Det kommer kun få informationer ud fra Norgesforhandlingerne mellem EU-Kommissionen og Norge, hvor der i denne uge er taget hul på den første runde, der foregår i Bergen.
Der meldes dog om fremskridt for tobis og sperling, hvor der er enighed om at nedsætte en arbejdsgruppe bestående af biologer fra henholdsvis Norge og EU-landene. Det vil i praksis formentlig betyde, at biologerne fra EU-landene vil være i tæt dialog med Danmarks Fiskeriundersøgelser (DFU).
Opgaven for arbejdsgruppen bliver at se på reguleringen af tobisfiskeriet og kriterierne for åbning af sperlingfiskeriet.
Arbejdsgruppen skal komme med oplæg til videre forhandlinger om de to arter, når Norgesforhandlingerne genoptages sidst i november med en møderunde i Bruxelles.
Den nuværende forhandlingsrunde i Bergen slutter senere i aften, torsdag.
www.fiskeriforening.dk
|