Driftsresultatet for 2004 blev på 43.000 kr. pr. virksomhed, hvilket er det dårligste resultat siden regnskabsstatistikkens start i 1995. I forhold til 2003 er der tale om et fald på 109.000 kr. til et niveau på kun 1/6 af det gennemsnitlige driftsresultat for de 4 foregående år.
Driftsresultatet er indtjeningen efter fradrag af renter og skal dække aflønning til fiskeren for eget arbejde samt afkastet på egenkapitalen.
Bruttoudbyttet pr. virksomhed faldt med 5 pct., medens driftsomkostningerne kun faldt 1 pct. Lønomkostningerne faldt med 8 pct., hvorimod den højere pris på dieselolie betød en stigning i udgifterne til brændstof på 14 pct.
Faldet i bruttoudbytte ramte især industrifiskeriet som følge af et prisfald på 17 pct. for industrifisk. I konsumfiskeriet var der 21 pct. stigning i bruttoudbyttet fra sild og makrel, og 2004 blev året, hvor torsk ikke længere var den vigtigste art i dansk fiskeri, da torskens andel af bruttoudbyttet blev mindre end andelen fra sild og makrel.
Hovedresultaterne fra fiskeriets regnskabsstatistik 2004 fremgår af bilaget. |