|
Danmarks Fiskeriforening tog initiativet, Danmarks Fiskeriundersøgelser (DFU)
greb bolden og Fødevareminister Hans Chr. Schmidt bevilligede pengene til et
nyt forskningsprojekt (REX 2), hvor fiskere og forskere i fællesskab vil
undersøge, hvordan torsken fordeler sig i havet, og hvordan man med den
viden kommer nærmere en fælles forståelse af, hvor mange torsk der er.
Idéen bag projektet er, at forvaltningen af de truede torskebestande kan
forbedres, hvis man ved hvordan fiskene er fordelt og koncentreret på de
forskellige levesteder i havet. Det ved fiskerne en del om, og deres
erfaring og viden skal derfor inddrages i biologernes arbejde.
"Jeg er utrolig glad for fiskernes initiativ, fordi vi med dette projekt
bl.a. får etableret et forum til udveksling af informationer mellem fiskere
og forskere", udtaler Fødevareminister Hans Chr. Schmidt og fortsætter:
"Projektets resultater kan få stor betydning for vores fælles forståelse af,
hvordan vi bedst kan tilrettelægge et bæredygtigt fiskeri, så der både er
fisk og fiskere tilbage i fremtiden."
REX 2 hedder projektet, og det står får udvikling af Rumligt Eksplicitte
forvaltningsinstrumenter. "Netop det rumlige aspekt, altså viden om hvordan
torsken fordeler sig på de forskellige levesteder i havet, og hvad det
betyder for vores opfattelse af hvor mange fisk der er i havet, er helt
centralt for projektet" siger statsbiolog Jan E. Beyer,
Det billede, som biologerne har af bestandens størrelse, er baseret på et
internationalt forsøgsfiskeri, hvor prøvetagningen med trawl er spredt jævnt
udover alle farvande, og hvor der altid prøvefiskes på relativ glat bund.
Fiskerne derimod koncentrerer deres fiskeri med forskellige fiskerredskaber,
der hvor fisken står tættest og fangsten er størst. Fiskeren og biologen kan
derfor, specielt under ekstreme forhold, når bestanden er truet eller
miljøbetingelser ændrer sig, få vidt forskellige opfattelser af, hvor stor
bestanden er.
REX 2 inddrager derfor fiskernes metoder og fiskepladser for at undersøge om
det traditionelle forsøgsfiskeri laver en systematisk fejlvurdering af
mængden af fisk under skiftende miljø- og bestandsforhold. Projektet
indeholder også pilotundersøgelser, der skal afprøve metoder til at
kortlæg-ge fiskens udbredelse, fordeling og bevægelser.
|