Kommissionen nedskærer kvoterne for Det Forenede
Kongerige og Irland efter overfiskning af makrel og sild.
Europa-Kommissionen vedtog i dag en
kommissionsforordning, der nedskærer visse af Det Forenede Kongeriges og
Irlands fiskekvoter for perioden 2007-2012. Dette er konsekvensen af
overfiskede silde- og makrelkvoter i perioden 2001-2005. Beslutningen bygger
på grundige undersøgelser foretaget af de britiske myndigheder i 2005 og
2006. Kommissionens nedskæringer vil blive fordelt over flere år, så man
undgår alt for alvorlige negative sociale og økonomiske konsekvenser for de
flåder og forarbejdningsvirksomheder, der rammes af nedskæringerne. Ifølge
forordningen vil den årlige nedskæring derfor også højst udgøre 15 % af den
årlige kvote, som Rådet fastsætter i kommende TAC- og kvoteforordninger.
Forordningen træder i kraft syv dage efter offentliggørelsen i EU-Tidende.
Kommissæren for Generaldirektoratet for Fiskeri og
Maritime Anliggender, Joe Borg, sagde følgende: "Når der landes større
mængder, end der er tildelt kvoter for, har det sine omkostninger, og her
tænker jeg ikke blot på den indvirkning, det har på bestandene, men også på
de økonomiske og sociale virkninger for de erhvervsdrivende i den pågældende
sektor. Jeg hilser det meget velkomment, at både Det Forenede Kongerige og
Irland samarbejder fuldt ud i denne sag. Vi må nu se at komme videre, så vi
kan sikre, at en sådan overfiskning ikke gentager sig."
De britiske myndigheders undersøgelser afslørede, at Det
Forenede Kongeriges kvoter for perioden 2001-2004 blev overskredet med 112
546 t for makrel og 43 961 t for sild. I samme periode blev den irske
makrelkvote overfisket med 33 486 t. Det blev også afsløret, at Det Forenede
Kongeriges makrelkvote igen blev overskredet i 2005, denne gang med 5 090 t.
Det Forenede Kongerige meddelte Kommissionen resultaterne af sine
undersøgelser, og de to medlemsstater sendte derefter korrekt - som de er
forpligtet til efter EU-retten - Kommissionen nærmere oplysninger om
overfiskningen.
Kommissionens beslutning er baseret på bestemmelserne i
grundforordningen om den fælles fiskeripolitik. De relevante bestemmelser
siger, at der foretages fradrag i medlemsstaternes fremtidige
fiskerimuligheder, når medlemsstaterne overskrider de tildelte
fiskerimuligheder. Eftersom Kommissionen har enekompetence til at træffe
beslutning om sådanne fradrag, træder forordningen vedtaget i dag automatisk
i kraft syv dage efter offentliggørelsen i EU-Tidende.
Fradragene svarer til den overfiskede mængde. Der
anvendes dog en korrektionsfaktor på 73 % for makrelmængderne fanget i
2001-2004, hvilket afspejler den kraftigt nedadgående tendens i
makrelkvoterne i den pågældende periode. Dette er for at undgå en
uforholdsmæssig stor indvirkning på den berørte sektor, der selvfølgelig
tæller mange ærlige fiskere, der har fisket efter reglerne. Nedskæringen for
Det Forenede Kongeriges overfiskning af makrel i 2005 vil blive foretaget i
fuld ustrækning i 2007.
For nærmere oplysninger om, hvordan nedskæringerne vil
blive gennemført,
henvises der
til vedlagte skemaer. (pdf)