|
Da EU’s landbrugs- og fiskeriministre mødtes til
ministerrådsmøde i Luxembourg i starten af denne uge, var der lagt op til en
beslutning om etableringen af den fremtidige Europæiske Fiskeri Fond (EFF).
Den skal fra 2007 afløse FIUF-programmet for støtte til fiskerierhvervet i
EU.
Men på trods af, at der på forhånd var arbejdet detaljeret med
problemstillingerne, lykkedes det ikke at nå til enighed omkring den
fremtidige støtte til modernisering af fiskerflåden, støtte til unge fiskere
eller kriterierne for støtten fra EFF.
Uenigheden omkring modernisering af fiskerflåden drejede sig blandt andet
om, hvorvidt principper omkring bæredygtigt fiskeri kunne forenes med især
nogle af de nye EU-medlemslandes ønsker om støtte til nybygninger og mindre
restriktive regler for moderniseringer af eksisterende fartøjer.
På grund af uenigheden mellem EU-medlemslandene kunne forhandlingerne om EFF
ikke afsluttes på ministerrådsmødet, som der var lagt op til. Fernand Boden,
der stod i spidsen for ministerrådsmødet i Luxembourg, har derfor bedt
EU-fiskerikommissær Joe Borg om at arbejde videre mod en løsning på en
Europæisk Fiskeri Fond for perioden 2007-2013. |