På rådsmødet i Luxembourg opnåede EU's fiskeriministre den 24. oktober
2006 politisk enighed om fiskerimulighederne i Østersøen for 2007.
Kompromiset indeholder mindre reduktioner af kvoterne for torsk i
Østersøen end oprindeligt foreslået af Kommissionen. Torskekvoten i den
østlige del bliver beskåret med 10 % - og i den vestlige del med 6 %.
Det er under forudsætning af, at medlemsstaterne bliver enige om en ny
langsigtet plan for torsk i Østersøen senest den 30. juni 2007. Såfremt
ministrene ikke får planen vedtaget i tide, vil Kommissionens forslag om
en reduktion på 15 % i både øst og vest træde i kraft.
Et meget vigtigt emne på mødet var spørgsmålet om det ulovlige fiskeri i
Østersøen. Ministrene afgav en erklæring om, at der skal sættes fokus på
bekæmpelsen af ulovligt fiskeri, og der skal afholdes en konference om
emnet i foråret 2007.

”Det ulovlige fiskeri er vores største fjende. Vi kan lægge alle de fine
planer, som vi vil for at sikre fisk til kommende generationer. Men de
vil mislykkes, hvis ikke alle helhjertet bekæmper det ulovlige fiskeri.
Derfor er jeg glad for, at der var opbakning til en aktiv indsats mod
ulovligt fiskeri blandt Østersølandene,” siger Hans Chr. Schmidt.
Aftalen betyder, at østersøfiskerne vil få 10 % færre fiskedage i 2007.
For at imødekomme de mindre kystnære fiskere vil lukningen af fiskeriet
blive mere jævnt fordelt. I den vestlige del af Østersøen vil fiskeriet
være lukket i april måned plus yderligere 87 dage, der fordeles over
året. I den østlige del vil fiskeriet være lukket i to måneder plus
yderligere 81 dage, der fordeles over året.
”Jeg er ikke glad for disse lange lukkede perioder. Derfor er det
positivt, at Rådet gav sin tilslutning til, at vi arbejder videre med
det danske forslag om indførsel af havdage i Østersøen fra 2008. Sammen
med den Ny Regulering vil det betyde, at den enkelte fisker selv vil
kunne planlægge sit fiskeri” siger fødevareminister Hans Chr. Schmidt.
Bestanden af brisling i Østersøen har det godt, og ministrene enedes om
en stigning i kvoten for 2007 på 8 %. Sildebestandene er også i fin
form, og i den centrale del af Østersøen stiger kvoten med 14,6 %, og i
den vestlige del af Østersøen med 4,2 %. Derimod reduceres næste års
kvote for laks med 5 %.
”Alt i alt er aftalen et godt grundlag for dansk fiskeri i Østersøen i
2007,” siger Hans Chr. Schmidt.
|