|
Forhandlingerne om Den Europæiske Fiskerifond brød sent
mandag aften sammen, efter næsten ti timers forhandlinger i rådet af
fiskeriministre.
Det Østriske formandskab og Kommissionen nåede at
fremlægge to kompromisforslag i løbet af aftenen, men alligevel lykkedes det
ikke at skabe kvalificeret flertal for en aftale. Tyskland, Belgien og UK
kunne ikke støtte forslaget mens Polen undlod at stemme.
” Formandskabet var nået frem til et kompromis, og vi
havde håbet på en beslutning. Sådan skulle det ikke være, og det ærgrer mig,
ligesom det også må ærgre fiskerne. Vi forestiller os, at Fiskerifonden kan
være med til at skabe rammerne for den handlingsplan for det danske fiskeri,
som vi er i færd med at udarbejde. Det arbejde bliver nu forsinket,” siger
Fødevareminister Hans Chr. Schmidt.
Forhandlingerne om den Europæiske Fiskerifond har stået
på siden juli 2004, og forventes ikke genoptaget før september, når det
finske formandskab tager fat på en ny runde. |