|
Tidsplanen for arbejdet med en national regulering af det
danske konsumfiskeri er tæt på at blive overholdt. Torsdag den 16. juni
skulle det sidste møde efter planen være holdt, men trods store
anstrengelser mangler de sidste detaljer at falde endeligt på plads. Derfor
skal der holdes endnu to møder, førend forslaget til en ny regulering ligger
fast. De møder er planlagt til de kommende uger, så parterne kan afslutte
arbejdet på et sidste møde den 29. juni i København.
- Samtlige møder er foregået i en positiv ånd, og der
skal lyde en stor ros til departementet for, at møderne har været
målrettede, konstaterer formanden for Danmarks Fiskeriforening, Flemming
Kristensen, til www.fiskerif orening.dk.
Han har i fællesskab med foreningens to næstformænd, Kim Kær Hansen og Svend
Erik Andersen, samt foreningens direktør, Henning Gyldenlev, været
foreningens udsendte til de efterhånden månedlange forhandlinger om en ny
national regulering af det danske konsumfiskeri. Flemming Kristensen føler,
at de øvrige parter har været imødekommende overfor Danmarks
Fiskeriforenings ønsker, og at foreningen er kommet igennem med mange af
sine synspunkter.
- Det eneste vi reelt mangler nu, er et opklaringsarbejde
omkring specielle forhold i Østersøen, inden vi er klar til den endelige
konklusion, siger Flemming Kristensen om det endnu resterende arbejde.
Overordnet tegner der sig et billede af to valgmuligheder for de danske
fiskere i fremtiden. Reguleringsmodellen arbejder med valget mellem en
såkaldt FKA – fartøjskvoteandele – der er baseret på historik over en
fem-årig periode og en udvidet FKA som en puljeordning, hvor fartøjer kan gå
sammen i puljer om de tildelte fisk efter lokale tilhørsforhold.
Det er vigtigt at understrege, at reguleringen ikke er
endelig, når udvalget afslutter sit arbejde med en rapport med sine
anbefalinger. Den færdige rapport skal derefter behandles i det politiske
system, førend det kan træde i kraft. Efter planen skal den nye regulering
gælde fra den 1. januar 2006. |