|
Niels Harborg genstartede Fur Skibs- og Bådebyggeri på
Fur i 1986 og har lige siden kørt det ene mand, dog godt hjulpet af
fiskerne. De kan lide værftet, fordi det er lille og specielt.
På limfjordsøen Fur ligger det lille enmands Fur Skibs-
og Bådebyggeri ejet af Niels Harborg. Han arbejder alene eller tager ud og
laver forskellige projekter sammen med skibenes ejere. Fiskere kan leje sig
ind og samtidig på råd og vejledning.
En af fiskerne, Johannes Christensen, der kommer på
værftet, synes, at det er specielt, fordi det er så småt. Niels Harborg selv
foretrækker det også på den måde.
”Jeg er for gammel til at udvide, det kan jeg ikke
overskue. Men jeg tror også, at kunderne kan lide den størrelse, værftet
har, og at det er en af grundene til, de kommer her,” siger Niels Harborg.
Lige nu er Niels Harborg bl.a. ved at ombygge en
fiskekutter, der får lavet en krydserhæk om til en firkantet agterende. Han
løser også specialopgaver som fx skabe og dækskasser til skoleskibet George
Stage, navneskilte m.m. Værftet tilbyder både at lave reparationer, ny- og
ombygninger og totalrenoveringer, og når fiskere lejer sig ind, er de
velkomne til at have en campingvogn eller telt på værftets område. Niels
Harborg kalder det ”hjælp til selvhjælp”.
”Mange fiskere kommer forbi og hjælper til indimellem,
men hvis jeg ikke kan klare arbejdet selv eller ved hjælp af kammerater,
lejer jeg håndværkere. Det er mest fiskere fra fjorden, der kommer her, men
også
nogle få udefra,” forklarer Niels Harborg.
Han blev i sin tid udlært i Esbjerg som skibstømrer. ”Jeg
har haft værftet i 20 år. Det var lidt tilfældigt, at jeg blev selvstændig,
det blev bare sådan. Jeg sejlede en tur og fandt stedet her - jeg var ikke
interesseret i at være i et sommerhus-område,” siger Niels Harborg.
AS470 Karin Ombygget på Fur skibs og både-
byggeri 2006 med nyt styrehus shelterdæk mm. |