|
Konferencen fandt sted i tilknytning til åbningen af den
19. internationale fiskerimesse DanFish International, også i Aalborg Kultur
& Kongres Center. I alt deltog ca.
80 personer i konferencen.
Bestræbelser for at skabe bæredygtige betingelser for fiskeriet drøftes
overalt i Europa. Emnets aktualitet blev understreget af, at
fødevareminister Hans Chr. Schmidt, som sammen med amtsborgmester
 Orla Hav
skulle have åbnet konferencen, måtte melde afbud i sidste øjeblik, fordi
forhandlingerne i Folketinget om en reform i forvaltningen af fiskeriet i
Danmark, netop med henblik på at fremme bæredygtigheden, bevægede sig ind i
slutfasen, hvor ministerens tilstedeværelse var påkrævet.
Talerne, som repræsenterede alle de væsentligste interesser indenfor
sektoren, fremlagde deres respektive bidrag til, hvordan perspektiverne for
bæredygtighed kunne fremmes mest muligt.
Fødevareministerens indlæg, som blev præsenteret af direktør Niels Axel
Nielsen fra Danmarks Fiskeriundersøgelser, lagde op til en ”blå revolution”
som var nødvendig dels som følge af den stigende efterspørgsel efter
fiskeprodukter på verdensplan, dels i kraft af behovet for at indføre
økonomiske incitamenter i fiskeriet for at sikre en bæredygtig udvikling. Et
af de midler, der måtte tages i anvendelse, var øget anvendelse af
mulighederne for at overføre rettigheder til fiskeri mellem fiskerne, med
henblik på at øge rentabiliteten og selektiviteten i fiskeriet. Ministeren
ønskede også at tage andre foranstaltninger i brug for at øge
bæredygtigheden og han fremhævede bl.a. reduktion af forurening af
havmiljøet, fremme af akvakulturen i Danmark (hvor stigningen de senere år
kun havde været på 25 % i sammenligning med de 40 % på verdensplan) og
udvikling af mulighederne for at anvende fiskearter, der hidtil blev fanget
som industrifisk, til konsum.
EU-kommissionen var repræsenteret af direktør John Farnell, som på det
administrative plan havde været en af hovedmændene bag reformen af den
fælles fiskeripolitik i 2002.
John Farnell gjorde status over udviklingen de sidste 3 år siden reformens
vedtagelse. Efter hans opfattelse var resultaterne meget blandede og på
visse punkter ikke gode nok. Første mål med reformen havde været at
gennemføre langsigtede planer for forvaltningen af fiskeressourcerne. Her
havde fremskridtene været små og
 et forsøg på at gennemføre et
forvaltningsregime for Middelhavet havde ikke kunnet opnå det nødvendige
flertal mellem medlemslandene. Det andet mål var reduktion af
fiskeriindsatsen. Heller ikke her kunne de registreres store fremskridt.
Medlemslandene havde kun kunnet enes om to genopretningsplaner for de mest
udsatte arter. Det tredje mål var statsstøtte, hvor reformen havde markeret
et gennembrud, fordi der var blevet enighed om at fjerne støtte til nye
fartøjer eller til at øge fartøjers fangstkapacitet. Her var der reelt
risiko for tilbageskridt, fordi et stort antal lande i forbindelse med de
igangværende forhandlinger om det flerårige budget forsøgte at genindføre
mulighederne for statsstøtte til fiskeflåden. Det fjerde mål var bedre
fiskerikontrol, hvor der bl.a. gennem skabelsen af et nyt agentur var lagt
grunden til bedre samarbejde mellem landene. Det femte mål var involvering
af alle relevante interesser i beslutningsprocesserne og her var der gjort
reelle fremskridt. Det første regionale råd – for Nordsøen, jfr. nedenfor –
var blevet oprettet og havde indledt sit arbejde til alles tilfredshed. Det
sjette og sidste mål havde været øget videnskabelig rådgivning, men her
måtte vi se i øjnene, at vi ikke var nået meget videre. Alt i alt var det
John Farnells vurdering, at EU og medlemslandene måtte gøre en meget mere
målrettet indsats med reformens gennemførelse for virkeligt at kunne
demonstrere fremskridt mod øget bæredygtighed.
Hugo Andersson fortalte i sin egenskab af formand for Nordsørådet, hvordan
rådet i løbet af det første år efter sin oprettelse allerede havde været i
stand til at starte flere arbejdsgrupper og udarbejde de første konkrete
anbefalinger til EU-kommissionen om fiskeriet i Nordsøen. Hugo Andersson
fremhævede hvor godt de mange parter samarbejde i rådet. Der var fiskere,
forarbejdningsindustri, transportsektoren, fiskeriinspektører,
interesseorganisationer, inkl. NGO-ere etc., og de deltog alle aktivt i
arbejdet. Han ønskede at de andre råd, der nu var under oprettelse, ville få
samme gode start. Hugo Andersson var overbevist om, at det tætte samarbejde
mellem alle relevante parter indenfor de regionale råd ville bidrage til at
langt bedre samarbejdsklima i fiskerisektoren og dermed til øgede muligheder
for at fremme bæredygtighed.
