|
Dette års tobisregulering er et klart og tydelig bevis
på, hvor galt det kan gå, når forsigtighedsprincipper overtager styringen og
fjerner realitetssansen fra beslutningstagerne.
Det har ikke skortet på udmeldinger omkring
tobisfiskeriet - startende med udmeldingen om en katastrofal lav årgang
bedømt på skrabetogter udført i stormvejr.
De første reelle fangster af tobis tydede dog på det
modsatte, og biologerne udsendte en pressemeddelelse, der indikerede, at der
er flere tobis end først antaget. Dette var baseret på fine fangster af
store tobis endog i den rigtige årgang.
Men nu er der jo tale om store tobis, så der er selvsagt
færre per kilo end året før, og så er der jo ikke så mange alligevel, så nu
trækkes der i land igen af biologerne! Det praktiske fiskeri fortsætter dog
den gode stime og viser, at der reelt er masser af tobis, og på flere
pladser end de sidste mange år. Enkelte både fanger op til 500 ton per dag,
store fine 1-årige tobis, som man nu skal og må. Biologerne er endda enige
i, at det er rigtig godt. |
|
Men nu fik man jo lavet en reguleringsmodel i december
2006, der forudsætter, at det ikke er godt, så derfor bliver kvoten fastsat
ekstremt forsigtigt, og årets tællinger af 1-årige tobis giver nu en kvote
på 170.000 ton til EU og Norge. En kvote der er fisket, før den reelt er
udmeldt!
Fiskeriet er derfor nu stoppet, et stop der kommer midt i
det bedste tobisfiskeri, der er set de sidste mange år.
Men vi skal med ministerens egne ord glæde os over, ”at
fiskeriet efter tobis heldigvis har været bedre, end mange forventede”
(Fødevareministeriets notat af 14-05-07). De mange, der omtales, er det
biologer, fiskere eller fabriksansatte?
Fabrikker, fiskere og ansatte, der er afhængige af tobis,
har svært ved at glæde sig over dette. Vi er alle afhængige af et
bæredygtigt fiskeri, men når alle tegn og det praktiske fiskeri viser, at
der er masser af tobis, så er det grotesk at stoppe fiskeriet, fordi man ud
fra et forsigtighedsprincip laver en reguleringsmodel, der ikke tager højde
for, at der - mod forventning - kan være mange tobis i havet! Det kunne jo
være, at de sidste mange års restriktioner i fiskeriet og det mindskede
fiskeritryk faktisk har virket!
Skulle man så have mod og vilje i det politiske system
til at ændre en sådan Rådsbeslutning, er det jo en tidskrævende proces, så
det er jo nok utopi at tro, at noget sådant kan forekomme, mens det er
stadig er muligt at fange tobis. Erhvervet har ikke noget at bruge en
ændring til i juli.
Desværre er det jo sådan, at den behandling,
industrifiskeriet får, ikke styrker tilliden til hverken biologer eller det
politiske system. Hvordan skal man forklare fiskere, der fanger 500 ton
tobis i døgnet, at der ingen er?
Hvorfor melder man bare ikke klart ud, at man ikke ønsker
et industrifiskeri? For de vilkår, man byder erhvervet i dag, er ikke til at
overleve med!
|