|
Europa-Kommissionen vedtog i dag sin årlige politikerklæring, hvori
den giver sit syn på fiskerimulighederne for 2008. Eftersom de generelle
principper, der blev afstukket sidste år, er uændrede, (se
grundprincipper for 2007) fokuseres der i dette
års meddelelse på, hvilke resultater der er opnået med de
bevarelsesforanstaltninger, der er gennemført siden 2002-reformen af den
fælles fiskeripolitik. Visse af langsigtede planer er begyndt at give
positive resultater, men de fleste bestande befinder sig fortsat uden for
sikre biologiske grænser, hvilket skaber en højrisikosituation for såvel de
berørte bestande som for fiskerierhvervet. Hovedårsagen til dette problem
er, at de samlede tilladte fangster (TAC'er), som hvert år fastsættes i
Rådet, ligger langt over det, som forskerne anbefaler. Kommissionen
efterlyser derfor mere seriøse bestræbelser med hensyn til både TAC'er og
fiskeriindsatsforvaltning, så det europæiske fiskeri igen kan baseres på
ægte bæredygtighed. Kommissionen opfordrer aktører og medlemsstater til
grundigt at undersøge de spørgsmål, der rejses i denne meddelelse, og at
sende deres bidrag senest den 31. juli 2007. |
Joe
Borg, EU-kommissær for fiskeri og maritime anliggender, sagde følgende:
"Dette dokument giver alle berørte parter et fælles grundlag for
drøftelse af, hvordan man bedst griber fastsættelsen af
fiskerimuligheder og forvaltningen af fiskeriindsatsen i forbindelse
hermed an. Det giver også masser af stof til eftertanke for alle
involverede om de problemer, der hurtigst muligt må løses for igen at
gøre fiskebestandene sundere og bringe dem inden for mere sikre
biologiske grænser."Den årlige politikerklæring blev indført første
gang sidste år som et middel til at gøre det lettere at få en dybtgående
debat med aktører og medlemsstater om principperne for Kommissionens
forslag til TAC'er og kvoter.
Politikerklæringen indledes med at fremhæve de positive resultater,
som de langsigtede forvaltningsforanstaltninger for nordlig kulmule,
tunge i Biscayabugten, nordsøkuller, makrel og sej har givet. Det
erkendes i erklæringen dog også, at genopretningsplanen for torsk ikke
har givet de forventede forbedringer. Når man ser på perioden 2003-2007,
konkluderer Kommissionen, at antallet af truede bestande er forblevet
nogenlunde konstant, med ca. 80 % af bestandene uden for sikre
biologiske grænser.
Dette kommer ikke som nogen overraskelse, eftersom de TAC'er, som
Rådet har vedtaget, har været markant højere end dem, som forskerne har
anbefalet, idet de i gennemsnit har været 42-57 % større end de
anbefalede TAC'er. Denne situation forværres af, at en række TAC'er i
praksis konsekvent overskrides. Som følge heraf er det gennemsnitlige
fald i fiskeridødeligheden som følge af TAC-beslutninger, gået tilbage
fra 19 % i 2004 til kun 4 % i 2007. I dag er der kun tre
EU-fiskebestande ud af 33, hvis tilstand man kender, der konsekvent
befiskes i tråd med den forpligtelse til at forvalte fiskeriet, så det
giver det maksimalt bæredygtige udbytte, der blev indgået på
FN-verdenstopmødet om bæredygtig udvikling i Johannesburg i 2002.
Hvad angår de fiskeriindsatsbegrænsninger, der er blevet indført
siden 2002, konstateres der i meddelelsen et generelt fald i
fiskeriindsatsen i de relevante fiskerier på 15-35 % i perioden
2000-2005. Én undtagelse er den stigende indsats for relativt småmaskede
net, som kan være ansvarlig for den voksende dødelighed for mindre
torsk.
Kommissionen påpeger dog også i meddelelsen, at fiskeriindsatsen
allerede var begyndt at falde, inden EU's indsatsforvaltningsordning
blev indført, og at ordningen i den forbindelse hverken har gjort fra
eller til. Data fra medlemsstaterne viser, at kun 72 % af den
fiskeriindsats, det var tilladt at udøve under 2006-ordningen, rent
faktisk blev udnyttet, og derfor er det ikke nogen overraskelse, at
ordningen kun har ringe eller slet ingen indvirkning på
flådeaktiviteten. Ordningen bliver også generelt betragtet som
ugennemsigtig og vanskelig at forvalte og kontrollere.
Kommissionen håber, at den kan få gavn af det, den har lært af
revisionen af genopretningsplanen for torsk, allerede når den sidst på
året foreslår 2008-TAC'er for torsk. Endvidere vil den inden længe
indlede en debat om, hvordan man kan forenkle, forbedre og konsolidere
de nuværende indsatsforvaltningsordninger.
Meddelelsen rundes af med en række specifikke spørgsmål, der skal
drøftes med aktører og medlemsstater. Blandt spørgsmålene kan nævnes,
hvordan forsigtighedsprincippet bør anvendes, når der fastsættes
fiskerimuligheder for bestande, som forskerne ikke kan levere
kvantitative prognoser for, og muligheden for at overskride det
maksimale årlige TAC-udsving på 15 % i de tilfælde, hvor bestande
vedvarende er uden for sikre biologiske grænser. Kommissionen bekræfter
sit tilsagn om at forbedre de sociale og økonomiske konsekvensanalyser
og at inddrage aktørerne endnu mere i udviklingen af den fælles
fiskeripolitik. Den bekræfter også sit tilsagn om at udvide de
langsigtede forvaltningsplaner til at omfatte alle kommercielt vigtige
bestande i de europæiske farvande.
I år fremsætter Kommissionen to forslag, ét for Østersøen og ét for
bestandene i det nordøstlige Atlanterhav. Der vil ikke blive fremlagt
forslag for dybhavsbestande, fordi den forordning, der blev vedtaget
sidste år, gælder indtil udgangen af 2008.
|