|
Den foreliggende regnskabsstatistik, der vedrører
kalenderåret 2003, er udarbejdet på grundlag af oplysninger fra 311
fiskerivirksomheder, der er repræsentativt udvalgt fra en population, der
dækker 98 pct. af sektorens omsætning. Som følge af at statistikken er
baseret på en stikprøve, er resultaterne behæftet med usikkerhed, selvom der
er tale om et repræsentativt udtræk, der især tager højde for, at de største
virksomheder repræsenteres.
Regnskabsstatistikken er grupperet efter fartøjslængde og
-type. Denne gruppering anvendes også som grundlag for de administrative
inddelinger af fiskerflåden i Danmark, ligesom grupperingen benyttes i det
fælles grundlag for dataindsamling, jf. EU’s forordning 1639/2001.
De tidligere grupperinger på økonomiske størrelsesklasser
og driftsformer er fortsat tilgængelige via instituttets hjemmeside
www.foi.dk, hvorfra der også
er adgang til de publicerede regnskabsdata for 2003 og tidligere år.
I tilknytning til statistikken behandler en
fiskeriøkonomisk arbejdsgruppe aktuelle regnskabsmæssige emner. Gruppen
bringes herved en tak for dens medvirken, ligesom der rettes en tak til de
fiskere, der har stillet deres regnskab til rådighed, og til de revisorer,
der har stået for indberetning til instituttet.
I instituttets statistiske afdeling har Henning Porskrog
stået for stikprøvens udvælgelse og vægtning. Regnskabsbearbejdningen er
udført af Rasmus Nielsen, Hans Kristian Rømer Westh og Kim Normark Andersen.
Arbejdet er koordineret af sidstnævnte, som sammen med statistikchef Vøgg
Løwe Nielsen har redigeret publikationen. Fødevareøkonomisk Institut,
november 2004 |