|
|
|
xx |
|
xx |
|
|
|
|
Fiskebestande: at tælle det utællelige
|
|
I de sidste par årtier har havbiologer stadigt oftere advaret om, at mange
fiskebestande overfiskes.
Når havbiologer kommer med deres dystre forudsigelser om fiskeribestandes
skæbne, sættes der altid spørgsmålstegn ved, hvordan de er kommet frem til
resultaterne. Her er ICES forklaring på hvordan fiskeribestande bliver
vurderet i Nordøst Atlanten.
ICES kommer med den næste ACFM rådgivning om kvoter d. 21. oktober 2005.
ACFM = Advisory Committee on Fishery Management (Rådgivende udvalg til
fiskeri forvaltning)
|
|
|
|
Hvordan ved forskerne hvor mange fisk der er i havet?
|
|
Den første pointe er, at forskerne ikke prøver
at tælle hver eneste fisk i havet, da dette ville være umuligt. I stedet
samler de så meget information, de kan gennem tre hovedkilder: fra landinger
ved havne, fra fiskere, og fra undersøgelser foretaget af
forskningsfartøjer. Derefter bruger de disse data til at anslå størrelsen af
de kommercielle fiskebestande, såsom torsk, kuller og kulmule.
Da fisk ikke respekterer landegrænser, koordinerer forskere fra Nordatlanten
deres arbejde under paraplyorganisationen Det Internationale Råd for
Udforskningen af Havet (ICES). ICES fungerer som et mødested for mere end
1600 havforskere fra 19 lande omkring Nordatlanten. Disse forskere arbejder
indenfor alle felter af havets økosystem: fra havkemi til fisk, havpattedyr
og havfugle. Gennem samarbejde med forskere fra andre lande kan forskerne
danne sig et overblik over, hvad der virkelig sker i havet, i stedet for
bare at kende tilstanden i deres eget geografiske område.
 |
|
|
Totalt antal internationale landinger og markedsprøver
|
|
Antallet af fisk, som fiskerne bringer i land,
giver en perfekt mulighed for forskerne for at samle brugbare
data. På det laveste detaljeringsniveau giver det officielle
internationale landingstal forskerne en generel idé om, hvor mange
fisk, der er blevet fanget, selvom dette ikke inkluderer fisk, der
er fanget og kasseret til søs. Men forskerne kan også lære en
masse ved at være tilstede når fiskerne bringer deres fangst i
land. Dette foregår de fleste uger ved fiskerhavne fra Portugal op
til den arktiske kyst ved Norge, hvor de fisk, der er bragt i
land, bruges til at indsamle data om alder, størrelse og
yngletilstande om fisken.
For en grov vurdering forsøger forskerne generelt at indsamle 200
fisk pr. 1000 tons fisk bragt i land, spredt over hele
ICES-området. Da mere end 8 millioner tons fisk bringes i land i
ICES-området hvert år, betyder dette, at mere end 16 millioner
fisk bliver undersøgt af forskerne hvert år.
|
|
|
Data fra fiskere
|
Samtidig med at forskerne samler data ind ved fiskerihavne, tager de
også med på arbejde på de kommercielle fiskefartøjer. Her undersøger de
fangster, registrerer udsmid, og mærker og frigiver fisk for at få viden
om deres ruter, foretrukne områder og livsforløb. I de seneste år har
fiskere i Nordsøen ligeledes udfyldt spørgeskemaer angående deres
opfattelse af de vigtigste fiskestandes tilstand. Denne information
medtages i udarbejdelsen af det officielle råd fra ICES.
En anden informationskilde er fiskernes logbøger, ud fra hvilke
forskerne udregner, hvor lang tid det tog at fange en vis mængde fisk –
det såkaldte fangst-pr-enhed-arbejde data. Hvis den mængde arbejde, der
lægges i at fange fisk, går op, kunne dette indikere at fiskene
forekommer stadigt sjældnere. Slutteligt hyres fiskefartøjer nogle gange
til at lave formålsbestemte undersøgelsestogter for at udvide den
datamængde, der allerede er skabt af forskernes forskningsfartøjer.
|
|
|
Undersøgelser foretaget af forskningsfartøjer
|
Undersøgelser foretaget af forskningsfartøjer er en uvurderlig datakilde
for forskerne og er ligeledes vital som krydscheck af data indsamlet ved
landingsstederne og ved undersøgelser foretaget på professionelle
fisketogter. På forskningsfartøjerne indsamler forskerne prøver både fra
overflade- og fra bundlevende fisk.
For at indsamle fisk ved eller tæt ved havbunden bruger forskerne
bundtrawlere på samme måde som fiskere gør. Men hvor fiskere går efter
hotspot-områder og hele tiden forsøger at maksimere deres fangster, vil
havforskere indsamle en repræsentativ prøve – et øjebliksbillede af
fiskene i området. De er så nødt til at sammenligne deres resultater med
tidligere år for at kunne følge udviklingslinier, så det er af yderste
vigtighed at de bruger det samme fiskeudstyr hvert år fremover for
konstant at forbedre det.
