Brugere Online : 629

Avance
xx
Fred Rasmussen
xx

Tale på 3F konference for fiskere

Fødevareminister Hans Chr. Schmidts tale ved 3F konference for fiskere

Tak for invitationen til at komme her i dag og forklare lidt om aftalen om Ny Regulering.

Jeg vil forsøge at give en kort redegørelse for aftalen på det overordnede plan. Så kan vi senere under debatten gå mere i detaljer med de dele, som har jeres særlige interesse.

Lad mig først referere lidt for baggrunden for aftalen. Dansk fiskeri er økonomisk hårdt presset:

Værdien af fangstværdien er fra 2002 til 2004 faldet fra ca. 3,8 mia. kr. til 2,7 mia. kr. (Et fald på godt 28 pct.).

Fiskeriets økonomi har derfor siden 2002 udviklet sig meget negativt.

Udviklingen har været særlig markant for fartøjer mellem 12 og 40 meter i det demersale fiskeri og industrifiskeriet, dvs. hovedparten af det erhvervsmæssige fiskeri.

De totale danske fangstmængder er faldet fra omkring 1,5 mio. tons i perioden 1998-2002 til godt og vel 1 mio. tons i 2003 og 2004.

Reduktionen skyldes især et kraftigt fald i fangsterne af industrifisk.

Dvs. et fald, der ikke kan henføres til faldende kvoter.
Men også konsumfiskeriet har været i tilbagegang.
I 2004 var fangsten af torskefisk på 44 pct. af fangstniveauet i 1996.
Denne nedgang er ikke modsvaret af bedre afregningspriser.

Mens indtægterne altså er reduceret, er udgifterne forøget.
Fiskerierhvervets driftsomkostninger har været stigende, ikke mindst som følge af udviklingen i prisen på brændstof.
Den situation er ikke holdbar på længere sigt.

Fiskerne har et akut behov for bedre rammer for udøvelse af deres erhverv.
Derfor tog jeg tidligere på året initiativ til at finde nye måder at regulere fiskeriet på, så vi kan få skabt den nødvendige dynamik.
Hovedbudskabet var og er, at det igen skal være lønsomt at fiske.

Inden vi satte os til det politiske forhandlingsbord, blev der nedsat en arbejdsgruppe med deltagelse fra erhvervet.
Arbejdsgruppens rapport har været grundlaget for de politiske drøftelser.
I den forbindelse vil jeg gerne rette en tak til 3F for en aktiv indsats i arbejdsgruppen.

Selvom 3F ikke altid delte flertallets opfattelse, bevarede man hele vejen igennem en god og konstruktiv tone samt et betydeligt engagement for at løse erhvervets problemer.

Det var også nyttigt for mig undervejs i processen at drøfte problemerne med jer.

Med den nye politiske aftale, der nu er aftalt, får den fisker, der kan og vil investere i et mere lønsomt fiskeri mulighed for det.

Samtidig får kystfiskeren, der vil drive dagfiskeri efter høj-kvalitetsfisk, bedre vilkår.
Med den nye regulering reduceres den centrale styring i forhold til det enkelte fartøj.

Fiskeren får bedre mulighed for selv at tilrettelægge og styre økonomien i sin virksomhed.
Den nye fiskeriregulering bygger på fartøjskvoteandele (FKA), der hvert år udmøntes i årsmængder for det enkelte fartøj, der driver erhvervsmæssigt fiskeri (over FØI-grænsen).

Når fiskerne har fået deres endelige FKA, kan de begynde at sammenlægge fartøjer og kvoteandele eller planlægge puljefiskeri.

I samarbejde med erhvervet vil der blive fastlagt en øverste grænse for det antal fartøjer, som den enkelte fisker må have en betydende interesse i.
De fartøjer, der ikke ønsker at udnytte de nye muligheder for sammenlægning eller puljefiskeri, fisker blot på de tildelte årsmængder.

FKA'erne vil blive tildelt på grundlag af fartøjets historiske fangster i 2003 til 2005 med størst vægt på 2005.
Målet er, at fiskene så vidt muligt skal deles mellem Danmarks aktive fiskere.

Det detaljerede grundlag for håndtering af atypiske fiskerier fastlægges i Fiskeridirektoratet i samarbejde med Erhvervsfiskerudvalget.

Følgende fiskearter er med i den ny regulering:
Torsk, tunge, rødspætter, jomfruhummer, mørksej, kuller og dybvandsrejer i alle danske farvande,
kulmule og pighvar i Nordsøen,
havtaske i norsk farvand,
sild i Østersøen
og brisling for fartøjer i det demersale fiskeri.

For at gøre FKA-systemet så fleksibelt som muligt indføres en bytteordning, hvor fiskerne inden for det enkelte kvoteår kan bytte fangstmængder mellem fartøjerne.

Til formålet bliver der udarbejdet faste bytteforhold mellem de forskellige fiskearter, og byttehandlerne kommer til at foregå anonymt og uden anden betaling.
Der vil også blive oprettet en fond med kvoteandele fra de vigtigste bestande.
Disse andele vil blandt andet kunne tildeles yngre fiskere.
På den måde kan reguleringen også hjælpe nye fiskere i gang.

