Et offentligt fiskerimøde med dig i Grenå, tirsdag aften den
30/11 2004, gav stof til eftertanke og dem vil jeg her forsøge at beskrive.
Mødet i Grenå var kommet i stand, efter at Grenå fiskeriforeningsformand
Leif Hansen havde sendt dig et brev, hvor formanden bl.a. beskrev de
negative konsekvenser, der efter Grenå fiskernes mening, fulgte i kølvandet
på den kystfiskerordning som nu er gennemført.
Første eftertanke
Ulovligheder og de kreative bogføringer: På mødet gjorde formanden dig
og deltagerne klart, at det er umuligt at gennemføre kystfiskerordningen,
eller for den sags skyld også fremtidige IK el. IOK ordninger, byggende på
den ”individuelle historik”. Dvs. den metode hvor det enkelte fartøj
tildeles den mængde fisk, målt i promille i forhold til kvoten, som det
fartøj havde fanget et bestemt år, ex. 2003. Den dokumentation af
omskrivninger af fisk mellem Skagerrak og Kattegat, som formanden lagde på
bordet den aften, bør tages til efterretning. Eftertanken her handler bl.a.
om, at du som øverste ansvarlige for dansk fiskeri, helt undlod at
kommentere formandens tal, de står indtil videre upåtalt fra din side.
Da ovennævnte omskrivninger, kun udgør en del af den kreative bogføring,
farvande og fartøjer imellem, som er praktiseret de senere år, vil det
bedste for alle parter være, om Grenå mødet resulterer i, at du skærer
igennem i denne sag, ved at skrinlægge alle planer om nye reguleringer,
byggende på den individuelle historik. Det betyder, at hvis der skal
indføres årsmængder, IK, IOK osv. så må denne tildeling ikke foregå vha. den
individuelle historik, men vha. andre fordelingsnøgler. Ex. som på Færøerne
hvor havdage, som i parentes bemærket også kan omsættes, blev tildelt ens,
inden for de forskellige kategorier af fartøjer og redskaber.
Det bedste du kan gøre i det demersale fiskeri, herunder kystfiskeriet,
er at fortsætte et rationsfiskeri i 2005, med de nødvendige justeringer for
de mindre fartøjer, dvs. rationssammenlægninger. Og så bør du nedsætte den
nu mere og mere nødvendige fiskerikommission til et arbejde i 2005.
Ulovlighederne, dvs. den kreative bogføring og det direkte sorte salg, er
vokset til et omfang der umuliggør en fornuftig overgang til nye
reguleringssystemer. Dansk fiskeri og industri har akut brug for en
hovedrengøring, hvor man også kommer ud i alle hjørner. Se venligst Levende
Havs forslag fra feb. 2003
http://www.levendehav.dk/politik/dansk-fiskeripolitik/kommission-jan-2003.htm
Anden eftertanke
Udsmid: På mødet gjorde en fisker dig og deltagerne krystalklart, at han
udsmider for 5-10.000 kroner tunger hver nat i sit fiskeri efter
jomfruhummer. Den udmelding og dens klarhed kan ikke overraske nogen i og
med at samme fisker og flere andre, offentligt, dokumenterede dette udsmid
sidste år i samme fiskeri. Denne fisker er desværre kun en af mange som
enten gør det samme, eller også forsøger de at få omsat/omskrevet disse
mange tunger som følger med i et småmasket trawlfiskeri efter jomfruhummer.
Eftertanken her handler bl.a. om, at som øverste ansvarlige for dansk
fiskeri, undlod at fortælle den fisker og hans kollegaer hvad de så burde
gøre i den situation.
Spørgsmålet er jo i al dens enkelhed om du ikke er forpligtet på at gøre
disse fiskere ligeså krystalklart, at er det tilfældet, at de udsmider så
mange fisk, så må de øjeblikkelig indstille deres trawlfiskeri efter
jomfruhummer! Kan du som øverste ansvarlige for fiskeriet, på et og samme
møde, tale om fiskerikontrollens nødvendighed; om vigtigheden af solide
biologiske data; om manglende fiskeressourcer; om nødvendigheden af
skabelsen af et mere økonomisk bæredygtigt fiskeri osv. uden at sige klart
til denne fisker og hans kollegaer, at enten stopper disse fiskere selv
deres aktiviteter, eller også gør du det?
