Hans Chr. Schmidt vil bede om møde med den norske fiskeriminister Helga Pedersen
I aftes måtte EU, Norge, Island, Færøerne og Rusland opgive at nå til et resultat om næste års fordeling af atlantoskandiske sild - måske bedre kendt som de fede julesild.
Det er ikke siden 2002 lykkedes kyststaterne at blive enige om en aftale som følge af uenighed om fordeling af fiskeriet. Forhandlingerne i går i København viste, at parterne fortsat står meget langt fra hinanden.
EU og Norge vil nu sammen fortsætte bestræbelserne på at finde en løsning på konflikten. Allerede i næste uge mødes Norge og EU for at forhandle næste års fiskeriaftale, og atlantoskandiske sild vil være et af emnerne.
”Jeg beklager, at kyststaterne ikke kunne nå frem til en aftale om atlanto-skandisk sild. Det er til stor skade for både Norge og Danmark, at denne ulykkelige sag endnu ikke er løst. Jeg håber nu på en bilateral løsning i de kommende uger under Norges-forhandlingerne, og jeg vil bede om et møde med min nyudnævnte norske ministerkollega for at uddybe den nuværende situations alvor for Danmark,” siger fødevareminister Hans Chr. Schmidt, der også rejste problemet overfor fiskerikommissær Joe Borg på det seneste rådsmøde i Luxembourg.
Danske fiskere rammes af den manglende aftale om atlantoskandiske sild, fordi Norge ikke tillader fiskeri i norsk zone efter atlantoskandiske sild, så længe der ikke er en aftale om fordeling. Desuden har den norske fiskeindustri pålagt norske fiskere at lande deres sild i Norge, hvilket afskærer sildeindustrien i Danmark fra vigtige forsyninger. |