Bagenkop Smede- & Maskinværksted
xx
Hirtshals Havn
xx

Østersø-aftale skal overholdes

Danmarks Fiskeriforening er rystet over et nyt udspil fra EU-Kommissionen, hvor den allerede indgåede kvote-aftale for Østersøen bliver markant ændret
 

EU-Kommissionen har i 11. time meddelt, at den allerede indgåede aftale om torske-kvoterne for Østersøen i 2006 skal genforhandles. Ifølge et forhandlingspapir fra Kommissionen skal den aftalte torske-kvote for den østlige Østersø ændres, så den reduceres med 15 procent i forhold til 2005, selv om der tidligere var aftalt en stigning i kvoten på 15 procent i forhold til 2005.

- Vi føler os ført bag lyset af EU-Kommissionen og politikerne. Der blev indgået en aftale, da Den Baltiske Fiskerikommission holdt møde i Visby i september, hvor torskekvoterne for den østlige Østersø blev sat op med 15 procent, og siden da er der ikke fremkommet nye biologiske data, der skulle kunne ændre på aftalen. Men med det nye forhandlingsudspil ser det nu ud til, at både Kommissionen og politikerne er klar til at løbe fra den aftale, og det er vi dybt rystede over, siger formanden for Danmarks Fiskeriforening, Flemming Kristensen.

Han er også skuffet over, at EU-Kommissionens egen plan om såkaldt frontloading ikke bliver overholdt af Kommissionen. Planen var, at Ministerrådet skulle have forhandlet Østersøaftalen for 2006 færdig på Ministerrådsmødet i november, så fiskerne tidligere end normalt ville have kendskab til deres arbejdsbetingelser i 2006.

- Vi må konstatere, at frontloading-processen har spillet fallit, hvis politikerne så sent i processen går ind og underkender kvote-aftalen fra mødet på Visby, som der nu er lagt op til. Og jeg må antage, at den ansvarlige danske minister vil reagere på udspillet fra Kommissionen, siger Flemming Kristensen.

Fødevareminister Hans Christian Schmidt kommenterede i september den indgåede aftale fra Den Baltiske Fiskerikommission med, at han glædede sig over stigningen i kvoten for torsk i Østersøen.

Den allerede aftalte stigning på 15 procent for torske-kvoten i den østlige Østersø ville rundt regnet have betydet en samlet øgning i landingsværdien på 20-30 millioner kroner årligt. Med udsigten til en reduktion i kvoten på 15 procent kan Østersø-fiskerne i stedet se frem til en nedgang i landingsværdien på 20-30 millioner kroner i 2006.

Den biologiske rådgivning for Østersøen sagde i sommer, at bestanden i den østlige Østersø er vokset, mens bestanden i den vestlige Østersø næsten er på det ønskede niveau. Samtidig siger biologerne, at bestanden kommer til at vokse kraftigt i de kommende år.

Derfor mener Danmarks Fiskeriforening, at en stigning på 15 procent i forhold til 2005 for torskekvoten i både den østlige og den vestlige Østersø er fuldt ud forsvarlig.

 
 

Pressemeddelelse fra Danmarks Fiskeriforening

 

FiskerForum - 14. December 2005

 
Marigold Industrial
xx
Bagenkop Smede- & Maskinværksted
xx
Alle billeder, tekster og data på FiskerForum er beskyttet af dansk lov om ophavsret. Alle rettigheder tilhører eller varetages
af FiskerForum. Det er ikke tilladt at kopiere eller bruge tekster, data eller billeder fra FiskerForum uden tilladelse. ©

Fiskerforum • www.fiskerforum.dk • CVR 20075376 • info@fiskerforum.dk • Tlf 9731 1946

www.worldfishingtoday.com :  World Fishing Today - Commercial Fishing News - World Wide

www.fiskeskibe.dk : Forum og galleri for og om erhvervsfiskeriet i skandinavien

www.trawlerphotos.co.uk : Trawler Photos is a forum and online gallery of
photographs and images covering everything to do with commercial fishing

Privatlivspolitik • Siderne ses bedst i 1024 * 768 pixels opløsning

Sommerhuse til lystfiskere | Billige sommerhuse