Her mener jeg at det meget vigtigt, at du ser dette udsmid og
ressourcespild i dets rette kontekst. Der er måske så mange tunger i
Kattegat i dag, at udsmidet som sådant ikke får konsekvenser for
tungebestanden i fremtiden, men det samme foregår altså året rundt, specielt
i trawl og vodfiskeriet efter kuller og andre fisk. Her udsmides der meget
store mængder af de torsk, som ikke må fanges af hensyn til de overordnede
genopbygningsplaner for torsk. Dette store ressourcespild af torsk og tunger
giver indlysende biologiske problemer (manglende data) og det hele
forstærkes igen af det faktum, at når fiskerne må udsmide de kostbare tunger
og torsk, så må de fiske endnu hårdere på de øvrige bestande og dermed
fanger og udsmider de blot endnu flere torsk og tunger – fiskeriet er inde i
den berømte onde cirkel, hvor du og din forvaltning åbenbart også befinder
jer.
Det er demoraliserende og ulovlighederne vokser under dække af allehånde
moralske argumenter fra fiskernes og industriens side som siger – fisken er
jo død, så vi må også være forpligtet på at bringe den i land.
Men at love skal holdes, kan der ikke være nogen ingen tvivl om, alt
andet er uholdbart. Det understregede du også flere gange på mødet. Men du
må også se alvorligt på, at love og regler kan udvikles sig sådan, at lovene
selv risikerer at blive ulovlige.
Jeg tror f.eks., at de seneste års Reguleringsbekendtgørelser er blevet
de facto ulovlige. De er ulovlige af flere grunde, i forhold til den almene
retsfølelse, og i det juridisk holdbare i, at kunne idømme fiskere større og
større straffe for skuffefisk og omskrivninger, samtidig med at lovgiverne
er fuldt og helt klar over at der igennem vokser udsmidet osv. Hvis disse
love og regler fortsat skal have gyldighed og også kunne vinde i en retssag,
anlagt mod den danske fiskeriforvaltning, så skal
Reguleringsbekendtgørelserne, efter min menig, både indeholde en
bemyndigelse til at kunne stoppe et udsmid af de samme spisefisk, som
fiskerne bliver straffet for, hvis de landes uden om kvoterne, og et
egentligt udsmidsforbud af fisk som kunne landes lovligt, hvis der var
kvoter til det.
Tredje eftertanke
Fiskeriforvaltningen: Begrebet ”hold og holdspillere” høres oftere og
oftere i det offentlige rum. Den nye EU kommission blev ex. til et hold; den
danske statsminister sætter et hold og/eller skifter bytter rundt på sin
”spillere” osv. Hvor malplaceret denne fodbolds metafor så end er, bruger
jeg den her, i et forsøg på at overbevise dig om, at det er meget nødvendigt
at du får skiftet ud ”Fiskeriforvaltningsholdet”.
Selv om dit hold i de sidste 20 år, aldrig har været oppe i nærheden af
hverken superligaen eller 1. division, så er det nu ved at have spillet sig
helt ud af Danmarksserien. Og dette fald på ranglisten, kan kun forklares
med, at dit hold spiller alibi fodbold og at der i alt for mange år, ikke er
blevet skiftet ud på vigtige nøglepositioner.
Som gammel kender og elsker af spillet, kan jeg kun råde dig til at du
får skiftet ud. Du er ny på posten, så selvfølgelig har du brug for friske
og ikke mindst innovative kræfter på holdet – for efter blot 3 måneder er
det tydeligt, at de gamle spillere også er begyndt at løbe om hjørner med
dig. I Grenå sagde du uden vaklen, at du vil fremad, du vil ikke afvikle,
men derimod udvikle fiskeriet, under hensyntagen til ressourcerne. Du sagde
til fiskerne at de skulle tage sig sammen, at de skulle vise værdighed - for
fiskeriet havde en fremtid. Men dit hold, som det ser ud i dag, har ikke en
kinamands chance for at opfylde dette mål, derfor må du skifte ud.
Jeg håber du modtager dette brev i den ånd det er sendt og herfra stiller
vi os i Levende Hav som altid til rådighed med vores viden og erfaringer om
fisk og fiskeri.