Fritz Köster, forskningschef i Danmarks Fiskeriundersøgelser, beskrev meget
grundigt den videnskabelige rådgivnings muligheder og udfordringer. Han
fandt at rådgivningen kunne bidrage langt bedre til bæredygtighed, såfremt
man prioriterede den langsigtede rådgivning frem for de traditionelle ad hoc
løsninger. Der burde rettes fokus på åben dialog mellem rådgivere og
fiskere, øget vægt på selektivitet, en rådgivning der gav flere optioner for
beslutningstagerne og flere strategiske planer, der kunne fremme en
tilpasning af fiskeriet, ikke kun målt i TAC’er.
Niels Wichmann, administrerende direktør for Danmarks Fiskeriforening,
gennemgik hvordan fiskeriet selv gennem årene havde bidraget til at fremme
bæredygtigheden. Han understregede det forslag, som dansk fiskeri i
samarbejde først og fremmest svensk fiskeri havde udarbejdet om en
omfattende indsatsregulering i Nordsøen – et forsag som var blevet fremsat
via Nordsørådet. Tanken var at vise, at man kunne give fiskerne bedre
fleksibilitet og opnå bedre fangstresultater, også set fra en bæredygtigheds
synsvinkel, hvis man gennemførte en omfattende ordning kun for
indsatsregulering og uden kvotebegrænsninger. Et af de afgørende fortrin
var, at man kunne eliminere problemerne med udsmid af fisk. Det var hans
håb, at EU-kommissionen snarest kunne fremsatte forslag til medlemslandene
om en sådan ordning, som så kunne benyttes som model for europæisk fiskeri
andre steder i fremtiden.
Kim Carstensen, generalsekretær for WWF Danmark, tog udgangspunkt i Topmødet
om bæredygtig udvikling i Johannesburg i 2002 og kravet om, at alt fiskeri
senest i 2015 skal leve op til kravene om maksimal belastning af arterne (de
såkaldte MSY krav). Der var meget at gøre, før målet kunne nås. Det var
langt fra endnu lykkedes os at skabe en langsigtet forvaltning af
fiskeressourcerne, og det var fortsat fiskebestandene og miljøet, der var
gidslerne i fiskeripolitikken. Han fandt, at der især burde sættes ind
overfor redskaber og overfor beskyttelsen af vor natur. Som eksempel på
uacceptabelt fiskeri nævnte han det hollandske søtungefiskeri med bomtrawl i
Nordsøen, og han lancerede en rapport til fødevareministeren om hvor der
især skulle passes på i de danske farvande for ikke at ødelægge naturen. Han
fremhævede til slut virksomhedernes ansvar og nævnte som eksempel økologisk
mærkning af fiskeprodukter, f.eks. det ”økomærke”, som Marine Stewardship
Council, MSC, havde udarbejdet. Gennem en certificering af fiskerierne var
det med mærkningen hensigten at vise forbrugerne, hvilke fisk der var fanget
med brug af bæredygtige metoder.
Jens Henrik Møller, chefkonsulent i Dansk Fisk, gennemgik betydningen for
forarbejdningsindustrien af en langsigtet indsats for bæredygtighed i
fiskeriet, ikke bare i Danmark, men også for vore samhandelsparters
vedkommende. Import af råvarer udgjorde 2/3 af forsyningen til
forarbejdningsindustrien i fiskesektoren. Stabile forsyninger var derfor
vigtige både fra de nære og de fjernere farvande. Industrien lagde også
meget stor vægt på behovet for, at selektivitet i fiskeriet for at undgå
spild. Endelig var der også fra Dansk Fisks side interesse for certificering
af fiskeri for at fremme skånsomhed og bæredygtighed i fiskeriet. Man var
derfor åben overfor en drøftelse af økologisk mærkning af fiskeriprodukter.
Petri Suuronen, Finnish Game and Fisheries Research Institute, Finland,
gennemgik nøje de senere års teknologiske udvikling af fiskeredskaber for at
fremme selektivitet. Anstrengelserne havde efter hans opfattelse været
betydelige, og med de rette økonomiske incitamenter kunne man nå meget langt
i forbedringen af fangstmetoderne i dag. Den teknologiske udvikling gennem
de seneste år havde efter Petri Suuronens opfattelse demonstreret, at
fiskeriets negative indvirkninger på naturen kunne reduceres betydeligt uden
væsentlige negative følger for rentabiliteten i fiskeriet.
Debatten mellem talerne og deltagerne fokuserede især på to spørgsmål,
nemlig bestræbelserne for øget selektivitet i fiskeriet og tankerne om
økologisk mærkning af fiskeprodukter. John Farnell nævnte, at
EU-kommissionen just havde fremsendt en meddelelse om mærkning til
medlemslandene, hvor formålet var at lægge grunden til en debat om
mulighederne først i landene siden imellem landene i EU kredsen. |
