|
Europa-Kommissionen har i dag udtrykt tilfredshed med den beretning, som
Revisionsretten har offentliggjort om dataindsamling, kontrol og håndhævelse
under den fælles fiskeripolitik. Kommissionen havde allerede sat en revision
af den fælles fiskeripolitiks retlige ramme øverst på dagsordenen i sit
arbejdsprogram for 2008, og Revisionsrettens beretning understreger blot
endnu kraftigere, at der er behov for en gennemgribende reform af den fælles
fiskeripolitiks kontrolpolitik. Revisionsretten har foretaget en omfattende
revision på disse områder. Revisionen har omfattet både Kommissionen egne
funktioner og den måde, som fiskeriforvaltningsmyndighederne i seks
medlemsstater (Danmark, Frankrig, Italien, Nederlandene, Spanien og Det
Forenede Kongerige) gennemfører den fælles fiskeripolitiks regler på.
Kontrolforanstaltninger under den fælles fiskeripolitik, dataindsamling og
håndhævelsesmekanismer gennemføres i medlemsstaterne inden for rammer
fastlagt på EU-plan. Revisionsretten konstaterede markante svagheder på
disse områder og konkluderede, at svaghederne skaber risiko for, at en
fiskeriforvaltningspolitik baseret på fangstbegrænsninger ikke kan fungere
ordentligt. Kommissionen er i det store og hele enig med Revisionsretten i
dens konklusioner, der underbygger Kommissionens holdning, som er, at
2002-reformen af den fælles fiskeripolitik ikke var vidtrækkende nok på
disse områder. Kommissionen har allerede foreslået retsforskrifter, som
skulle løse nogle af de problemer, Revisionsretten fokuserer på, især inden
for dataindsamling. Kommissionen ser nu frem til at arbejde sammen med
medlemsstaterne og alle aktører om at finde en løsning på de udestående
problemer og om at gøre den fælles fiskeripolitik til en ægte bæredygtig
ramme for europæisk fiskeri. |
|
Joe Borg, kommissær for fiskeri og maritime anliggender, sagde følgende:
"Revisionsrettens beretning kommer på et kritisk tidspunkt. Kommissionen
har planlagt at fremlægge et forslag til en ny forordning om
fiskerikontrol i anden halvdel af 2008. De fleste af Revisionsrettens
konklusioner er nøje sammenfaldende med vore egne analyser. Kommissionen
vil med udgangspunkt i Revisionsrettens konklusioner nu arbejde sammen
med medlemsstaterne i Rådet og med alle aktører om at opbygge en
velfungerende kontrolramme for den fælles fiskeripolitik."
2002-reformen af den fælles fiskeripolitik var motiveret i behovet for
at modernisere og styrke reglerne, så de kom til at passe til de
opstillede mål. Kommissionen har siden da fremlagt en række forslag på
de specifikke områder, som Revisionsretten omtaler. Visse af de tekniske
problemer med dataindsamling og -forvaltning, som pointeres i
beretningen, er der blevet taget hånd om i den for nyligt vedtagne
forordning om elektroniske rapporteringssystemer. Kommissionens tilsagn
om at indføre relevante kontrol- og håndhævelsesværktøjer kommer til
udtryk i den for nyligt vedtagne forordning om ulovligt, urapporteret og
ureguleret fiskeri (IUU-fiskeri), hvori princippet om kontrol "fra båd
til bord" gøres til et generelt princip.
Revisionsretten valgte specifikt at undersøge dataindsamling,
inspektion og håndhævelse under den fælles fiskeripolitik, fordi den
vurderede, at disse områder var væsentlige for, at enhver
fiskeriforvaltningspolitik baseret på fangstbegrænsninger kunne fungere.
Revisionsretten konkluderede især følgende:
- fiskeridataene indsamlet i medlemsstaterne er upålidelige og
ufuldstændige og kan derfor alene ikke anvendes som grundlag for
fastsættelse af samlede tilladte fangstmængder (TAC'er) og kvoter
- de nationale inspektionsprocedurer for afsløring og forebyggelse
af overtrædelser er ineffektive
- de sanktioner, som de nationale myndighed idømmer i tilfælde af
overtrædelse, er ikke hårde nok til at virke afskrækkende.
Revisionsretten påpeger også, at Kommissionen ikke har den fornødne
magt til i tide at lægge tilstrækkeligt pres på medlemsstaterne, når de
ikke opfylder deres forpligtelser i henhold til den fælles
fiskeripolitik, ligesom den påpeger, at Kommissionen heller ikke råder
over de fornødne midler til effektivt at verificere dataene fra
medlemsstaterne eller til at evaluere medlemsstaternes
inspektionsresultater.
Revisionsretten konkluderer, at det er umuligt at gennemføre en
effektiv politik baseret på fangstbegrænsninger, hvis dataindsamling,
kontrol og håndhævelse ikke fungerer ordentligt.
Kommissionen bakker generelt op om beretningens konklusioner, som i
det store og hele er sammenfaldende med Kommissionens egen analyse af
den fælles fiskeripolitiks svagheder på disse områder. Mange af de
svagheder, som Revisionsretten påpeger i beretningen, kunne allerede
have været løst, hvis Kommissionen havde fået bemyndigelse til at
optræde effektivt på disse områder.
Revisionsretten gør også gældende, at overkapacitet i flåden fører
til overfiskeri og underrapportering, og den udtrykker sin beklagelse
over, at reformen af den fælles fiskeripolitik har overladt ansvaret for
at reducere kapaciteten til medlemsstaterne. Kommissionen mener, at man
på EU-plan allerede har incitamenter til reduktion af overkapaciteten i
form af finansiel støtte til oplægningsordninger, og at den tidligere
politik for fiskerikapacitetsstyring har vist sig at være ineffektiv.
Et af hovedpunkterne på dagsordenen for 2008 er en revision af
kontrolforordningen under den fælles fiskeripolitik, og Kommissionen gør
sig fortsat en række mere generelle overvejelser om, hvordan
2002-reformen skal følges op.
|