|
I 2006 har Fødevareministeriet i tæt
samarbejde med fiskerierhvervet forøget værdien af Danmarks fiskekvoter med
100 mio. kroner ved at bytte fisk med andre EU-lande. Det viser et
regnestykke, som Fødevareministeriet netop har udarbejdet på baggrund af de
flere end 50 gennemførte kvotebytter.
Danmark har i 2006 især byttet sig til ekstra mængder af
torsk, mørksej og rødspætte i Nordsøen, som hører til blandt hjørnestenene i
dansk fiskeri. Modydelsen har været arter som kuller, hestemakrel og
hvilling, der er mindre attraktive for danske fiskere. For torsk og mørksej
alene har bytterne betydet en forøgelse af kvoterne på henholdsvis 30 og 49
procent.
”Det er lykkedes at forøge de danske fiskerimuligheder
betragteligt ved at bytte
kvoter væk, som danske fiskere ikke ønsker at benytte sig af. Til
gengæld har vi fået fisk, som andre lande ikke udnytter. Det er godt
købmandsskab, som vi ville sige på jysk,” siger fødevareminister Hans Chr.
Schmidt.
Byttehandlerne foregår blandt andet ved, at
fiskeriforeningerne snakker med hinanden på tværs af Europa og bliver enige
om, at de gerne vil bytte eksempelvis torsk for kuller, hvorefter de
kontakter Fødevareministeriet, som formelt gennemfører kvotebytterne.
Fødevareministeriets medarbejdere holder også løbende øje med statistikker
over landinger i de forskellige lande, hvorefter de ringer til deres
europæiske kollegaer for at høre, om de er friske på en byttehandel?
Valutaen, som fisken handles i, hedder torskeækvivalent og er en
omregningsfaktor. Desuden afhænger bytteforholdet af udbud og efterspørgsel
samt gældende markedspriser på fisk.
Byttehandler giver højere FKA
I år er der reserveret fisk til bytteformål i den såkaldte Fiskefond.
Efter kvotebytterne vil fiskerne løbende få forøget de fartøjskvoteandele
(FKA), som de fik uddelt ved årets begyndelse som led i den Ny Regulering.
”Jeg håber, at mine folk i år kan gentage successen
sammen med erhvervet, så fiskerne i løbet af året kan få nogle pæne
forhøjelser af deres FKA. Det er vigtigt at få det mest optimale ud af
Danmarks fiskekvoter i en tid, hvor mange af dem er lave,” siger
fødevareminister Hans Chr. Schmidt.
De vigtigste byttepartnere i 2006 har været
Storbritannien, Holland, Tyskland, Sverige, Frankrig og de baltiske lande. |