Den ny fiskeriregulering lægger op til opkøb, og det sker allerede nu. Tre bornholmske fiskeskippere har stiftet et fiskeriselskab i Nexø og købt et bornholmsk fartøj, der ellers skulle sælges til Jylland. Den ene af fiskerne, Jan Andersen, udtaler, at opkøbet var en nødvendighed.
Jan Andersen er en af de fiskere, der har været med til at stifte fiskeriselskabet og opkøbt et fartøj for 3,6 mill. kr. med 140 tons torskekvote. Fartøjet var så stort, at de tre fiskere måtte deles om det.
”Vi stiftede selskabet, fordi vi havde brug for mere kvote. Vi havde kørt med røven i vandskorpen længe, om man så må sige, så vi satsede for at forbedre vores situation lidt”, udtaler Jan Andersen til Fisker Forum.
Han fortæller, at folk har reageret meget forskelligt på stiftelsen af selskabet.
”Nogle siger, vi er tossede, og at det er for dyrt, andre synes, det er klogt gjort”, siger Jan Andersen. De tre fiskere turde ikke at vente med at købe, selvom de synes, fartøjet var for dyrt. Jan Andersen mener, at der kommer mange flere opkøb fremover, og han ved også, at flere går og overvejer det nu.
”Der er gang i handlerne i øjeblikket,” siger han, ”og det gælder jo også andre områder end fiskeri”.
Birger Rasmussen, formand for de bornholmske fiskere, siger til Fisker Forum: ”Flåden er nu centraliseret om større enheder, og der sker et massivt opkøb af fartøjer og sammenlægninger. Det handler om at skaffe andele”. Han mener, opkøbene er nødvendige under det system, fiskerne skal arbejde under: ”Man er tvunget til enten at købe eller sælge.”
Af Tina Rasmussen
|