|
På
dagens generalforsamling i Esbjerg Fiskeriforening blev Hans Aa, der har
været foreningens formand gennem otte år, væltet som formand.
Det skete ikke ved valget til bestyrelsen, hvor Hans Aa var på valg, men på
et spørgsmål om vedtægtsændringer for Esbjerg Fiskeriforening.
Bestyrelsen havde stillet forslag om ændringer, der skulle gøre det muligt
for passive medlemmer af foreningen at få plads i bestyrelsen. Men da
vedtægtsændringerne ikke fik de krævede to tredjedele af stemmerne på
generalforsamlingen, blev ændringerne forkastet, og Hans Aa må forlade
bestyrelsen, da han ikke er aktivt medlem af foreningen.
Torsdag eftermiddag holder den nyvalgte bestyrelse møde for at finde en ny
formand.
Formandsskiftet får også konsekvenser for Danmarks Fiskeriforening, hvor
Hans Aa af Kreds Vest er udpeget som medlem af hovedbestyrelsen i sin
egenskab af formand for Esbjerg Fiskeriforening. Den nye bestyrelse i
Esbjerg Fiskeriforening skal ud over at finde en ny lokal formand også
udpege repræsentanter til de poster, som Hans Aa hidtil har haft i sin
egenskab af formand for Esbjerg Fiskeriforening. |