Besøg fra dybet

af Kathe R. Jensen

Det sker ikke hver dag at man får besøg dybt nede fra havet. Men Zoologisk Museum i København blev i 2003 ringet op af en fisker, der havde fået en kæmpeblæksprutte med op med trawlet. Han ville høre om man var interesseret i at få bæstet - og ja, det var man.

Findes der dybhavsdyr i danske farvande?

Det lyder måske som et underligt spørgsmål. Langt de fleste havområder i Danmark er under 100 m dybe, så det er ikke lige her, man forventer at finde dybhavsdyr. I Skagerrak er der imidlertid en meget dyb rende, Norske Rende, som er mere end 700 m dyb på de dybeste steder. Langs den stejle skråning foregår der især i vintermånederne et vigtigt fiskeri efter dybvandsrejer. Både svenske og danske kuttere fisker her med store, finmaskede trawl på dybder af ca. 200-300 m.

EN GIGANTISK BLÆKSPRUTTE I TRAWLET

I slutningen af oktober 2003 modtog Zoologisk Museum i København en opringning fra fisker Mogens Jeppesen på Skagen-kutteren North Sea. De havde fået en gigantisk blæksprutte i trawlet, og han ville høre, om vi vidste, hvad det var for en, og om vi var interesserede i at få bæstet. Der er kun rapporteret ganske få fund af ’kæmpeblæksprutter’ i Danmark, og de har enten været skyllet op på stranden eller drivende i havoverfladen, i alle tilfælde døde. Denne her var efter sigende levende og kravlede rundt på dækket. Så vi var selvfølgelig meget interesserede i at finde ud af, hvad det var for en art. Nogle dage senere modtog vi så en frostpakke på godt 30 kg. Det tog yderligere et par dage, inden den var tøet så meget op, at vi kunne konstatere, at det ikke var den kendte 10-armede, torpedo-formede kæmpeblæksprutte, men en 8-armet octopus-lignende art.

HVAD ER DET FOR EN?

Et så stort, ukendt dyr vakte naturligvis stor nysgerrighed blandt museets ansatte, og den kom også både på TV og i avisen. Ved hjælp af internettet og et par udenlandske kolleger fik vi sat navn på dyret i løbet af nogle timer. Det viste sig, at arten oprindelig var beskrevet af en dansk zoolog, Japetus Steenstrup, i 1861. Beskrivelsen var baseret på en armstump med nogle sugekopper, som var fundet i en hajmave fra Atlanterhavet syd for Azorerne. Artens videnskabelige navn er Haliphron atlanticus; men den findes tilsyneladende både i Atlanterhavet og Stillehavet. Der er ikke kendt særlig mange eksemplarer; den er faktisk bedst kendt fra kæber (kaldet ‘næb’, fordi de ligner et papegøjenæb) fundet i maver af kaskelothvaler. Før 1983 var arten ikke fundet nord for den 42. breddegrad, som blandt andet skærer midt gennem Spanien. I årene 1983-85 blev der fanget tre eksemplarer langs den norske kyst, og i løbet af 1990rne blev nogle yderligere eksemplarer fanget ved Shetlandsøerne i Atlanterhavet nord for England, ligesom svenske fiskere fangede et par stykker i Skagerrak. I 2003 blev der rapporteret fem fund af Haliphron atlanticus i Skagerrak og ved sydvestkysten af Norge. Og i februar 2005 fik kutteren ‘North Sea’ af Skagen endnu et eksemplar i reje-trawlet. Zoologisk Museum fik også en serie billeder af et stort, men dødt, eksemplar, som otte-årige Marcus fra Søborg i julen 2002 havde fundet på stranden ved Tisvilde i Nordsjælland. Det ser altså ud som om, vi har fået en ny ’indvandrer’ i de dybe dele af vore farvande.

Haliphron atlanticus.

Det store eksemplar fra oktober 2003 efter optøning i Zoologisk Museums konser-veringsværksted.

Kroppen alene målte ca. 62 cm i længden.

EN SLATTEN, HAVARERET PARAPLY

Haliphron atlanticus ligner ikke de ottearmede blæksprutter, man spiser på restauranter i Middelhavslandene og andre eksotiske steder. Den ligner nærmest en slatten, havareret paraply. De 8 arme er forbundet med en tyk svømmehud, der er mørkfarvet på indersiden. Kroppen og armene har en gelé-agtig konsistens, hvilket ses hos mange dybhavsblæksprutter. Det er formentlig en tilpasning til at lette opdriften hos det store dyr, så den ikke skal bruge så meget energi på at holde sig flydende. Svømmehuden indikerer, at arten lever i de frie vandmasser, mens de fleste andre ottearmede blæksprutter lever på havbunden. Den har desuden kolossalt store øjne, hvilket også er en tilpasning til livet på dybt vand, hvor der ikke trænger meget lys ned. Armene er besat med ret små sugekopper, som sidder på rad og række inden i ’paraplyen’, men nærmest i zig-zag på den del af armene, der stikker ud af svømmehuden. Armene er meget ’sprøde’, og spidserne var brækket af samtlige arme. Det er sikkert en tilpasning til at undslippe rovdyr, der så sidder tilbage med en eller to armspidser i munden. På en videostrimmel, der er tilgængelig på internettet (se boks), kan man også se, at flere af armene mangler den yderste del. At blive fanget i et rejetrawl er nok også en ret grov behandling, og det er sandsynligt, at den fysiske kontakt med nettet kan have brækket armspidserne af. Munden sidder i centrum af ’paraplyen’. Man kan se den sorte spids af ’næbbet’ i mundåbningen.

BEGRÆNSET VIDEN

Man ved meget lidt om dybhavsblæksprutters biologi. Vi må gå ud fra, at Haliphron atlanticus spiser rejer, i hvert fald i Skagerrak. Vi må også gå ud fra, at den er en langsom svømmer, da den ellers let ville kunne undgå at havne i et trawl. De eksemplarer, vi hidtil har fundet i Skagerrak, har været hunner. Man ved ikke, om  hannerne er meget mindre, ser meget anderledes ud, eller bare ikke har fundet ud af at svømme nordpå efter rejer. Vi ved heller ikke, hvorfor de store hunner er dukket op på disse nordlige breddegrader. De fleste blæksprutter har et kort liv, ca. ét til tre år; men man regner med, at de rig-tig store arter lever noget længere. De forplanter sig kun én gang, selvom æglægningen kan foregå over en længere periode. Hos de fleste blæksprutter lægges æggene i seje, geléagtige kapsler, som afsættes på et fast substrat (sten, tang, eller lignende); hos nogle få  arter placeres ægkapslerne på hunnen. Hannerne samler sædcellerne i en lille pakke, en spermatofor, som de ved hjælp af en særligt omdannet arm placerer på hunnen, enten i nærheden af kønsåbningen eller ved basis af hovedet. Sædcellerne frigøres fra spermatoforen, og må selv finde vej til de modne æg, enten i   æggelederen eller i kappehulen. Desværre ved man intet om forplantningen hos Haliphron. Vi må bare håbe på, at der bliver fanget nogle flere eksemplarer, så vi kan lære mere om disse besynderlige skabninger.