Hvide Sande Fiskernes Fremtid
xx
Landbobanken
xx

Gang i hjulene hos mange smedier og værfter

Nogle smedier og værfter har nok at se til, ét sted mangler de ligefrem arbejdskraft, mens få steder ikke har noget at lave i øjeblikket.
 
Egon Bredgaard & co
Hos Egon Bredgaard & co. fortæller Michael Jakobsen, at de er ved at bygge en båd til Norge på 4,25 x 10,65 m. De arbejder også på overbygningen på en trollingmodel?, en ny båd, de har vakuumstøbt.

”Vi lægger sidste hånd på en svensk båd, en 40 fods, der skal sejle her i uge to. Vi har dog problemer med at få startet motoren op, så der kommer snart en svensker og kigger på det,” siger Michael Jakobsen til FiskerForum.

Marstal Værft
Poul Sækmose forklarer, at Marstal Værft er ved at klargøre bøjeskibet Agdlek til Jens Sørensen.

”Vi venter også en tysk coaster på 82 m, Tbn. Og den 22. januar modtager vi færgen Odin Sydfyn,” udtaler Poul Sækmose.

Thailandsk fiskerimesse
Havnens Motorværksted har en del at se til. Karsten Olsen nævner et større renoveringsarbejde på broklappen i Hvide Sande. Motorværkstedet eksporterer maskiner og styremaskiner og er i gang med et nybyggeri, hvor de installerer hydraulik.

”I uge tre deltager vi i en fiskerimesse i Thailand i håb om at få lov at eksportere nogle fiskerimaskiner,” siger Karsten Olsen.

Ombygning af to russiske skibe
”Vi ombygger skibe til nogle russere,” fortæller Thomas Kristensen fra Hanstholm Ny Flydedok.

”Vi har haft dem liggende længe, og nu er vi i gang med den ene, Kamito, som skal være færdig engang i marts,” slutter Thomas Kristensen.

Lidt af hvert hos Hvide Sande Skibs- og Baadebyggeri
Hos Hvide Sande Skibs- og Baadebyggeri fortæller Carl Erik Kristensen, at de laver nogle nybygninger til andet end det fiskerirelaterede, fx aluminumfartøjer.

”Vi bygger også på et fartøj til opdræt af linemuslinger i Limfjorden, og det skal være færdigt til foråret. Ellers er det reparationer og vedligeholdelse, vi har med at gøre nu, og nogle gamle sejlskibe, der ligger her i Hvide Sande samt en serie husbåde”, siger Carl Erik Kristensen.

Hvide Sande Skibssmedie
Kresten Krogh fra Hvide Sande Skibssmedie forklarer, at de har travlt med at færdiggøre en trawler til Irland. De er underleverandører for Vestværft i Hvide Sande.

”Vi er ved at isolere Hvide Sande Isværk og færdiggøre nogle forskellige projekter. Vi har løbende reparation af trawlere i hård metal,” fortæller Kresten Krogh.

Hvide Sande Skibssmedie er også ved at installere en motor hos Hvide Sande Skibs- og Baadebyggeri. Skroget på forsyningsbåden er i aluminium, og dette arbejde er lidt anderledes, end det de plejer at lave.


Lidt at lave pga. fiskeripolitik
Mogens Pedersen fra Hanstholm Skibssmedie siger, at de er færdige med to russiske trawlere.

”Vi har små reparationer, ingen store investeringer i øjeblikket. Politikken på fiskeriområdet er ikke så god; fiskerne ved ikke, hvor de står, og det går ud over smedier, reparatører mfl.,” siger Mogens Pedersen til FiskerForum.

Agger Værft har heller ikke rigtig noget at lave her i vinter, ifølge Jan Møller.

Mangler tre mand
Til gengæld har Villadsen Smedie & Skibsbedding noget at se til. Søren Villadsen forklarer, at de stadig er i gang med nybygningen til Torup Strand og også en tyve fods nybygning.

”Noget ikke-skibsrelateret er, at vi er ved at støbe glas til toilethuse til stater, amter og kommuner. En nordmand er ved at få forlænget sit fartøj hos os, og så venter vi på at sandblæse og ombygge et fiskefartøj. Vi har lige færdiggjort et ombygget fartøj til Hirtshals. Der er nok at lave, og som ekstraarbejde tager vi almindelig vedligeholdelse. Vi er fuldtidsbeskæftigede til 1. juni,” siger Søren Villadsen.

Han slutter af med den tilføjelse, at Villadsen Smedie & Skibsbedding ikke har folk nok. De er otte på værkstedet nu og kunne godt bruge tre mere.

 
 

Af Tina Rasmussen

 

FiskerForum - 9. Januar 2007

 
North Sea Ship Agency
xx
Karstensens Skibsværft A/S
xx
Alle billeder, tekster og data på FiskerForum er beskyttet af dansk lov om ophavsret. Alle rettigheder tilhører eller varetages
af FiskerForum. Det er ikke tilladt at kopiere eller bruge tekster, data eller billeder fra FiskerForum uden tilladelse. ©

Fiskerforum • www.fiskerforum.dk • CVR 20075376 • info@fiskerforum.dk • Tlf 9731 1946

www.worldfishingtoday.com :  World Fishing Today - Commercial Fishing News - World Wide

www.fiskeskibe.dk : Forum og galleri for og om erhvervsfiskeriet i skandinavien

www.trawlerphotos.co.uk : Trawler Photos is a forum and online gallery of
photographs and images covering everything to do with commercial fishing

Privatlivspolitik • Siderne ses bedst i 1024 * 768 pixels opløsning

Sommerhuse til lystfiskere | Billige sommerhuse