|
Sidste sommer fejrede Hvide Sande by og havn 75 års
jubilæum, og nu er turen kommet til fiskeriforeningen. Lørdag den 17. marts
markeres det med åbent hus, at Hvide Sande Fiskeriforening er blevet 75 år.
I 1932, da foreningen blev stiftet, skete det som følge
af kraftige protester mod vandgennemstrømningen i den nybyggede sluse. Der
blev lukket så lidt saltvand ind, og fiskene havde så dårlige betingelser
for at komme ind i fjorden, når slusen var lukket flere dage ad gangen, at
det truede fjordfiskeriet, fremgår det af bogen ”Imellem molerne,” der blev
udgivet ved fiskeriforeningens 50 års jubilæum.
I starten af 1932 var der fundet en løsning på brugen af
slusen, men fiskerne både fra fjorden og kysten havde samlet sig, og omkring
160 fiskere
meldte sig, da der 16. marts 1932 blev holdt stiftende generalforsamling for
Hvide Sande Fiskeriforening. På generalfor-samlingen blev der vedtaget en
resolution med beklagelse af, at der fra slusemyndighederne tages for lidt
hensyn til fjordfiskernes interesser, og der blev opfordret til ikke kun at
tage hensyn til landbruget, men også lidt til fjordfiskernes ønsker,
”hvilket vi tror udmærket godt kan gøres uden at træde landbrugets
interesser for nær,” som det blev formuleret i resolutionen.
Fiskeriforeningen havde fra starten både hav- og
fjordfiskere som medlemmer, og sådan er det fortsat. Men i løbet af årtierne
er både antallet af aktive fiskere og fordelingen mellem fjord- og
havfiskeri ændret. Og når der på lørdag kl. 11-14 inviteres til åbent hus på
Hvide Sande Sømandshjem, vil snakken uden tvivl gå, både om tidligere tiders
og nutidens fiskeri. |