I fiskeriteknologiens øje

14. oktober fylder prøvetanken i Hirtshals 25 år og inviterer alle interesserede inden for i det, der blandt fagfolk er blevet et globalt tilløbsstykke til gavn for et helt erhverv.

Det handler om friktionsmodstand. For ligesom strømlinet og glat tøj kan øge styrtløberens medaljechancer, vil fiskeren kunne spare brændstof, jo lettere trawlet glider gennem vandet.

Eller han kan bruge gevinsten til at trække et større trawl.

Under alle omstændigheder vil der komme en besparelse ud af det. Derfor arbejder forskere i Hirtshals til stadighed på at udvikle trawl med større masker i en tyndere tråd.

Eller hvad med et trawl, der af sig selv sorterer fangsten efter art?

Og bundtrawl, der automatisk bøjer af for sten, rev og andre af havbundens forhindringer.

At mulighederne for forbedringer er mange, viser 25 års udvikling i Nordsøcentrets prøvetank. Det, der begyndte som et tilbud til danske vodbindere, er blevet et globalt tilløbsstykke – ikke kun for producenter af fangstredskaber, men også for fiskere, som ved selvsyn kan se, hvordan de kan påvirke egen indtjening og forbedre miljøet.

Biolog og seniorforsker Ulrik Jes Hansen har været der i alle årene – fra dengang manuelle målinger med sigtekikkert og orangefarvede rør og andet udstyr afslørede resultaterne i tankens 1.200 kubikmeter vand. I dag har computeren for længst taget over med software, der løbende forfines, så selv de mindste teknologiske nuancer registreres.

Fra skuffen med trawlprøver tager Ulrik Jes Hansen et stykke op og demonstrerer, hvordan maskerne lukker sig, når trawlet trækkes gennem vandet.

Det var i hvert fald sådan det var, indtil han og kollegerne ved hjælp af prøvetanken fandt ud af, at man ved at dreje nettet 90 grader kunne nå den modsatte effekt: Nu blev maskerne – og dermed posen – større. Det kunne ikke blot øge fangsten, men også lettere lade småfiskene slippe ud.

Men den største gevinst var måske, at fangsten fik bedre plads og derfor ikke mere blev vasket så voldsomt fra side til side med en forringet kvalitet og holdbarhed til følge. For hver gang fiskene gnider mod trawlet, fjernes skæl og slim – og dermed den antiseptiske overflade, der påvirker netop holdbarheden.

I dag benyttes navnet T90 til at beskrive den nye metode.

Engelsk forbillede

Det var oprindelig en lokal vodbinder, der så lyset. Han havde oplevet, hvordan en ny prøvetank i Hull i England over for kunderne kunne anskueliggøre teknologiens mysterier og foreslog, at et tilsvarende tankanlæg kom til at indgå i det center, der skulle sikre Hirtshals en turistmagnet, Nordsøcentret.

Det var i 1979, og allerede tre år senere var Fiskeriteknologisk Institut – og dermed prøvetanken – en realitet.

Uden at fortabe sig i en efterfølgende fusion og endnu senere konkurs kan det konstateres, at prøvetanken i dag er en del af norske SINTEF Fiskeri- og havbruk AS med teknologisk viden inden for udnyttelsen af marine ressourcer som kompetenceområde.

For skæbnen ville, at SINTEF manglede en prøvetank få måneder efter konkursen i det, der nu hed Dansk Institut for Fiskeriteknologi og Akvakultur, DIFTA. Og da man ikke bare flytter en sådan enhed, fik to forskere, en vodbinder og en fiskeskipper i Hirtshals i år 2000 en norsk arbejdsgiver. Siden er også en PhD-studerende kommet til for at styrke softwaresiden.

Tre tanke i verden

Det er – kort fortalt – baggrunden for, at den seks meter dybe, otte meter brede og 30 meter lange nordjyske tank i løbet af de seneste 25 år har fået større og større indflydelse på fiskeri over hele kloden.

Ganske vist rejser Ulrik Jes Hansen ikke længere rundt blandt udviklingslandene for at give fif og gode råd om, hvordan der skabes et bedre udkomme til dagen og vejen. Til gengæld kommer producenter og fiskere fra hele verden i stigende grad til Hirtshals for at afprøve eller demonstrere, hvordan den ene eller anden teknologiske landvinding virker.

At strømmen af gæster er taget til, skyldes både dansk ekspertise og det faktum, at prøvetanken i Hull lukkede i 2006. Den var blevet utidssvarende, og i stedet for at investere mindst 100 mio. kroner i en ny, blev der indgået aftale om, at englænderne kan benytte den danske tank, som nu er Europas eneste.

På verdensplan er der yderligere to: En på Tasmanien, der er bygget med tanken i Hull som forbillede, og en på New Foundland – bygget med dansk inspiration.

Det er forklaringen på, at nordatlantiske vodbindere i forbindelse med den kommende uges fiskerimesse i Aalborg har lejet sig ind i prøvetanken i Hirtshals for at vise deres formåen til et rederi fra New Zealand.

De efterfølges senere på sæsonen af et halvt hundrede amerikanske fiskere. Og i december vil en islandsk vodbinder med udgangspunkt i Hirtshals demonstrere sidste nyt for kunder fra hele verden.

Åbent hus 14. oktober

Sideløbende foretager Ulrik Jes Hansen og hans kolleger afprøvninger af egne ideer. Som den med at forsyne trawlene med et skørt af gummistykker, der forhindrer eller i hvert fald reducerer ødelæggelser på trawl og havbund.

Ligesom man til enhver tid undersøger mulighederne, der ligger i nye typer af de fibre, der bindes til trawl.

Det hele hænger sammen, og ud over computerens minutiøse målinger kan man gennem tankens glasvæg få syn for sagn, når trawlet trækkes gennem havet. I hvert fald er det den effekt, det har, når bunden og vandet bevæger sig gennem tankens cirkulationsanlæg i alle relevante slæbehastigheder.

På den måde indsamles viden om trawlets elasticitet, dets optimale højde og bredde og den indflydelse, vandets kraft har på udformningen. For at nævne et beskedent udvalg af forskningsemner.

Er skalamodellerne ikke nok, går man – ofte gennem udnyttelse af en norsk forskningskvote – ud i fuld skala i samarbejde med en eller flere fiskeskippere.

Alt i alt giver fiskerierhvervets teknologiske udfordringer, behovet for forskning samt undervisning af fiskere SINTEFs medarbejdere i Hirtshals rigeligt at se til.

Men den 14. oktober giver man sig tid til at stoppe op. Den dag – mellem kl. 12 og kl. 16 – inviteres alle interesserede nemlig inden for som en markering af 25-års dagen.

Tanken er fyldt med 1.200 tons kommunalt postevand, som man gennem simule-ringer får til at optræde som saltvand. Tanken renses og vandet udskiftes en gang om året.

Af Birthe Lauritsen