|
Otte akvakulturprojekter modtager nu tilsagn om tilskud for i alt 10,6
mio. kr. Bl.a. gives der tilsagn om tilskud til udvidelse og
modernisering af Vester Hvoldal
Dambrug til et type 1 modeldambrug samt til Ejstrupholm
Dambrug til ombygning til en type 3 modeldambrug. Endvidere får
Musholm Lax tilsagn om tilskud til bl.a. miljøforbedringer af
havbrug, mens Voldbjerg Mølle Fiskeri modtager tilskud til to nye
boringer. Binderup Mølle
Dambrug får tilskud til ombygning og Refsgård Fiskeri I får
tilskud til modernisering af sættefiskanlæg. Desuden får Frederiksværk
Åleeksport tilsagn om tilskud til modernisering af foderbåd og Hemme
Laks A/S til modernisering af Flækøjet
Havbrug. - Dansk hav- og
dambrug er blevet de mest miljøeffektive producenter i verden.
Derfor er det vigtigt med fortsat fokus på miljømæssige og driftmæssige
forbedringer, hvilket tilskuddene er med til at sikre, siger
fødevareminister Hans Chr. Schmidt.
Investeringerne vil også understøtte den lokale erhvervsudvikling i
overensstemmelse med den handlingsplan for dansk fisk og
akvakultur, som regeringen og Dansk Folkeparti blev enige om i
efteråret 2006.
Fødevareministeren afsatte tidligere på året to puljer på tilsammen
144 mio. kr. til 1. halvår 2007. Puljerne medfinansieres af EU og har
til formål at fremme fornyelse i fiskeriet, fiskerihavnene,
fiskeriforarbejdningsindustrien samt
akvakultur. Projekterne skal være endeligt afsluttet i 2008.
Puljerne er en overgangsordning til det nye EU-Fiskerifondsprogram, som
vil komme til at gælde for perioden 2007-2013. Fiskerifondsprogrammet
forventes iværksat senere på året.
Der kan ydes 20 pct. til investeringer i akvakulturanlæg. Der vil
hovedsagligt blive ydet tilskud til udvidelse og modernisering af
eksisterende hav- og
dambrug. Formålet er at udvikle akvakulturerhvervet i en såvel
miljømæssig som økonomisk bæredygtig retning. Derudover er hensigten at
fremme muligheden for at producere fisk af høj kvalitet.
Følgende virksomheder har fået tilsagn om tilskud
- Musholm Lax A/S får tilsagn om tilskud på 1.911.329,00 kr. til
udvidelse og modernisering af Musholm Lax A/S.
- Erik Langballe Andersen får tilsagn om tilskud på 157.800,00 kr.
til 2 nye boringer på Voldbjerg Mølle Fiskeri.
- Ib og jens Knudsen har fået tilsagn om tilskud på 1.318.000,00 kr.
til ombygning af Binderup Mølle.
- Ejstrup
Dambrug A/S har fået tilsagn om tilskud på 2.909.587, 00 kr.
til etablering af model 3
dambrug.
- Snaptun Fisk Export A/S får tilsagn om tilskud på 3.500.000,00 kr.
til udvidelse og modernisering af Vester Hvoldal
Dambrug.
- Refsgård Fiskeri I v/ Kurt Pedersen har fået tilsagn om tilskud på
552.279,00 kr. til modernisering af sættefiskanlæg på
dambrug.
- Frederiksværk Åleexport A/S får tilsagn om tilskud på 63.600,00
kr. til udvidelse og modernisering af Skalø
Havbrug.
- Hemme Laks A/S har fået tilsagn om tilskud på 164.632,00 kr. til
modernisering af Flækøjet
Havbrug.
|