Brugere Online : 714

JL Skibsservice
xx
PolarFish 2012
xx

Uenighed om ny regulering

Et forslag om at gennemføre en ny regulering for det demersale fiskeri vækker både begejstring og protester. Birger Rasmussen, formand for Bornholm og Christiansøs Fiskeriforening, udtaler: ”Det vil være en katastrofe for fiskeriet i de indre farvande”.

Udvalget vedrørende Ny Regulering i Fiskeriet afleverede sin rapport til fødevareminister Hans Christian Schmidt d. 9. juli. Hvis reguleringen bliver gennemført, vil de enkelte fartøjer få en fast kvoteandel i stedet for den løbende tildeling, de får i dag. Fiskerne vil samtidig kunne sammenlægge fartøjer og fangskvoter, så kvoteandelene kan lægges sammen på færre fartøjer. Dermed kan det enkelte fartøj bedre tilpasse fangsmængden til behovet, og udsmiddet af fisk vil blive reduceret.

 

”Småhavne vil ophøre med at eksistere”.
Birger Rasmussen mener, at reguleringen blot vil ændre måden, udsmiddet af fisk sker på, ikke mængden. ”Man vil desuden blive tvunget til at smide fisk ud, man ikke har kvoter på,” siger han til Fisker Forum. Efter hans mening lægger systemet op til historik, og fiskerne bliver presset til enten at sælge eller købe og gældsætte sig yderligere. ”Det er ligesom det, der skete med sildene – det ender med opkøb til store enheder”, siger Birger Rasmussen. ”Og småhavne vil ophøre med at eksistere”, tilføjer han.

 

Skepsis over for nye forslag
Mogens Schou, kontorchef i Fødevareministeriet, forklarer, at efter udvalgets aflevering af rapporten sker der en politisk drøftelse af udvalgets anbefalinger. Han tilføjer, at der er sket mange reguleringer gennem årene, og at fiskerne ofte er skeptiske over for noget nyt. ”Dem, der synes dårligt om forslaget, er gerne først på banen med udtalelser”, siger Mogens Schou til Fisker Forum. Han mener, at nye forslag kan være svære at gennemskue for den enkelte fisker, og at fiskerne, naturligt nok, kun ser på, hvilken betydning ændringerne har for deres eget fartøj, men nogle gange kun sammenligner med det bedste år, de har oplevet. "De forslag vi får fra enkeltgrupper af fiskere, tager ofte udgangspunkt i disse gruppers interesser, og det gør det svært at få enderne til at mødes".

Bedre vilkår for fiskerne
Formand for Danmarks Fiskeriforening, Flemming Kristensen, udtaler, at foreningen støtter op om forslaget. Også Svend Erik Andersen og Carl Jesper Hermansen, formænd for fiskeriforeningerne i Strandby og Skagen, er positive stemt over for forslaget til den ny fiskeriregulering. De mener, det er et godt udgangspunkt for det danske fiskeri i de kommende år, og at det kan være med til at skabe bedre vilkår for den enkelte fisker. Hans Aa, formand for Esbjerg Fiskeriforening, mener, at den nye reguleringsmodel er et endnu bedre resultat af det arbejde, lokalforeningerne i Kreds Vest havde bedt om.

 

”Fokus flyttet fra fisk til penge”
Et af argumenterne for reguleringen er, at den vil gøre det enkelte fartøjs økonomi bedre. Men til det siger Birger Rasmussen, at mængden af tildelt fisk til den enkelte fisker vil blive mindre. ”Reguleringen trækker i den modsatte retning af at bevare kystfiskeriet. Få vil blive beriget, men de fleste vil få dårligere økonomi. Fokus bliver flyttet fra fisk til penge”.

Mads Nielsen, skipper på Ida Camilla i Grenå, mener, ligesom Birger Rasmussen, at man køber det hele på historik. ”Der er for få fisk i forvejen, og med den nye regulering vil man også dele dem ud til personer, der ikke fisker. Sunkne skibe, skibe, der er solgt til udlandet osv. har nemlig den samme ret til en kvoteandel”.

Leif Hansen, formand for Grenå Fiskeriforening, er blandt de fiskere, reguleringen vil ramme hårdt. Han fortæller, at han vil få reduceret sin fiskeret væsentligt, hvis reguleringen bliver en realitet. Leif Hansen vil kun få lov at fiske 60 pct. færre rødspætter i forhold til, hvad han fangede sidste år, og 50 pct. færre torsk.


Af Tina Rasmussen

 
 
 
 

 

FiskerForum -

 
EA Netshop
xx
Marigold Industrial
xx
Alle billeder, tekster og data på FiskerForum er beskyttet af dansk lov om ophavsret. Alle rettigheder tilhører eller varetages
af FiskerForum. Det er ikke tilladt at kopiere eller bruge tekster, data eller billeder fra FiskerForum uden tilladelse. ©

Fiskerforum • www.fiskerforum.dk • CVR 20075376 • info@fiskerforum.dk • Tlf 9731 1946

www.worldfishingtoday.com :  World Fishing Today - Commercial Fishing News - World Wide

www.fiskeskibe.dk : Forum og galleri for og om erhvervsfiskeriet i skandinavien

www.trawlerphotos.co.uk : Trawler Photos is a forum and online gallery of
photographs and images covering everything to do with commercial fishing

Privatlivspolitik • Siderne ses bedst i 1024 * 768 pixels opløsning

Sommerhuse til lystfiskere | Billige sommerhuse