I forbindelse med at Holmsland Kommune overtog havnen i
Hvide Sande, og at fiskerne fik medejerskab i Hvide Sande Fiskeauktion, blev
det i 2001 - i samarbejde med Hvide Sande Fiskeauktion og Hvide Sande
Fiskeriforening - besluttet at indstifte prisen "Årets Fisker".
”Som fiskeriets bank i Vestjylland, ville vi naturligvis
gerne bakke op om idéen fra starten”, fortæller Marie Øgendahl,
filialdirektør i Ringkjøbing Bank i Hvide Sande. ”Det er vigtigt for både
lokalområdet, branchen og banken, at profilere fiskeriet og havnen i Hvide
Sande – og kåringen af Årets Fisker er en god måde at markere, hvor vigtigt
fiskeriet er for Hvide Sande”, supplerer Marie Øgendahl.
Prisen uddeles på baggrund af indstillinger fra et
indstillingsudvalg på 8 personer, som bredt repræsenterer fiskerierhvervet i
Hvide Sande. En jury bestående af tre medlemmer, udpeget af
indstillingsudvalget, foretager det endelige valg.
Prisen blev uddelt første gang i 2001, hvor den gik til
to fiskere: Poul J. Høj og Jens Dahl Kristensen for evnen til at tage
initiativ og tænke utraditionelt.
Vægten ved kåringen i 2005 blev lagt på ”den gode
forhyrede” forstået på den måde, at fiskeriet har udviklet sig til et
presset og komplekst erhverv, hvilket kræver meget af den enkelte
fiskeskipper. Skipperen kan dog ikke gøre det alene, for der er intet
fiskeri uden dygtige forhyrede. Forhyrede, som er parate til at tage et
medansvar, som er engagerede og endog villige til at træde til som
skipperens afløser. Årets Fisker 2005 blev derfor Henrik Christensen, der
udfylder rollen som ”den gode forhyrede” 100%. Henrik blev nævnt som en
person, der udviser stor ansvarsfuldhed, er loyal og engageret og som tager
ansvaret som afløserskipper. Samtidig blev Henrik omtalt som en dygtig,
omgængelig og vellidt person, respekteret og afholdt i alle kredse i
fiskeriet.
I år uddeles prisen så for sjette gang. Prisen overrækkes
af Marie Øgendahl fra Ringkjøbing Bank ved et "nytårstaffel" fredag den 29.
december kl. 15.30 i Auktionens administrationsbygning i Hvide Sande. Der
vil tillige være indlæg fra fiskeriforeningsformand Iver Enevoldsen,
auktionsmester Søren Vejrup og havnechef Erik Clausen. Efter prisuddelingen
serveres et let traktement.
Prisen er på 5000,- kr., og består desuden af en
vandrepokal og et diplom som de synlige beviser.
Initiativtagerne håber naturligvis, at rigtig mange –
såvel udøvende fiskere, som andre med relation og interesse for erhvervet –
vil møde op til arrangementet.