|
Den
stigende forekomst af fedme udgør en af de største udfordringer for
vores sundhedssystem i dag. Forebyggelse af fedme kan opnås ved en
relativ lille reduktion i energiindtaget. Det relative energiindtag kan
sænkes ved, at man spiser mindre og bevæger sig mere eller ved at
erstatte almindeligt fedt med såkaldte lav-kalorie-fedtstoffer, som er
speciaelfremstillede fedtstoffer, der har et lavere energiindhold end
almindelige fedtstoffer.
Ny
forskning tyder på, at fedtsyrer fra fisk (omega-3-fedtsyrer) måske kan
have gavnlig virkning i forhold til forebyggelse af fedme. Desuden er
det påvist, at omega-3-fedtsyrer også virker forebyggende på udviklingen
af andre risikofaktorer for hjertekarsygdomme, som f.eks. fedtindholdet
i blodet og blodtryk.
En
ny strategi til at forebygge fedme og hjertekarsygdomme kunne derfor
være at erstatte almindeligt fedt med en kombination af
lav-kalorie-fedtstoffer og omega-3-fedtsyrer. Skal strategien lykkes, er
der imidlertid behov for at udvikle teknologier, der kan indbygge disse
fedtstoffer i fødevarerne, samtidig med at produkternes gode smag og
holdbarhed bevares. Derudover er det nødvendigt, at undersøge
forbrugernes holdning til sådanne produkter samt deres mulige betydning
for den danske sundhedsøkonomi.
Formålet med forskningsprojektet er derfor at skabe yderligere klarhed
om, hvorvidt omega-3 fedtsyrer og lav-kalorie-fedtstoffer kan forbedre
sundheden i den danske befolkning ved at besvare følgende spørgsmål:
1)
Påvirker omega-3-fedtsyrer vægt og andre
risikofaktorer for hjertekarsygdomme i overvægtige teenagere? Har
lav-kalorie-fedtstoffer en effekt på appetitten? Virker en kombination
af lav-kalorie-fedtstoffer og omega-3 fedtsyrer bedre sammen end hver
for sig?
2)
Hvordan kan nye teknologier udnyttes til at
forhindre, at fødevarer med omega-3- fedtsyrer udvikler harsk og trannet
lugt og smag?
3)
Hvordan opfatter forbrugerne
lav-kalorie-fedtstoffer? Påvirker mærkningen af fødevarer forbrugernes
smagsopfattelse? Hvad er de sundhedsøkonomiske effekter af et øget
omega-3 indtag?
For
at kunne besvare så bred en vifte af spørgsmål er der brug for en række
meget forskellige ekspertiser fra både forskningen og industriens
verden. ”Jeg er glad for, at det er lykkedes os at samle en stor og bred
forskningsgruppe” siger seniorforsker Charlotte Jacobsen,
Danmarks Fiskeriundersøgelser, som i de kommende 4 år skal holde alle
trådende samlet i det store projekt.
”Jeg
håber, at netop projektets tværgående indsats vil kunne være med til at
stimulere og opfylde forbrugernes efterspørgsel efter ernæringsrigtige
og forarbejdede produkter, og at vi kan udvikle sundere og mere
ernæringsrigtige kvalitetsfødevarer til sikring af danske virksomheders
konkurrenceevne”, tilføjer Charlotte Jacobsen.
Fakta:
I projekter deltager Danmarks Fiskeriundersøgelsers afdeling for
Fiskeindustriel Forskning, BioCentrum-DTU, Institut for Human Ernæring (KVL),
Center for Anvendt Sundhedstjenesteforskning og Teknologivurdering
(Syddansk Universitet), MAPP centret ved Aarhus School of Business,
Danisco, Graasten Salater, Kohberg Brød, Stryhns, Foreningen for
Danmarks Fiskemel- og Fiskeolieindustri.
"Projektet, der finansieres af
Fødevareministeriet og Familie- og Forbrugerministeriet med 10 mio. kr.,
indgår i det tværgående forskningsprogram Sammenhængen
mellem fødevarer, ernæring og sundhed, som er igangsat i
samarbejde mellem Det Strategiske Forskningsråds Programkomité for
Fødevarer og Sundhed og de to ministerier. Det totale budget for
projektet er 12.7 mio. kr."
|