Parseta
xx
Marel Food Systems
xx

Nordsø RAc'en støtte en rollover på torsk i Nordsøen

 
Forslaget om en roll-over på torskekvoten i Nordsøen fik tirsdag i denne uge opbakning fra Nordsø RAC’en på et møde i den demersale arbejdsgruppe i Bruxelles. Dermed vil Nordsø RAC’en nu officielt anbefale overfor EU-Kommissionen, at der bliver vedtaget den samme torskekvote i Nordsøen for 2007 som i år.

 
- Det er meget glædeligt, at der er bred opbakning til vores forslag og ikke mindst de argumenter, som vi har for at fortsætte kvoten uændret næste år. Det fortæller mig, at EU-Kommissionen er helt galt på den, hvis den fastholder en reduktion, når den afleverer sit forslag til Ministerrådet i december, siger formanden for Danmarks Fiskeriforening, Flemming Kristensen.

Han deltog i mødet i Nordsø RAC’en i Bruxelles, hvor der kun manglede opbakning fra de grønne organisationer, mens mange af de øvrige deltagere på mødet kunne fortælle, hvordan de også oplever, at der for første gang i mange år er mange torsk i Nordsøen – ikke mindst torskeyngel.




- Det fremgår også tydeligt af de spørgeskemaundersøgelser, som fiskerne rundt om Nordsøen udfylder, at der er flere og flere torsk. Og som vi tolker den biologiske rådgivning, så er det egentlig også det, som biologerne siger til EU-Kommissionen, mener Flemming Kristensen.

Dermed hentyder han til, at ICES – Det Internationale Havforskningsråd – i sin rådgivning tidligere i år erkendte, at torskebestanden i Nordsøen er i bedring, ligesom man for første gang i mange år har foretaget en egentlig vurdering af bestanden.

Forhandlinger med Norge
Anbefalingen fra Nordsø RAC’en kommer sideløbende med, at EU-Kommissionen og Norge i denne uge har de afsluttende forhandlinger om kvoterne i Nordsøen for 2007. Og Flemming Kristensen mener, at det er vigtigt for de danske forhandlere, at de får kendskab til Nordsø RAC’ens indstilling til torskekvoten.

- Det er vigtigt, at de danske forhandlere er faste i kødet over for Norge og vel egentlig også overfor deres egne forhandlere fra EU-Kommissionen. Og det må alt andet lige styrke deres position, at der er så klokkeklart et budskab fra Nordsø RAC’en, siger Flemming Kristensen.

Han erkender, at Nordsø RAC’en endnu ikke har sendt sin anbefaling videre til Kommissionen, men han mener, at det kan være for sent at få budskabet igennem, hvis Kommissionen først får kendskab til indstillingen i de kommende uger.

- Sidste år oplevede jeg i forbindelse med Ministerrådsmødet i Bruxelles i december, at der reelt ikke var noget at forhandle om i Nordsøen. Det var nemlig forhandlet på plads mellem Kommissionen og Norge inden da. Så hvis vi skal gøre os forhåbninger om, at budskabet fra Nordsø RAC’en skal have en reel virkning, skal det kanaliseres videre, mens der stadig forhandles med Norge, siger Flemming Kristensen.

Forhandlingerne mellem Norge og EU foregår i denne uge i Bruxelles, og det forventes, at parterne når til et resultat senest fredag.

Kilde: Danmarks Fiskeriforening
 

FiskerForum - 28. november 2006

 
Cadyma
xx
Thyborøn Skibs & Motor.
xx
Alle billeder, tekster og data på FiskerForum er beskyttet af dansk lov om ophavsret. Alle rettigheder tilhører eller varetages
af FiskerForum. Det er ikke tilladt at kopiere eller bruge tekster, data eller billeder fra FiskerForum uden tilladelse. ©

Fiskerforum • www.fiskerforum.dk • CVR 20075376 • info@fiskerforum.dk • Tlf 9731 1946

www.worldfishingtoday.com :  World Fishing Today - Commercial Fishing News - World Wide

www.fiskeskibe.dk : Forum og galleri for og om erhvervsfiskeriet i skandinavien

www.trawlerphotos.co.uk : Trawler Photos is a forum and online gallery of
photographs and images covering everything to do with commercial fishing

Privatlivspolitik • Siderne ses bedst i 1024 * 768 pixels opløsning

Sommerhuse til lystfiskere | Billige sommerhuse