|
Det handler om friktionsmodstand. For ligesom strømlinet
og glat tøj kan øge styrtløberens medaljechancer, vil fiskeren kunne spare
brændstof, jo lettere trawlet glider gennem vandet.
Eller han kan bruge gevinsten til at trække et større
trawl.
Under alle omstændigheder vil der komme en besparelse ud
af det. Derfor arbejder forskere i Hirtshals til stadighed på at udvikle
trawl med større masker i en tyndere tråd.
Eller
hvad med et trawl, der af sig selv sorterer fangsten efter art?
Og bundtrawl, der automatisk bøjer af for sten, rev og
andre af havbundens forhindringer.
At mulighederne for forbedringer er mange, viser 25 års
udvikling i Nordsøcentrets prøvetank. Det, der begyndte som et tilbud til
danske vodbindere, er blevet et globalt tilløbsstykke – ikke kun for
producenter af fangstredskaber, men også for fiskere, som ved selvsyn kan
se, hvordan de kan påvirke egen indtjening og forbedre miljøet.
Biolog og seniorforsker Ulrik Jes Hansen har været der i
alle årene – fra dengang manuelle målinger med sigtekikkert og orangefarvede
rør og andet udstyr afslørede resultaterne i tankens 1.200 kubikmeter vand.
I dag har computeren for længst taget over med software, der løbende
forfines, så selv de mindste teknologiske nuancer registreres.
Fra skuffen med trawlprøver tager Ulrik Jes Hansen et
stykke op og demonstrerer, hvordan maskerne lukker sig, når trawlet trækkes
gennem vandet.
Det var i hvert fald sådan det var, indtil han og
kollegerne ved hjælp af prøvetanken fandt ud af, at man ved at dreje nettet
90 grader kunne nå den modsatte effekt: Nu blev maskerne – og dermed posen –
større. Det kunne ikke blot øge fangsten, men også lettere lade småfiskene
slippe ud.
Men den største gevinst var måske, at fangsten fik bedre
plads og derfor ikke mere blev vasket så voldsomt fra side til side med en
forringet kvalitet og holdbarhed til følge. For hver gang fiskene gnider mod
trawlet, fjernes skæl og slim – og dermed den antiseptiske overflade, der
påvirker netop holdbarheden.
I dag benyttes navnet T90 til at beskrive den nye metode. |