|
Bestanden af pighvar i og omkring Hov og Vejle Fjord får
et skub i den rigtige retning, når mere end 40.000 pighvar udsættes mandag
den 2. oktober.
Udsætningerne er led i den nationale marine fiskepleje,
hvor fisk udsættes for at genoprette lokale bestande. I Vejle Fjord er
udsætningerne desuden led i et større projekt, hvor der også er etableret
kunstige rev for at give fiskene bedre opvækst områder.
”Det bliver interessant at se om fiskene vil søge mod de
kunstige rev som Danmarks Fiskeriundersøgelser, Dansk Amatør-fiskerforening
og Vejle Amt i fællesskab udlagde sidste år. Hidtidige undersøgelser har
vist, at revene er vigtige for fiskefaunaen i fjorden,” siger
forskningsassistent Claus Stenberg Simonsen, Danmarks Fiskeriundersøgelser.
Fiskene er mellem 5 og 15 cm, når de udsættes og vil
allerede om et år være store nok til at fange. En del af de udsatte fisk i
Vejle Fjord vil være mærket, så biologerne kan følge fiskenes færden rundt i
fjorden. De kommende år vil lokale fiskere således en gang i mellem fange
pighvar som har et lille rundt mærke bag ved rygfinnen. De mærker er
biologerne ved Danmarks Fiskeriundersøgelser meget interesserede i at få
tilbage - sammen med oplysninger om fangststed og fiskens størrelse.
Udsætningen i Hov vil ske fra havnen. I Vejle Fjord
udsættes fiskene ved Munkebjerg, Brejning og Trelde Næs.
De udsatte pighvar i Vejle Fjord vil blive fulgt af en
dykker, som vil filme og iagttage pighvarrernes første finneslag i fjorden.
Interesserede medier er meget velkommen til at overvære
udsætningerne og gøre brug af undervandsoptagelserne.
For nærmere information kontakt
Forskningsassistent Claus Stenberg Simonsen, Danmarks Fiskeriundersøgelser
Mail: csi@difres.dk, tlf: 33963431 / 21681859.
Fakta:
Udsætningerne finansieres af fiskeplejen. Læs mere om fiskeplejen på:
www.fiskepleje.dk
Mærkerne skal sendes til Danmarks Fiskeriundersøgelser, att. Lilian
Andersen, Kavalergården 6, 2920 Charlottenlund. Husk oplysninger om
fangststed og størrelse. |