|
Om aftenen torsdag d. 16. juli 1987 forlod Færøernes
Fiskeriundersøgelsers trawler “Magnus Heinason” Tórshavn. Ombord var en
gruppe forventningsfulde zoologer fra Danmark, Færøerne, Norge og Sverige.
Skibet var nemlig udlånt til det nystartede projekt “BIOFAR”, og vi skulle
starte en undersøgelse af den fauna der lever mellem 100 og 1000 m dybde ved
Færøerne.
 De
første dage gik med afprøvning af indsamlings-redskaber på lavere vand og
med at finde blød bund til særlige undersøgelser. På den tredie dag kom en
af togtets markante overraskelser: op til 80 cm store havsvampe væltede i
massevis ud af skalskraberen, der havde været nede på ca 250 m dybde (Figur
1). Hverken masseforekomsterne eller de pågældende arter af svampe var nævnt
i den videnskabelige litteratur om Færøerne. Medlemmer af besætningen på
“Magnus Heinason” kendte imidlertid godt fænomenet. De fortalte os at det
var almindeligt at støde på store mængder af svampe, ‘ostur’ (oste) som de
kaldte dem, på dybder mellem 250 og 500 m. Og i øvrigt også på koralbanker,
togtets anden store overraskelse. Både besætningen og trawlkaptajner, som vi
senere talte med, gav os mange positioner, hvor vi kunne finde begge slags
dyr.
På togter i de følgende år efterprøvede vi angivelserne, og vi fandt desuden
nye svampeområder. Hertil kom supplerende oplysninger fra Færøernes
Fiskeriundersøgelser, så vi efterhånden kunne tegne et kort over
svampebundenes udbredelse omkring Færøerne. For nylig har man fra
Fiskeriundersøgelserne gennemført en stor spørgeskema-undersøgelse blandt de
færøske trawlfiskere, og heri indgik blandt andet spørgsmål om tidligere og
nuværende udbredelse af svampeforekomsterne (Figur 2). Det viste sig at
svampene gennem de sidste 20-30 år er forsvundet fra betydelige arealer. |
|
Vores ‘opdagelse’ og det videre forløb var spændende.
Rundspørge blandt kolleger i de nordiske lande viste at mange kendte til
enkelte lokaliteter med talrige store svampe. Samtaler med fiskere der
sejlede i grønlandske, islandske og norske farvande tydede imidlertid på at
fænomenet var vidt udbredt, men havde undgået ‘videnskabens’ opmærksomhed.
Eftersøgning i litteraturen gav spredte oplysninger, men heller ikke noget
sammenhængende billede. I de følgende år tog vi derfor sammen eller hver for
sig med på alle de forskningstogter i områderne fra Spizbergen over Norge og
Island til Grønland vi kunne få plads på og samlede al den information, vi
kunne få fingre i. Et af de mange resultater af disse bestræbelser blev
et kort, der viser at meget store arealer på den yderste del af
kontinent-hylden og den øvre del af fastlandsskrænten i de nordiske have er
eller har været svampebund (Fig. 3).
Globalt set er dybvands-svampebunde fundet en del steder, og der er
utvivlsomt mange uopdagede områder. I Nordatlanten vest for Irland, i
Biscayen og udfor Nordafrika samt i Polarhavet og ved Alaska findes
forekomster som ligner dem vi har i de nordiske have, og spredte oplysninger
antyder at sådanne også forekommer på Den midtatlantiske Ryg og ud for
Østcanada. Udfor British Columbia (Vestcanada) er der en særlig type meget
bemærkelsesværdige, næsten 20 m høje, svamperev, som er omkring 9000 år
gamle. De største kendte svampeområder findes omkring Antarktis, og de er
meget forskellige fra vore.
 Svampene tilfører havbunden en ekstra tredimensional struktur, og da de
altid findes på steder med god vandbevægelse, er der stor tilførsel af
fødepartikler. Mindre svampearter og mange andre slags dyr finder her
substrat at sidde på, gemmesteder og føde. Ved Færøerne er der således
fundet ca 250 arter af dyr associeret med svampene. Et generelt skøn siger,
at der er dobbelt så mange dyrearter og mange flere eksemplarer end på et
tilsvarende stykke havbund uden svampe. Mærkeligt nok er der næsten ingen af
de associerede arter der æder af svampene, ligesom heller ingen af dem
udelukkende findes på svampebundene.
De store svampe vokser meget langsomt og bliver gamle. Da fornyelse sker
langsomt, er svampebundene sårbare overfor forstyrrelser og indgreb. Den
værste trussel er trawling, som har flere uheldige virkninger. En del af
svampene fjernes fra stedet som bifangst for senere at kastes væk et helt
andet sted, en behandling de ikke overlever. Mange af de svampe der ikke
tages af trawlet beskadiges ved enten at blive ‘kørt over’, eller ved at de
sten de sidder på vælter rundt. Endelig skaber trawl en stor sky af
partikler der rodes op fra havbundens og som filtratorer tager svampene
disse partikler ind, hvorved kanalerne i filtationssystemet tilstoppes.
Da svampegrundene dækker store arealer, er artsrige, og fungerer som
opvækst- og fourageringsområder for mange dyrearter, bl.a.
 en
del fisk, er de en vigtig del af kontinentalrandens økosystemer. Heri ligner
de dybvands-koralrevene og de bør ligesom disse bekyt-tes.
Kortet viser beliggen-heden af de kendte svampeområder i
Nordøstatlanten.
Figur 3 |
Kortet
viser udbredelsen af svampe-bunde omkring Færøerne før i tiden og aktuelt.
