” – 3 mil lyder det derude fra).

I lovforslagets oplæg til et permanent Muslingudvalg er der ingen holdbare argumenter for en mere bæredygtig produktion. Udvalgets sammensætning og arbejdsmetode det seneste år viser tydeligt, at udvalget ikke er repræsentativt for det danske erhvervsfiskeri og miljøinteresser. (Havde Levende Hav været medlem af udvalget ((hvad der ville havde været helt naturligt)) ville Muslingrapporten og dette lovforslag ikke være kommet til verden som en tyv om natten).

Til rækken af ubelyste problemer i IOF forslaget hører også væsentlige samfundsøkonomiske problemstillinger i spørgsmålet om erstatninger. I lovforslaget lægges der op til, at myndighederne kan inddrage fiskeri- og produktionstilladelser, hvis skyldneren har gjort sig skyldig i flere og grove overtrædelser. I rapporten lægges der op til at myndighederne kan inddrage fiskeri og produktionstilladelserne med 5 års varsel. Det står der intet om i forslaget og det hænger sikkert sammen med, at det er umuligt at eje og ikke eje, at tage pant i noget man ikke ejer er også vanskeligt, forlyder der fra bankerne. Så virkeligheden bliver erstatninger hvis man ex. vil have stoppet hele eller dele af muslingfiskeriet, eller ex. produktioner fisk og skaldyr.

For tiden bruger samfundet mange penge på at opkøbe dambrugernes rettigheder til brug af vand til produktion af ørreder. Her er der ikke tale om ejendomsret, som ex. på landbrugsområdet, men om brugsretten til åens vand.

Det gør samfundet fordi vi gerne vil have en bedre miljøtilstand i vore vandløb. Vi køber ikke ejendommen og dets jord, men vi betaler millionstore erstatningsbeløb, så dambrugerne ophører med at bruge åens vand til produktionen af ørreder. Dette lovforslag åbner for fremtidige erstatningssager, når vi af mange gode grunde bliver nødt til at stoppe for muslingfiskeri i et område, eller når vi bliver nødt til at stoppe for en produktion af fisk/skaldyr i et område.

Med dette høringssvar, håber vi i Levende Hav, at have bidraget konstruktivt til en fornuftig udvikling i spørgsmålet om overdragelige fiskerirettigheder og dermed en privatisering og kapitalisering af havets ressourcer og retten til fiskeri.

Vi skal afslutningsvis understrege, at Levende Havs anbefalinger er forankret i de fiskeri- miljø- og ressourcefaglige virkeligheder som vi kender i dag. Vi kan ligeså lidt som andre spå om fremtiden, men med de erfaringer og den viden som findes i dag er der intet forsvar for, at indføre flere former for individuelle omsættelige overdrageligheder i fiskeriet. Det bør først blive muligt når vi fuldt og helt kender konsekvenserne af de forsøg med IOK i det pelagiske, som kun har været i gang i 2 år ud af en 5 års forsøgsperiode.

FiskerForum - 7. September 2004