Fonden skal også stå for de traditionelle kvotebytter med andre EU-lande.
Der er i aftalen lagt stor vægt på, at det erhvervsmæssige kystfiskeri også fremover udgør en betydende og konkurrencedygtig del af den danske fiskerflåde.
Kystfiskere kan tilmelde sig kystfiskerordningen, hvis deres både er højst 17 meter,
og hvis mindst 80 procent af fangst-dagene anvendes til fangstrejser, der ikke overstiger tre døgn.
Kystfisker-ordningen får tildelt 10 procent ekstra torsk og tunge - i Østersøen dog kun torsk.

Bindingsperioden er mindst tre år, og den ekstra tildelte fangstmængde skal til hver en tid forblive inden for kystfisker-ordningen.

Fartøjer i kystfiskerordningen kan kun deltage i puljefiskeri sammen med andre fartøjer inden for ordningen.

Det er ikke muligt at sælge kystfartøjer med fiskerettigheder ud af kystfiskerordningen.
Derimod må fartøjer i kystfisker-ordningen gerne gå sammen om at opkøbe fartøjer med fangstrettigheder uden for ordningen.
Kystfisker-ordningen vil blive evalueret efter et år for at sikre, at de positive hensigter i aftalen opfyldes.

Forligsparterne ønsker også at skabe bedre planlægningsmuligheder for de ikke-erhvervsmæssige fartøjer (under 224.000 kroner i årlig bruttoindtægt).
Fremover skal jollefiskerne derfor have fastsat så lange rationsperioder som muligt.

IOK-ordningen for sild, som blev indført under den tidligere regering – og som jeg ved ikke er jeres yndlingskop te - videreføres.
Reguleringen af makrel og industrifiskeriet ligestilles med sild og udformes som sildereguleringen.
Læg mærke til, at ordningen får et opsigelsesvarsel på 8 år, så der er ikke tale om en permanent overdragelse.
For at nå frem til en god ordning – og ikke mindst for at give ordningen et godt rygstød - har jeg fundet det nødvendigt at indføre en ophugningsordning, der kan fjerne noget af den overskydende kapacitet, der er i fiskeriet.

Der er derfor afsat i alt 240 mio.kr. til ophugning af demersale fartøjer på Finansloven for 2006.

Dette vil uundgåeligt føre til færre fartøjer og dermed lidt færre arbejdspladser i det primære fiskeri.
Dette er imidlertid den pris, som jeg finder det nødvendigt at betale, hvis der skal være et levedygtigt fiskerierhverv fremover.
For uden en sund økonomi kan erhvervet ikke overleve på længere sigt. Den løbende fornyelse og modernisering af fartøjerne vil hurtigt gå i stå. Ikke mindst fordi erhvervets långivere vil være tilbageholdne med at engagere sig, hvis der er usikkerhed om økonomien.
Og nye långivere er nødvendige til afløsning for Fiskeribanken, der som bekendt vil standse udlåningen om 3 år.

Der har ingen vej været uden om den beslutning.
Ikke mindst fordi, at en eventuel yderligere tilførsel af statslige midler til Fiskeribanken ville forudsætte EU's godkendelse.
Desuden er bankens størrelse ganske enkelt for lille til at kunne tilbyde og håndtere de produkter, som efterspørges fra erhvervet i dag.
Hvad angår den fremtidige finansiering af dansk fiskeri, så har jeg tiltro til, at det vil være muligt at opnå privat finansiering i takt med, at Fiskeribanken afvikles.

Der er banker som er parate til at tage over, og de vil givetvis vise sig fuldt konkurrencedygtige.
Vi har nu et lille halvt års tid, inden FKA'erne fordeles.
Er der særlige ting, vi skal være opmærksomme på, så brug jeres indflydelse i Erhvervsfiskerudvalget.
På den måde kan vi få givet den ny regulering en god start.

 
 
 
 
 
 
 

 

FiskerForum -

 
Eos Shipbroker
xx
Parseta
xx
Alle billeder, tekster og data på FiskerForum er beskyttet af dansk lov om ophavsret. Alle rettigheder tilhører eller varetages
af FiskerForum. Det er ikke tilladt at kopiere eller bruge tekster, data eller billeder fra FiskerForum uden tilladelse. ©

Fiskerforum • www.fiskerforum.dk • CVR 20075376 • info@fiskerforum.dk • Tlf 9731 1946

www.worldfishingtoday.com :  World Fishing Today - Commercial Fishing News - World Wide

www.fiskeskibe.dk : Forum og galleri for og om erhvervsfiskeriet i skandinavien

www.trawlerphotos.co.uk : Trawler Photos is a forum and online gallery of
photographs and images covering everything to do with commercial fishing

Privatlivspolitik • Siderne ses bedst i 1024 * 768 pixels opløsning

Sommerhuse til lystfiskere | Billige sommerhuse