Fødevareminister Hans Christian Schmidt vil ikke sige noget om, hvor langt han er i sine politiske forhandlinger om en ny regulering, men fortæller, at der snart kommer en afklaring.
Af Kim Vejrup
Den oprindelige deadline for, hvornår der skulle være en politisk aftale klar om en ny regulering for det danske konsumfiskeri, bliver ikke overholdt. Fødevareminister Hans Christian Schmidt havde sat 15. oktober som frist, men erkender nu, at det ikke kommer til at holde. - Jeg kan ikke sætte en dato på for hvornår det bliver, men det står og falder altså ikke med, om det nu også bliver den 15. oktober eller ej. Men jeg har da sagt til forhandlingerne, at vi er ved at nærme os deadline, siger Hans Christian Schmidt. Han fortæller, at han har haft møder med Folketingets partier og også har forhandlet en ekstra gang med Dansk Folkeparti, men derudover ønsker han ikke at løfte sløre for, hvordan det går. - Det går i den positive retning, men derudover kan og vil jeg ikke sige noget, siger han. Ifølge Fiskeri Tidendes oplysninger har der været intense forhandlinger i gang mellem ministeren, Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti torsdag og fredag, mens hverken Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre er parkeret på sidelinjen og først indkaldes igen senere. - Vi har haft forhandlinger med ministeren, og vi har stillet nogle flere spørgsmål og bedt om nogle flere analyser, siger den fiskeripolitiske ordfører Bent Bøgsted fra Dansk Folkeparti og tilføjer: - Og derudover kan jeg kun sige, at der ikke sker noget på denne side af efterårsferien. Det betyder, at der tidligst bliver nye forhandlinger i uge 43, hvor ministeren dog får svært ved selv at sidde med ved forhandlingsbordet i begyndelsen af ugen, da der er Ministerrådsmøde i Luxembourg mandag og tirsdag.
Ophugning Torsdag måtte ministeren i øvrigt melde afbud til åbningen af DanFish International i Aalborg Kongres & Kultur Center, hvor han skulle have holdt åbningstalen og givet et pressemøde i løbet af formiddagen. Det skyldes, at ministeren blev hasteindkaldt til møde i Regeringens Økonomiudvalg. Fiskeri Tidende erfarer, at mødet blandt andet drejede sig om millionstøtte til ophugning i fiskeriet og statslig støtte til den økonomisk trængte Fiskeribanken. - Det er jo klart, at jeg har diskussioner kørende, og at jeg har mine egne overvejelser i den forbindelse. Men selve resultatet og hvad det mere nøjagtig går ud på, kan jeg ikke sige noget om på nuværende tidspunkt, siger Hans Christian Schmidt. Danmarks Fiskeriforening har tidligere sendt en ansøgning til Finansministeriet i forbindelse med forhandlingerne om finansloven for 2006. Her har Danmarks Fiskeriforening bedt om støtte til en ophugningsrunde fra den danske stat på 300 millioner kroner med yderligere EU-financiering på det tilsvarende beløb, så den samlede støtte til ophugning kan komme op på 600 millioner kroner. Fødevareminister Hans Christian Schmidt er i de seneste uger kommet på banen med udsagn om, at han nu godt kan begynde at støtte tanken om en ophugningsrunde, såfremt det bliver hægtet op på en aftale om en ny regulering for det danske konsumfiskeri.
|