Siden 2002 har størrelsen af Nordsøens tobis-bestand ligget på et
historisk lavt niveau. Værst så det ud i 2005, hvor man frygtede et
kollaps af bestanden. Det har derfor været vigtigt at finde ud af, hvad
som påvirker tobis bestandens størrelse.
Hvor
tobis findes, udgør de ofte enorme antal. I Nordsøen udgjorde de indtil
omkring 2002 en større biomasse end nogen anden fiskeart, og i kraft af
deres ringe størrelse og enorme forekomster spiller de en vigtig rolle
som føde for havfugle og havpattedyr såvel som fisk. Men siden 80'rne er
silden i Nordsøen gået stærkt frem og udgør i dag en lige så stor
biomasse som tobis.
Danmarks Fiskeriundersøgelser har i et pilotprojekt undersøgt om sildene
i Nordsøen er en betydende årsag til nedgangen i antallet af tobis,
fordi sild spiser tobis-yngel og endda voksne tobis. Konklusionen er, at
store årgange af sild potentielt kan påvirke tobisbestanden, men at
påvirkningen fra sild alene ikke er nok til at forklare de seneste års
nedgang i tobis i Nordsøen.
"Meget tyder på, at især store koncentrationer af unge sild kan udgøre
en trussel i de år, hvor tobis-ynglen dominerer dyre-planktonet om
foråret. Intet tyder dog på at sild alene kan have forårsaget den
alvorlige nedgang i tobis-bestanden, som var en realitet i 2002," siger
forskningsassistent Mikael Van Deurs, Danmarks Fiskeriundersøgelser.
Undersøgelsen benyttede information om sild fanget under IBTS
(International Bottom Trawl Survey) og kommercielle tobisfangster i
perioden 1983 til 2003.
Flere muligheder undersøges
Arbejdet med at finde årsagerne til tobisens nedgang fortsætter. Et
kommende projekt hos Danmarks Fiskeriundersøgelser vil således
undersøge, om den hollandske flådes rødspættefiskeri med bomtrawl
påvirker tobisbestanden. Under fiskeri med bomtrawl påvirkes havbunden
af tunge kæder fra trawlene. Det er sandsynligt at mange tobisæg går til
grunde, hvis rødspættefiskeriet foregår på tobisbankerne i januar, hvor
de øverste lag sand på tobisbankerne er fyldt med tobisæg. Men igen er
det uvist om der er tale om en betydende årsag.
Se mere på DMUs hjemmeside.
Kilde:DFU
|