|
Det virker som om, nogle
fisk bare ikke kan lade være med at tiltrække sig opmærksomhed. Hvert år
bringer aviserne adskillige historier om forskellige torskebestandes ulykker
rundt om i Nordøstatlanten, og hvert år skændes fiskere og miljøforkæmpere
om, hvor slemt det i virkeligheden står til.
Ofte er gnisten for disse diskussioner og mediefokusering de rapporter, som
ICES hver maj og oktober frigiver. Rapporterne er en hjørnesten i den fælles
fiskeripolitik og bruges af EU-kommissionen til at sætte fangstgrænser for
det følgende år.
Af
Poul Degnbol,
Institute for Fisheries
Management and Coastal Community Development
Plads til forbedring
Det skal dog bemærkes at dette kortsigtede år-for-år system af
foranstaltningsbeslutninger er svagt og ofte fastsættes af
fiskeriinteressenter.
Fiskere er en af interessenterne og de har to hovedkritikpunkter rettet mod
sig: den første er, at de kun kan beregne hvordan fangsten bliver det
følgende år. De kan ikke planlægge længere ud i fremtiden – f.eks. træffe
beslutninger om hvorvidt det ville være fornuftigt, at investere i nyt
materiel eller ej. Det andet kritikpunkt er, at håndteringen af
fiskeripolitikken er alt for følsom overfor usikkerheden i de videnskabelige
anbefalinger. Styrelserne reagerer med andre ord for langsomt når nye
videnskabelige informationer bliver tilgængelige.
Miljø-NGO’ere har også kritiseret systemet for at bygge på et kortsigtet,
næsten brandslukningsagtigt perspektiv, som hovedsagelig sigter mod at undgå
katastrofer i stedet for at tage sig af behovet for at genopbygge det
maritime økosystem.
Ikke for døve ører
Der lyttes rent faktisk til disse kritikpunkter. Fiskeristyrelser, såsom
EU-kommissionen og nationale regeringer, indser i stigende grad
nødvendigheden af, at planlægningen tager et langsigtet perspektiv.
De har også indset at årlige
politiske beslutninger har en bedre chance for at opnå de politiske mål,
hvis de følges af langsigtede strategier for hvert økosystem og fiskebestand
– i stedet for blot at bygge på årlige antagelser.
Hvad ønsker vi? Have, der myldrer med fisk?
Der er faktisk en holdningsændring på vej i det nuværende system. Men
hvad vil vi egentlig med vores fiskebestande? Tidligere var klare
målsætninger for fiskeripolitikken sjældne. Nu om dage ændrer internationale
aftaler og eksplicitte anbefalinger fra ICES mønstret.
Johannesburg-erklæringen om bæredygtig udvikling fra 2002, som alle
ICES-medlemmer har underskrevet, fastslår at Maximum Sustainable Yield (MSY)
skal være opnået i 2015 og at en økosystemtilgang skal være implementeret i
2010. MSY betyder, at man kan fiske en bestand ned til det niveau, hvor dens
overlevelse ikke er truet. Økosystemtilgangen betyder, at interaktionen
mellem fiskebestand og økosystem medtages i politikplanlægningen. En
fiskepopulation har en vigtig rolle i et økosystem som rovdyr, bytte eller
bare som bidragsyder til genetisk variation.
Disse økosysteminteraktioner inddrages nu i fiskeriplanlægningen. På grund
af Johannesburg-erklæringen må man formode at sådanne interaktioner vil
tiltrække mere og mere opmærksomhed i fremtiden.
Planlægningsmål inddrages også af ICES’ klienter og regeringerne i deres
fiskeri- og miljøpolitikker, men ofte er de meget generelle. Som eksempel
kan nævnes, at den fælles fiskeripolitik i EU omhandler mange sociale og
miljømæssige spørgsmål, men disse er skrevet i meget brede termer.
Den mest eksplicitte erklæring angående målsætninger findes i en
forståelseserklæring mellem ICES og klienterne, som siger, at bevarelse af
en reproduktiv kapacitet samtidig med opnåelse af et højt, langsigtet
udbytte bør være en vigtig retningslinie for planlægning.
Fra undgåelse af skadevirkninger til producering
af fordele
Ud fra ovenstående kan vi se, at der er to generelle målsætninger for
Nordøstatlantiske fiskebestande. Den første er sunde bestande med maksimal
produktivitet, og den anden er, at bestandenes rolle i økosystemet sikres.
At sørge for, at der er fisk nok tilbage i bestanden til at bestanden kan
kaldes sund, kræver et varslingssystem, som slår alarm når bestandens
størrelse er for lav. I modsætning hertil betyder sikring af maksimal
produktivitet, at noget skal opnås og kræver at der sættes et mål.
Der kunne også arbejdes efter bestemte mål for menneskelige fordele, såsom
beskæftigelse, økonomisk sikring af kystsamfund og andre økonomiske
overvejelser.
Vi forsøger, kort fortalt, at bevæge os fra et håndteringssystem, som
hovedsageligt forsøger at undgå at gøre noget dårligt (såsom overfiskning),
til et system, som forsøger at forbedre fordelene for samfundet gennem sunde
og produktive fiskebestande.
Hvordan man skal omorganisere det nuværende system
Vi ved altså, hvad vi vil med fiskebestandene, og både regeringer,
miljøforkæmpere og fiskeindustrien er interesserede i at håndtere
fiskebestandene på en måde, der fører til bedre stabilitet. Men hvordan
skulle et bedre håndteringssystem virke?
Uheldigvis er der intet magisk svar, men et antal nøgleaspekter, som ser ud
til at fremkomme i forskellige diskussioner og dokumenter.
