Hos dambrugernes brancheforening, Dansk Akvakultur, tror man kun, det er
begyndelsen.
– Efterspørgslen på sunde og økologiske kvalitetsprodukter fortsætter med at
stige, og vi er utroligt
glade for, at de økologiske ørreder nu bliver lettere tilgængelige – og
endda i form af flere forskellige produkter. Som branche har vi ambitiøse
mål på området, og økologi vil om otte til ti år udgøre ti procent af
produktionen, siger Dansk Akvakulturs formand, Jacob Bregnballe til
FoodCulture.
De
første danske dambrug begyndte at lægge om til økologisk produktion i 2001.
Et af dem var Åbro og Vesterkrog Dambrug, der nu leverer øko-ørred til
Danforel.– Som dambruger er det fantastisk at være med til at bidrage med
nye økologiske produkter.
Det er en spændende udvikling, og selv om der er
mange krav at leve op til, er vi glade for at kunne give forbrugerne
produkter, der er helt i top, når det gælder dyresundhed- og velfærd,
kvalitet og fødevaresikkerhed, siger ejer af Åbro og Vesterkrog Dambrug,
Christian Jørgensen.
De danske regler for økologisk fiske-produktion er på en række områder
strengere end andre lande Det gælder både med hensyn til fiskepleje,
fiskesundhed og kvaliteten af det vand, som fisken lever i, ligesom det
økologfiske fiskefoder skal være GMO frit (uden genmanipulation) og uden
farvestof.
Dertil kommer store begrænsninger i brug af medicin og kemikalier til
behandling af fisken i tilfælde af sygdom f.eks. må en økologisk fisk kun
medicineres én gang i sit liv og skal tilbageholdes i dobbelt så lang tid
som ikke økologiske fisk.
- Det er sværere at være økologisk dambruger i Danmark end i andre lande,
siger Christian Jørgensen, fra Åbro Dambrug, som er en af de tre første
økologiske dambrugere i Danmark. – Til gengæld kan vi tilbyde forbrugerne
stor sikkerhed både med hensyn til fiskens velfærd og til kontrollen i den
økologiske produktion. Kravene til dokumentation er meget store, men det
hører med til at være økologisk dambruger for at bevare troværdigheden over
for forbrugerne, siger
Christian Jørgensen.
Flere økologiske dambrug
Den økologiske fiskeproduktion i Danmark blev igangsat på fire
pioner-dambrug, hvor reglerne for økologisk produktion kunne afprøves. De
tre dambrug, som ind til nu er blevet godkendt til økologisk produktion er
alle beliggende i Jylland. Det er Åbro Dambrug ved Skarild, Skravad Mølle
Dambrug mellem Randers og Viborg og Ingstrup Mølle Dambrug ved Tjele.
Udviklingsarbejdet blev påbegyndt i 2001 i samarbejde med Danmarks
Fiskeriundersøgelser og med støtte fra Fødevareministeriet.
- Det var et nyt for vor branche at tænke i økologi, men når der fandtes
økologisk produktion af opdræts fisk i andre lande måtte vi også se at komme
på banen, siger projektleder Villy J. Larsen,
Dansk Akvakultur. – Nu oplever vi en helt anden interesse for projektet og
vi har allerede de første henvendelser fra andre dambrugere, som ønsker at
omlægge til økologisk produktion. Vort mål er at blive så store på det
økologiske område, at vi både kan imødekomme efterspørgslen på
eksportmarkederne og på hjemmemarkedet, siger Villy J. Larsen, Dansk
Akvakultur.
Højere pris
En række økologiske fødevarer er omkring 30% dyrere end ikke økologiske
produkter. Det forventes også at komme til at gælde for den økologiske ørred
i detailhandelen. I første omgang vil de økologiske fisk kunne købes direkte
på dambrugene og i økologiske specialbutikker, samt som emballeret fisk med
rødt Ø-mærke i detailhandelen. Handelen med fersk uemballeret økologisk fisk
kræver godkendelse af myndighederne.
|