”Jeg vil bruge alle mine kræfter på at opnå de bedste resultater for dansk fiskeri og fiskeindustri. Det er vigtigt, at vi får genopbygget bestandene, men vi skal også have lov til at fange de arter, som har det godt, så vi kan bevare vores arbejdspladser og forsyne forbrugerne med sunde og friske råvarer. Jeg vil overfor Danmarks fiskersamfund ikke lægge skjul på, at det tegner til at blive nogle hårde forhandlinger. Kommissionen lægger op til en kraftig barbering af kvoterne for en række fiskebestande, der i forvejen ligger på et lavt niveau,” siger fødevareminister Hans Chr. Schmidt og fortsætter:
”Kommissionen vil også skære i fiskernes havdage, og det er ikke en vej, som Danmark ønsker at gå. Det er jo åbenlyst, at havdageordningen ikke virker, når Kommissionen nu for tredje gang vil skrue ned for antallet af fiskedage. Danmark vil hellere belønne fiskere, som fisker selektivt og med skånsomme redskaber som stormaskede net, riste og paneler”.
|
Derudover vil Danmark i forhandlingerne blandt andet arbejde for:
-Højere kvoter for brisling og jomfruhummer. -At fiskeriindsatsen for torsk i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat opretholdes på et uændret niveau. -At der bliver afsat en kvote for sperling i Nordsøen. -At Danmark tildeles en ekstra mængde makrel i Nordsøen, som følge af en særlig prioritet. -At der indgås en aftale mellem Norge og EU om atlantoskandisk sild. -At også fiskerier med mindre masker skal yde et bidrag til genopretning af torskebestandene. Kommissionens forslag til 2006-kvoter omfatter både EU's egne bestande samt bestande, der forvaltes i fællesskab med tredjelande.
|