Skibselektro Thyborøn
xx
Seatech
xx

Festen fortsætter i Thyborøn

Thyborøn Fiskeauktion og Thyborøn Fiskeeksportørforening har i anledning af åbningen af det nye Konsumcenter – ”Thyborøn Fiskeauktion Center” inviteret kunder og kolleger til en fremvisning af centeret lørdag d. 30/4-2005.

Formanden for fiskeeksportør-foreningen Poul Lyng oplyser, at mere end 60 gæster har meldt deres ankomst til dagens arran-gement, og han glæder sig til en god dag.

Thyborøn Havns ny Fiskeauktion Center blev indviet af Fødevareminister Hans Chr. Schmidt i mandags d. 25. april kl. 10.00.
Ministeren viste sine evner for at skabe nyttige alliancer, idet han hurtigt fik 2 interesserede unge gæster til at hjælpe sig med at klippe den røde snor.

De kvikke unge hjælpere var Rasmus på 4 år og Mikkel på 3 år, sønner af Pernille Poulsen og Fiskeskipper Tonny Nees.
De ville dog ikke love ministeren at de skulle være fiskere når de blev store, men Rasmus og Fødevareministeren fik klippet snoren i god forståelse.

Arrangementet blev et tilløbsstykke med et fyldt telt fra morgenstunden, og efterfølgende mere end 100 officielle gæster fra nær og fjern til et varieret program, med rundvisning, foredrag og naturligvis frokost – bestående af gode fiskeretter.

Dagen startede i et opstillet telt på kajen, hvor ”Tørfisk” underholdt til kaffen og rundstykkerne.

De officielle taler blev indledt med en kort velkomst af Bestyrelsesformand Kaj Schmidt.

Herefter fulgte taler af Borgmester Erik Flyvholm og Formanden for Danske Havne, Borgmester Uffe Steiner Jensen.

-  også den konstituerede formand for Danmarks Fiskeriforening Flemming Kristensen, havde et par ord at sige inden Fødevareminister Hans Chr. Schmidt, holdt sin indvielsestale.

Efter en rundvisning og præsentation af Thyborøn Fiskeauktion Center, blev der holdt møde for særligt inviterede gæster, hvor ca. 100 tilmeldte gæster fik en yderligere præsentation af Centeret inden der blev serveret en velfortjent frokost.

Dagens program sluttede med et ”festseminar”, med 2 meget spændende foredrag om den historiske baggrund for fiskeriet – og et kærligt spark til at gøre noget aktivt for at skabe fremtiden.

 

Titlerne her var:

  • Havgasser, hajer og havne – et kulturhistorisk perspektiv på
    vestjysk fiskeri v. museumsleder, Lemvig Museum Ellen Damgaard
  • Fiskeriet og havnenes udfordring i en omstillingstid
    v. formanden for Iversen Kommissionen adm. direktør
    Kenneth Iversen, Unimerco A/S
 

Lidt fakta om ”Thyborøn Fiskeauktion Center”

Thyborøn Fiskeauktion Center indeholder alle funktioner som er nødvendige for at gennemføre landing, sortering og omsætning af frisk fersk fisk. Projektet er gennemført af Thyborøn Havn i 2004 og 2005, og er en investering på mere end 30 mio. kr., hvoraf EU har bidraget med 14,2 mio. kr.

Baggrunden for Thyborøn Fiskeauktion Center, var ønsket om at gennemføre en fornyelse og samling af Thyborøns faciliteter indenfor omsætning af frisk fersk fisk – med henblik på at skabe et Konsumcenter som levede helt op til tidens krav.
Der er især lagt vægt på:

Den ubrudte kølekæde – for at sikre kvalitet
Dansk konsumfisk er allerede kendt for en god kvalitet, og der arbejdes i alle led med at sikre en ensartet høj kvalitet. Flere fartøjer har allerede investeret i udstyr til søpakning af fisk, som giver den højeste kvalitet fra fiskeren. Den kvalitet skal sikres gennem en fortsat ubrudt kølekæde.
Hele sorteringen, fremstilling til salg og omladning til køberne sker derfor under kontrollerede temperaturer. Ved at satse på høj kvalitet sikres også den optimale udnyttelse af de begrænsede mængder af fisk, som er til rådighed.

Internetauktion – for at sikre omsætning til de rigtige priser
Internetauktionen blev startet allerede i september 2001, men det har været helt centralt at bygningsforholdene nu også blev lavet så de understøtter denne auktionsform. De opkøbere som handler direkte fra centeret er nu sikret tidssvarende forhold, ligesom fiskeren som sælger - fra Thyborøn Fiskeauktion Center - kan følge ”slagets gang på nettet”.

Effektivitet – for at sikre lave omkostninger ved landing og omsætning
Der er opnået en betydelig rationaliseringsgevinst. Gennem et hensigtsmæssigt logistisk flow og automatisering af en del opgaver som eksempelvis isning af kasser.
Transportvejen med fisken mellem aktørerne, er blevet væsentligt kortere, ligesom en palleløfter nu kan udføre nogle af de opgaver, som en truck gjorde før.
Udlæsningen gennem sluser direkte til kølevognene sikrer ikke blot den ubrudte kølekæde, men også højere effektivitet i håndteringen af fisken.

Samarbejde – for at sikre synergi og fremtidssikring
Samarbejde har været i fokus ikke blot i projektarbejdet, men også i udformningen af Thyborøn Fiskeauktion Center.
Bygningsfællesskab, med fælles mødelokaler, gode velfærdsforhold og fælles kantine for de mange aktører i Centeret tillægges stor betydning for at sikre et godt miljø og dermed give grundlag for en fortsat udvikling.

 

 

FiskerForum - 29. April 2005

 

Danfish 2013 - 9. - 11. Oktober 2013
xx
Fred Rasmussen
xx
Alle billeder, tekster og data på FiskerForum er beskyttet af dansk lov om ophavsret. Alle rettigheder tilhører eller varetages
af FiskerForum. Det er ikke tilladt at kopiere eller bruge tekster, data eller billeder fra FiskerForum uden tilladelse. ©

Fiskerforum • www.fiskerforum.dk • CVR 20075376 • info@fiskerforum.dk • Tlf 9731 1946

www.worldfishingtoday.com :  World Fishing Today - Commercial Fishing News - World Wide

www.fiskeskibe.dk : Forum og galleri for og om erhvervsfiskeriet i skandinavien

www.trawlerphotos.co.uk : Trawler Photos is a forum and online gallery of
photographs and images covering everything to do with commercial fishing

Privatlivspolitik • Siderne ses bedst i 1024 * 768 pixels opløsning

Sommerhuse til lystfiskere | Billige sommerhuse