Fiskeridirektoratet finder det forståeligt, at mange fiskere er utilfredse med, at der går så lang tid, inden der kan meldes klart ud om havdageordningen for 2006. Problemet er, at reglerne ikke bliver offentliggjort før den 20. januar. Tilmed er der flere uklarheder i de foreløbige udkast til forordningstekst, vi har set. Der kan derfor forekomme justeringer i teksten lige til det sidste. Vi har også gerne villet lave en detaljeret gennemgang af ordningen med repræsentanter fra erhvervet, inden vi melder ud. Den gennemgang fandt sted i tirsdags.
Fiskeridirektoratet forudser følgende procedure for det videre arbejde med havdageordningen for 2006. •20. januar forventes forordningsteksten offentliggjort i EU-Tidende •20. januar eller lige efter udsender vi en bilag 6-meddelelse. •I næste uge (uge 4) vil en opdateret vejledning blive lagt på vores hjemmeside. •Ansøgningsfrist på havdageordningen bliver mandag den 6. februar. Det skulle give nogle dage til at sætte sig ind i ordningen. •Fiskeriet kan begynde den 1. februar for de fartøjer, der har søgt om havdagetilladelse inden denne dato – også selvom vi på det tidspunkt ikke fysisk har fået udsendt de nye havdagetilladelser. De bliver sendt ud i løbet af februar måned.
Nyt i ordningen: •Havdageordningen 2006 løber i 12-måneders perioden 1. februar 2006 – 31. januar 2007. •Farvandsområderne er blevet underopdelt, så de svarer til de bestandsområder, der bliver brugt af biologerne i forhold til torsk. Det betyder noget for fartøjernes historik. Nu er Nordsøen/Skagerrak ét område og Kattegat ét område. •For opgørelse af dage i området har Danmark igen valgt løbende 24-timers perioder. Husk altid at indføre afsejlings- og ankomsttidspunktet i logbogen. •Redskabstyperne er blevet yderligere underinddelt. Nu er der 14 redskabskategorier i stedet for 6. •Der indføres krav om historik (inden for perioden 2001-2005) for fiskeri med den pågældende redskabstype i det pågældende område. •Ny undtagelse for fartøjer, der anvender sorteringsrist ved hummerfiskeri (min. 70 % jomfruhummer og max. 5 % torsk). Tildeles ubegrænset antal havdage. •Ny undtagelse for alle områder for fartøjer, der fisker med trawl og vod med en maskestørrelse på 120 mm, og anvender et 140 mm kvadratmasket panel. •I øvrigt videreføres nuværende undtagelser, dog i visse tilfælde med begrænset antal ekstra havdage. •Tildeling af havdage sker nu med udgangspunkt i helt kalenderår, hvor mindste forvaltningsperiode dog fortsat er én kalendermåned.
|