Europa-Kommissionen har i dag fremlagt et forslag om fiskerimuligheder og tilknyttede betingelser for visse fiskebestande i Østersøen (se skema nederst) for 2006. De fleste fiskebestande i Østersøen har det ret godt, så derfor kan der for disse foreslås uændrede eller endog øgede fiskerimuligheder, men torskebestandene giver fortsat anledning til bekymring. Målet er således at genopbygge torskebestandene og beskytte de bestande, hvis biologiske tilstand er sund, samtidig med at de berørte flåders økonomiske aktiviteter i videst muligt omfang opretholdes på det nuværende niveau. Med hensyn til torsk foreslår Kommissionen, at fiskerimulighederne udvides, men det skal dog kun ses som et første skridt i retning af en langsigtet genopretningsplan, som Kommissionen inden længe fremlægger forslag om. Der må således parallelt hermed - ud over periodelukninger - træffes foranstaltninger til begrænsning af fiskeriindsatsen i 2006 med 10 %. |
Joe Borg, kommissær for Fiskeri og Maritime Anliggender, sagde følgende: ”Det er vort fælles mål at sikre, at torskebestandene i Østersøen genopbygges, samtidig med at de berørte flåder økonomisk rammes mindst muligt. Hvis en sådan gradvis strategi skal give det ønskede resultat, må fiskerimuligheder og begrænsning af fiskeriindsatsen gå hånd i hånd.
Fiskerimulighederne for andre bestande forbliver nogenlunde uændrede, bortset fra en udvidelse for sild og en begrænsning for brisling. Der har været tradition for at fastsætte de samlede tilladte fangstmængder (TAC’er) og kvoter ved en og samme rådsforordning. I fortsættelse af Kommissionens løfte om at skabe forenkling og klarhed på fiskeriområdet vil fiskerimulighederne i år blive fastsat ved to separate forordninger, nemlig denne, som vedrører Østersøen, og en anden, der vil blive fremlagt inden længe, som vedrører alle andre områder. Begge forslag vil blive drøftet på rådsmødet i december.
Kommissionen er ved at udarbejde en langsigtet genopretningsplan for østersøtorsk, som den agter at forelægge for Rådet i december. Denne plan skal først anvendes fra januar 2007. I afventning heraf har Kommissionen ved fastsættelse af fiskerimulighederne for 2006 lagt sig fast en TAC, som ligger tæt op ad de nuværende fangstmængder, for at skabe økonomisk stabile forhold i fiskerierhvervet. Samtidig, og som betingelse for at fastsætte en TAC, der er højere end anbefalet i den videnskabelige rådgivning, foreslår Kommissionen, at der straks indføres en indsatsbegrænsningsordning. En sådan ordning vil komme til at ligge tæt op ad den, der skal udgøre rygraden i den kommende genopretningsplan, og den kan forlænges, indtil fiskeridødeligheden kommer ned på et niveau, der er bæredygtigt på lang sigt.
Der bliver tale om to forskellige former for fiskeriindsatsbegrænsning: Der indføres lukkede perioder på to måneder i den vestlige Østersø og på tre måneder i den østlige Østersø som aftalt med Den Internationale Østersø-fiskerikommission (IBSFC), og ud over IBSFC-aftalen indføres der yderligere lukning i 10 % af årets resterende dage. Sidstnævnte lukning kan gennemføres på en række forskellige måder. For at lukningerne kan blive effektive, må de omfatte al fiskeri, hvor der fanges torsk. Forslaget indeholder supplerende kontrolforanstaltninger, som bliver afgørende for, om strategien lykkes.
I Kommissionens forslag tages der hensyn til den seneste videnskabelige rådgivning fra Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES), som er et uvildigt organ, og fra Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri (STECF), som er Kommissionens eget organ, samt input fra aktørerne. Ifølge ICES er torskebestandene både i den østlige og den vestlige Østersø uden for sikre biologiske grænser. Navnlig den østlige bestand er tæt på et historisk lavpunkt, og fiskeridødeligheden ligger langt over, hvad der er bæredygtigt på lang sigt.
Forslaget afspejler også den aftale, der blev indgået med Rusland under det sidste møde i Den Internationale Østersø-fiskerikommission i september. Efter udvidelsen i maj sidste år har IBSFC nu reelt kun to medlemmer, nemlig EU og Rusland. EU trækker sig derfor ud af IBSFC ved udgangen af 2005.
|