For at bringe orden i fiskeindsamlingsprocessen har ICES inddelt Nordøst
Atlanten i et gitter af rektangler på 1 længegrad og 0,5 breddegrad. Når
forskere skal indsamle prøver, vælger et tilfældigt punkt indenfor hvert
rektangel og trawler i en tidsperiode, der også er standardiseret,
oftest en halv time. Hvert år foretages der undersøgelser i bogstaveligt
talt hvert eneste rektangel i vande med under 300 meters dybde. Indenfor
nøgleområderne – f.eks. Nordsøen – vil hvert rektangel bliver undersøgt
flere gange.
Forskerne brugere også ekkolod til at finde fiskebestande.
Forskningsfartøjer foretager undersøgelser over hele Nordøst Atlanten
vha. sofistikerede ekkoapparater, der affyrer en lydpuls i vandet og
opfanger tilstedeværelsen og størrelsen af fiskestimer fra de
returnerede ekkoer. Efter mange års akustiske undersøgelsesmetoder har
forskerne en god idé om, hvilken slags ekko, de forskellige fiskearter
giver.
Ikke bare voksne fisk, men også fisk, der ikke er nået så langt i deres
livsbane, er genstand for forskernes opmærksomhed. De fleste vigtige
kommercielle fisk, såsom torsk, makrel osv., lever deres første tid som
først æg og dernæst larver, mens de flyder omkring i planktonet. For at
undersøge dem, trawler forskerne med små fine net over store havområder,
og registrerer derpå antallet af æg og laver, de finder. Da antallet af
æg og larver er proportionalt med antallet af voksne fisk, får forskerne
på denne måde endnu en metode til at vurdere fiskebestandens størrelse.
|
|
|
Fra rådata til råd
|
Efter flittigt at have indsamlet tusinder af optegnelser om fisk overalt
i Nordatlanten, er næste skridt for forskerne at bruge matematiske
modeller til at omforme disse optegnelser til vurderinger om
fiskebestandenes størrelse. For at lave disse vurderinger samles
forskerne i ICES’ Arbejdsgrupper, hvor eksperternes viden om
fiskebestandene sammenholdes med undersøgelsesresultaterne, efter at de
er kørt gennem de matematiske modeller. Udover at lave vurderinger over
fiskebestandene, laver forskerne også forudsigelser om fangster på
forskellige intensitetsniveauer.
Det næste skridt er, at vurderingerne gennemses og kommenteres af
uafhængige kontrolgrupper, hvorefter rapporterne sendes videre til ICES’
Rådgivningskomite for Fiskerimanagement (ACFM). Her sammenfattes
resultaterne og forudsigelserne til officielle råd fra ICES. Disse råd
kommer hvert år i maj og oktober og sendes til de forskellige officielle
nationale og overnationale myndigheder. Det er udelukkende ICES’ job at
beskæftige sig med det biologiske aspekt. Det er herefter
EU-kommissionens og regeringernes opgave at vurdere de sociale og
økonomiske implikationer, som følger af de forudsigelserne og
vurderingerne.
|
|
|
Hvad er rådet?
|
ICES bygger sine råd på princippet om, at der skal være nok fisk tilbage
i en bestand – efter fiskeri og naturlige dødsfald er fraregnet – til at
afføde en ny og sund generation det følgende år. Ud fra dette har ICES
sat minimumsgrænser under hvilke, bestandene ikke må falde. Der er to
udgangspunkter: biomassegrænsen og den usikre biomassegrænse. Biomassen
er den totale vægt af fisk i en bestand.
Biomassegrænsen er det laveste niveau en bestand skal tillades at falde
til. Under dette niveau er bestanden for lille til at kunne yngle fuldt
ud. Dette betyder at bestandens overlevelse er sat på spil og måske
aldrig igen vil nå tidligere niveauer. En vurdering af en bestands
biomasse er altid meget usikker, og for at imødegå denne usikkerhed og
holde bestandens niveau et godt stykke væk fra farezonen, har
ICES indført den usikre biomassegrænse over den almindelige
biomassegrænse som en buffer. Jo bedre data man har om en bestand, jo
mindre behøver denne bufferzone naturligt nok at være.
ICES laver også fremskrivelser af bestandes tilstand ved forskellige
niveauer af fiskeri. Dette vanskeliggøres af det faktum, at fiskere ofte
ikke blot fanger én slags fisk, men mange. ICES overvejer også
følgevirkningerne af fiskeriet for hele økosystemet, hvor specielt
konsekvenserne for koraller, hvaler og delfiner beregnes.
|
|
|
Fremtiden
|
|
For at få fiskebestandene i Nordøst Atlanten på fode igen, arbejder
forskerne netop nu sammen med andre professioner for at udarbejde
fremsynede managementplaner for nøglebestande, såsom torsk. Intentionen
er her, at i stedet for blot at arbejde med bestandene på et
år-for-år-basis og stole på biomassegrænser, skal der være et langsigtet
mål for at reducere presset fra fiskeriet og genbygge bestandene til et
niveau, hvor de blomstrer igen. |
|
|
|
Kristian Lund Kofoed |
|
|
|
FiskerForum - 16. oktober 2005 |
|
|
|
xx |
|
xx |
|
|
|
|
