|
Fødevareminister Hans Chr. Schmidt indgik i oktober 2006 en aftale med
regeringspartierne og Dansk Folkeparti om en handlingsplan til udvikling af
dansk fiskeri og
akvakultur. Planen indeholder en støttepakke på 260 mio. kroner i
hvert af årene 2007 og 2008.
Fødevareministeren åbner nu for anvendelsen med en pulje 124 mio. til at
fremme fornyelse på en række konkrete områder i fiskeri- og
akvakultursektoren.
Tilskuddet skal gå til investeringer i fiskerihavne,
forarbejdningsindustrien,
akvakultur og udviklingsprojekter. De 72 mio. kroner er målrettet
forarbejdningsindustrien til investeringer i bedre råvareudnyttelse og ny
produktionsteknologi, mens 23 mio. kroner skal gå til at forbedre
fiskerihavnenes fælles faciliteter.
Herudover er 10 mio. kroner afsat til investeringer til etablering og
modernisering af akvakulturanlæg og 19 mio. til støtte af udviklingsformål
indenfor fiskeri og
akvakultur blandt andet med henblik på værditilvækst og ny
miljøteknologi i sektoren.
”Fiskeri- og akvakulturerhvervet lever hver dag midt i globaliseringen.
Fisk bliver fanget i Nordatlanten, fileteret i Kina og færdigpakkes i
Jylland. Udfordringerne er store, og puljen skal være med til at bevare og
skabe nye arbejdspladser i de fiskeriafhængige områder. Det kan være en
fabrik, der vil udvide eller en havn, der vil bygge bedre kølefaciliteter,
så forbrugerne får friskere fisk, og de bliver mere værd for fiskerne,”
siger fødevareminister Hans Chr. Schmidt.
Puljen er en overgangsordning til det nye Fiskerifondsprogram og
medfinansieres af EU. Projekterne skal være endeligt afsluttet og afregnet
ved udgangen af 2008. Ansøgningsfrist er 31. maj 2007.
”Danmark er verdens 6. største fiskeeksporterende nation, men vi kun
ligger på 37. pladsen, når det gælder akvakulturproduktion. Det skal vi have
rettet op, og derfor er der tilskud til investeringer i miljøvenlige
akvakulturbrug og udvikling af totalrecirkulering indenfor
dambrug,” siger ministeren.
|