Den første er, at ethvert system skal være robust og stærkt nok til at kunne
magte usikkerhed. Fisk lever i et kompleks, evigt foranderligt økosystem,
hvor der altid vil være usikkerhed omkring bestandenes tilstand. Der er
desuden en indbygget usikkerhed mht. data, ved modellerne, der bruges til at
vurdere fiskebestandenes størrelse, og om hvordan bestandene skal håndteres.
Ethvert styringssystem skal være i stand til at acceptere denne usikkerhed
og sikre, at det kan agere hurtigt og tilpasse sig, når bedre informationer
bliver tilgængelige. F.eks. hvis det opdages at en bestand er i værre
tilstand end det oprindelig var vurderet, skal ledelserne være i stand til
at agere hurtigt for at reducere fiskeripresset.
Det er også vigtigt, at ethvert styringssystem er
økonomisk effektivt. Fiskeriet skal give overskud, efter at pengene til at
håndtere det er fratrukket – inkluderet indsamling af data, vurdering af
bestande, beslutningstagen og implementering af beslutninger.
Gennemskuelighed og legitimitet er også vigtige overvejelser.
Styringsstrategier kan ikke iværksættes i et åbent samfund, hvis de ikke
fremstår som legitime overfor interessenter og befolkning.
Strategier har ikke meget håb om at blive anset som gyldige, hvis de bygger
på komplicerede modeller eller på vurderinger, der ikke er dokumenteret og
tilgængelige for offentligheden.
Kort sagt, styringssystemer skal være robuste, tilpasningsdygtige, økonomisk
effektive og de skal være gennemskuelige.
Passive eller tilpasningsdygtige?
Foruden at forbedre styringssystemernes virkemåde, skal disse også
forbedre den måde, hvorpå systemet anvendes. Videnskabsmænd har lang
erfaring med at vurdere visse fiskebestande, såsom Nordsø-silden, og dette
forbedrer vores forståelse af, hvordan bestande reagerer ved forskellige
niveauer af fiskeri.
I disse tilfælde, og forudsat at der ikke sker store ændringer i
økosystemet, kan styrelserne stole på forudsigelser fra forskerne, og blot
lave mindre tilpasninger hvert år. Denne passive tilgang er den måde, hvorpå
de fleste fiskebestande håndteres i Nordøstatlanten.
Men ting er aldrig så simple som de ser ud til, og der er mange bestande,
hvor denne tilgang ikke er tilstrækkelig. F.eks. kan nævnes:
·
Bestande såsom den sydlige kulmule og Vestkanal-søtungen, for
hvilke dataene er utilstrækkelige eller en bestands tilstand kun kendes på
ét tidspunkt. De historiske data er utilstrækkelige til at kunne forstå, om
bestanden var i den tidlige periode af udnyttelsen, da optegnelserne
begyndte, eller om den allerede var reduceret.
·
Bestande, hvor biologiske interaktioner er vigtige eller hvor
der kun er set lav produktivitet. Eksempler er rundfisk i Nordsøen, såsom
torsk og kuller.
·
Tilfælde, hvor store ændringer i økosystemet er sket. Som
eksempel kan nævnes Nordsø-torsken, hvor der er indikationer på en mere
nordlig orientering.
·
Bestande, hvor vi er usikre på den nuværende tilstand som
følge af datamangel.
·
Bestande, som har været overudnyttede i lang tid, og hvor
reduktioner i fiskeripresset er påkrævet, men hvor vi ikke ved, hvor store
disse reduktioner skal være.
I disse tilfælde er en mere fleksibel tilgang
nødvendig. Forskere kan lære mere om bestanden og effekten af forskellige
niveauer af fiskeriintensitet ved at undersøge gradvise ændringer i
fiskeripresset for på denne måde at se, hvordan bestanden reagerer.
Dette vil sikre en bedre forståelse af hvordan bestanden sandsynligvis vil
reagere i fremtiden. Det vil også give forskerne mulighed for at fastlægge
grænserne for, hvornår alarmklokkerne bør lyde ved reduktion i bestanden, og
fastslå de mål, man skal stræbe efter, for at få mest ud af bestanden
samtidig med, at man bevarer den.
Langsigtet planlægning for torsk og andre
nøglebestande
ICES hjælper allerede med at gøre planlægningen mere langsigtet ved at give
råd om fiskebestande, som både giver positive langsigtede muligheder og
kortsigtede konsekvenser. Med andre ord: hvad kan ske med bestanden over en
tiårs periode ved forskellige niveauer af fiskeriintensitet, og hvad vil
højst sandsynligt ske det næste år eller to.
ICES laver også den nødvendige grundforskning til at kunne udvikle
langsigtede strategier for vigtige bestande, såsom Nordsø-torsk og
–rødspætte, Nordøstarktisk torsk og den baltiske torsk.
Det er erfaringen at der ikke er nogen konflikt mellem på den ene side at
sikre et højt udbytte af en fiskebestand og på den anden side sikre, at
bestanden forbliver sund og bevarer sin rolle i økosystemet.
Den altafgørende faktor er fiskeriet. Hvis der sker en væsentlig reduktion i
fiskeripresset, vil der i det lange løb sikres et højt udbytte og sunde
bestande. Selvfølgelig betyder et lavere fiskeriniveau kortsigtede tab for
fiskeindustrien og udfordringen er derfor, hvordan man håndterer denne
overgang.
Men langsigtet planlægning og et lavere fiskeriniveau er fremtiden.
Artiklen har været bragt i
ICES
Newsletter nr. 42
Oversat af Kristian Lund Kofoed
|
