Brugere Online : 692

Marel Food Systems
xx
LAG Vest
xx

Kommissionen foreslår sæsonlukning af ålefiskeri

Kommissionen fremlagde d. 6 oktober 2005 et forslag , der er første skridt på vejen mod genopretning af bestanden af europæisk ål, som er stærkt decimeret. Forslaget går ud på, at medlemsstaterne skal udarbejde nationale planer, der skal sikre, at 40 % af de voksne ål, som ville vandre nedstrøms i deres vandløbssystemer og ud i havet, hvis der ikke blev udøvet fiskeri eller andre menneskelige aktiviteter, slipper ud af floderne og tilbage i havet for at gyde. Disse planer, som skal være iværksat senest den 1. juli 2007, er helt afgørende for at genoprette bestanden, idet ålerekrutteringen har været så lav som 1 % af det tidligere niveau. Kommissionen foreslår, at ålefiskeri forbydes fra den 1. til den 15. i hver måned, indtil sådanne planer er iværksat. Forud for forslaget har der været en bred høring af medlemsstater og aktører. Ål er af interesse for de fleste medlemsstater, det være sig inden for erhvervs- og sportsfiskeri, akvakultur og tilknyttede aktiviteter.

”Forslaget fremlagt i dag afspejler det brede samråd, der har været med aktørerne, og behovet for en samordnet indsats for at genoprette ålebestanden. Kommissionen foreslår et undslipningsmål, men det er op til medlemsstaterne at vælge, hvilke beskyttelsesforanstaltninger de vil træffe, idet medlemsstaterne jo må siges at være bedst placeret, når det gælder tilpasning af foranstaltninger til lokale forhold.” Sådan sagde Joe Borg, kommissær for fiskeri og maritime anliggender.

 

Foreslåede foranstaltninger:

- At sørge for, at voksne ål undslipper tilbage til havet

De nationale forvaltningsplaner må lægges an på at fjerne årsagerne til ålebestandens decimering, som først og fremmest er fiskeri på et ikke-bæredygtigt niveau og indvirkningen af andre menneskelige aktiviteter på ålens levesteder og vandringsmønster. Også andre faktorer, der spænder lige fra fx forurening til vandturbiner, dæmninger og stemmeværker, er skyld i åledød. Målet er således at nå op på en undslipningsprocent på 40 for voksne blankål set i forhold til, hvor stor en procentdel der ville undslippe tilbage til havet uden disse faktorers eksistens.

Hver medlemsstat udarbejder sin egen åleforvaltningsplan, hvori det beskrives, hvilke foranstaltninger der påtænkes truffet for at sikre en høj undslipningsprocent og for at overvåge planens gennemførelse. De enkelte planer gennemgås af Kommissionens eget rådgivende organ, Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomisk Komité for Fiskeri (STECF). Kommissionen skal så godkende planerne, som derpå iværksættes pr. 1. juli 2007. Ved udarbejdelsen af planerne skal det sikres, at de samordnes med allerede eksisterende EU-foranstaltninger vedrørende bevarelse af naturtyper og vilde dyr og vandpolitik. For ålevandløbssystemer, som løber igennem to eller flere medlemsstater, udarbejder de berørte parter en fælles forvaltningsplan.

- At indføre månedlige lukninger

I betragtning af det presserende behov for at forbedre ålens overlevelsesmuligheder må medlemsstaterne lukke alt ålefiskeri fra den 1. til den 15. i hver måned, indtil de nationale forvaltningsplaner er blevet godkendt af Kommissionen og iværksat. Fiskeriet kan dog fortsætte i den lukkede periode, hvis en medlemsstat behørigt kan godtgøre, at der allerede er iværksat foranstaltninger, der er lige så effektive, og som opfylder kravet om en undslipningsprocent på 40. Fiskeri efter glasål kan også fortsætte, hvis sådanne ål anvendes til genudsætning i vandløbssystemer, idet de dog ikke må anvendes til akvakultur.

Fremtidige foranstaltninger

Kommissionen vil inden længe foreslå, at der indføres et sporingssystem til forebyggelse af overtrædelser. Den har også planer om at undersøge, hvilke foranstaltninger der kan træffes til forøgelse af den mængde glasål, der er til rådighed til bestandsopbyggende foranstaltninger, og som er nødvendig for bevarelse af bestanden, idet sådanne foranstaltninger selvfølgelig må være forenelige med handelslovgivningen. Medlemsstaterne skal senest ved udgangen af 2009 sende Kommissionen en rapport om, hvordan planerne overvåges, hvor effektive de er, og hvilke resultater der er opnået. Kommissionen skal på sin side forelægge Rådet og Europa-Parlamentet en rapport om resultatet af disse planer.

Baggrund

Ålen gyder i Sargassohavet i det vestlige centrale Atlanterhav. Ålelarverne driver og svømmer ind i flodmundinger i hele Europa og Nordafrika, inden de begynder at vandre opstrøms for at tilbringe det meste af deres liv der. De ældste ål vandrer tilbage nedstrøms og tværs over Atlanterhavet for at gyde og derefter dø. Det er grunden til, at bevarelsesforanstaltninger må koordineres mellem de lande, hvor der er ål, og omfatte både ålefiskeri og flodforvaltning, herunder bygning af dæmninger, stemmeværker og ålepas.

Fiskeriet i flodmundinger efter glasål til opdræt i akvakulturanlæg må forvaltes, så der er tilstrækkeligt mange glasål tilbage til at ”befolke” levestederne i vandsystemerne. Opstrøms bør fiskeriindsatsen begrænses, så tilstrækkeligt mange ål overlever tiden, indtil gydevandringen begynder. Endelig må de ål, der vandrer nedstrøms tilbage til havet, ikke befiskes mere, end at et tilstrækkeligt stort antal undslipper og gyder.

 
 
 
 
 
 

 

FiskerForum -

 
Dofita
xx
Hanstholm Havns Indkøbforening
xx
Alle billeder, tekster og data på FiskerForum er beskyttet af dansk lov om ophavsret. Alle rettigheder tilhører eller varetages
af FiskerForum. Det er ikke tilladt at kopiere eller bruge tekster, data eller billeder fra FiskerForum uden tilladelse. ©

Fiskerforum • www.fiskerforum.dk • CVR 20075376 • info@fiskerforum.dk • Tlf 9731 1946

www.worldfishingtoday.com :  World Fishing Today - Commercial Fishing News - World Wide

www.fiskeskibe.dk : Forum og galleri for og om erhvervsfiskeriet i skandinavien

www.trawlerphotos.co.uk : Trawler Photos is a forum and online gallery of
photographs and images covering everything to do with commercial fishing

Privatlivspolitik • Siderne ses bedst i 1024 * 768 pixels opløsning

Sommerhuse til lystfiskere | Billige sommerhuse