|
26 fiskere, som har mistet nogle af deres fiskemuligheder
ved anlæggelsen af Amager Strandpark, får nu erstatning for tabet. Danmarks
Fiskeriforenings Kreds Øst har efter knapt halvandet års arbejde fået en
erstatning hjem på sammenlagt 2,1 millioner kroner, oplyser Peter Frost, der
er bestyrelsesmedlem i Kreds Øst.
Amager Strandpark er et nyt fritidsområde, som er blevet placeret på et
sted, hvor der tidligere har været åle- og torskefiskeri, og det var
samtidig et godt yngle- og opvækstområde for fisk. Derfor gik Kreds Øst på
vegne af de berørte fiskere, i starten af 2004 i gang med arbejdet for at få
en erstatning.
- Vi kontaktede for længe siden de lokalforeninger, der blev berørt. Det var
især medlemmer i Dragør, Kastrup og på Østerbro, der fiskede i området, og
størrelsen på erstatning er fastsat ud fra det gennemsnitlige fiskeri i
området gennem tre år, siger Peter Frost til Fiskeri Tidende.
Ålefiskerne har været nødt til at sætte deres ruser på nye steder, og når
torskesæsonen starter, skal torskefiskerne også forsøge at finde nye områder
at fiske i. Som et plaster på såret kommer erstatningen nu, og den er
fastsat som en permanent erstatning.
- Og der kommer flere sager i vores område. Den næste bliver udvidelsen af
Køge Havn, men det er nok ikke så stor en sag som Amager Strandpark,
vurderer Peter Frost. |