|
Den Nordøst-atlantiske Fiskerikommission (NEAFC) har
vedtaget regler om en havnestatskontrol, der trådte i kraft 1. maj. Særlige
fartøjer skal nu sende forhåndsmelding til havnestaten om deres fangst,
hvorefter havnestaten videresender oplysninger til flagstaten. Kontrollen
skal forhindre ulovligt fiskeri.
I november vedtog NEAFC forpligtende regler om
havnestatskontrol. Reglerne gælder for alle medlemslande i NEAFC, inklusiv
Danmark. Medlemslandene er Rusland, alle EU-lande, Island, Færøerne,
Grønland og Norge.
Havnestatskontrol går ud på, at fartøjerne sender
forhåndsmelding til havnestaten om deres fangst og udfylder et skema
vedrørende
- hvilke fisk fartøjet har fanget
- hvor mange
- hvilken type
Havnestaten sender forhåndsmeldingen til fiskefartøjernes respektive
flagstat, som skal bekræfte, at fangsten er lovlig og afregnet på fartøjets
kvoter. Ca. 15 pct. af fangsterne bliver kontrolleret for at forhindre
falske oplysninger i forhåndsmeldingen. |
|
FiskerForum spurgte Fiskeridirektoratet om,
hvordan havnestatskontrollen skal køre i Danmark.
”Kontrollen kommer ikke til at påvirke særligt mange fiskere i
Danmark, da det er få danske fiskere, der lander frosne fangster.
Det er færinger, grønlændere og danskere, der lander rejer, der
skal tilslutte sig ordningen. Ingen kan lande uden, at de har
været igennem proceduren. 72 timer før, de kommer i havn, sender
de forhåndsmeldingen, så havnestaten kan kontrollere, om det er en
lovlig fangst. Det er nyt, at flagstater skal stå inde for, at
fangsten er lovlig. Vi har manglet dette link mellem flagstaten og
landingsstaten, så de kan sørge for, at rapporteringen stemmer
overens med de oplysninger, de hver især har fået,” siger en
medarbejder hos Fiskeridirektoratet. |