Hvordan udvikler vi
de gode idéer, som skal til for at fremtidssikre
fødevaresektoren? Og hvordan får vi ført dem ud i
livet? Det er temaet, når Fødevareministeriet
inviterer små og store virksomheder, landmænd,
gartnere, fiskere og andre til konference om
innovation i fødevaresektoren tirsdag den 15. august
2006 i Vejen.
Målet er at sætte skub i nytænkningen og
udviklingen rundt om i fødevareerhvervet.
Fødevareerhvervet er med en eksport på godt 100 mia.
kroner en hjørnesten i dansk økonomi og står
allerede stærkt på verdensmarkedet. Men mere
innovation er nødvendig, hvis danske
fødevarevirksomheder også fremover skal været rustet
til at klare udfordringerne i en globaliseret
verden. Varer, teknologi og investeringer flytter
sig hurtigt over landegrænserne og stiller store
krav til virksomhedernes evner til at kunne
konkurrere på ny viden og nye idéer.
”Vi skal blive endnu bedre til at tænke i nye
baner for at kunne klare os fremover, hvor
konkurrencen kun bliver hårdere. Det handler om nye
produkter, nye produktionsmetoder og nye koncepter.
De gode idéer kommer imidlertid ikke af sig selv,
men kræver at virksomhederne målretter og udnytter
både deres økonomiske midler og medarbejdernes
kompetencer. Formålet med konferencen er derfor at
give virksomhederne nogle helt konkrete input til at
komme i gang med innovationen,” siger
fødevareminister Hans Chr. Schmidt.
Konferencen sætter fokus på behovet og
mulighederne for at styrke innovationen i især de
små og mellemstore virksomheder. Eftermiddagens
forskellige oplæg handler blandt andet om:
- Hvordan medarbejdernes viden og evner kan
bruges aktivt i innovationsprocesser?
- Hvad der skal til for at udvikle den gode idé
til et nyt salgbart produkt?
- Hvilke forudsætninger der kræves for at gøre
investorer interesseret i at gå ind i ”anderledes”
projekter?
Tre virksomheder fortæller om
deres konkrete erfaringer med innovationsprojekter
fra forskellige vinkler. Og der vil være rig
lejlighed til at få information om mulighederne for
økonomisk støtte fra Fødevareministeriet til at føre
de gode idéer ud i livet.
Konferencen afholdes tirsdag den 15. august 2006
kl. 12.30 til 16.30 på Vejen Kongrescenter, Vejen.
Prisen for at deltage er 350 kr.
Sidste frist for tilmelding og betaling er 9.
august 2006. |