|
EU-Kommissionens beslutning om at stoppe tobisfiskeriet
natten mellem tirsdag og onsdag i denne uge sender rystelser gennem
industrifiskeriet.
- Det er dybt chokerende, og jeg er meget rystet. Vi har virkelig haft et
godt fiskeri i år, og fangstraterne er helt i top, hvilket biologerne har
bekræftet overfor os så sent som i dag. Derfor er det uforståeligt, at vi nu
må gå til kaj med fartøjerne, siger Flemming Kristensen.
Han nævner, at der efter biologernes opfattelse er mange tobis, og at de
findes næsten overalt i Nordsøen, og han tilskriver det blandt andet
ændringer i optællingsmetoden af tobis, at kvoten nu bliver sat så lavt, at
fiskeriet skal stoppe natten mellem tirsdag og onsdag.
- Vi kan regne os frem til, at hvis man havde fortsat med at tælle tobis som
de forrige år, så havde vi fået en kvote på mindst 300.000 tons. Det ville
svare meget godt til det fiskeri, som vi oplever ude på havet, siger
Flemming Kristensen.
Han peger samtidig på, at den forestående lukning af fiskeriet får store
konsekvenser for ikke blot industrifiskerne, men i høj grad også de havne,
der har fiskemelsfabrikker.
- Folk vil blive sendt hjem, fabrikker vil formentlig lukke ned, og det får
stor betydning for lokalsamfundene. På fabrikkerne er der vel omkring 500
ansatte i alt, og de kan nu se frem til at miste arbejdet og tidligst kunne
få noget at lave igen i efteråret, siger Flemming Kristensen og fortsætter:
- Industrifiskerne kan også se frem til at miste deres arbejde, og det
handler vel om godt 400 fiskere. Samtidig skulle årets tobisfiskeri have
lagt bunden i fartøjernes økonomi, og de penge kommer de til at mangle nu.
Jeg frygter, at det kan betyde konkurser for nogle fartøjer, siger Flemming
Kristensen. |
|
Tobiskvoten for Kattegat, Skagerrak og
EU-delen af Nordsøen bliver fastsat ud fra en biologisk vurdering, der er
baseret på analyser af et såkaldt moniteringsfiskeri. Moniteringsfiskeriet
blev udført af DFU – Danmarks Fiskeriundersøgelser – fra den 1. april frem
til den 6. maj.
Analyserne er efterfølgende vurderet af ICES – Det Internationale
Havforskningsråd – der har anbefalet en tobiskvote på 170.000 tons for
Kattegat, Skagerrak og EU-delen af Nordsøen.
Eftersom kvoten er tæt på at være fisket op, har det fået EU-Kommissionen
til at forlange et stop for tobisfiskeriet i de tre nævnte farvande. |