|
Mere viden skal sikre et fortsat levedygtigt fiskerierhverv og sørge for
sunde fisk af høj kvalitet til forbrugerne. Derfor har
Fødevareministeriet og Forbrugerministeriet netop sat fire
forskningsprojekter i gang, der skal gøre os klogere på bæredygtigt
fiskeri og
akvakultur.
Projekterne skal blandt andet finde ud af, hvordan man kan udklække
levedygtige ålelarver, og hvordan man kan blive endnu bedre til at
vurdere havenes naturlige fiskebestande, og de faktorer, der påvirker
dem.
”Der er masser af fremtid i både fiskeri og
fiskeopdræt. Fisk er sundt og vi skal som bekendt spise fisk
mindst to gange om ugen. Derfor skal vi sikre os, at der er fisk af høj
kvalitet både til nuværende og fremtidige forbrugere. Det gælder fisk
fra havet og i stigende grad også fra opdræt. Vi har behov for hele
tiden at få ny viden om fiskebestandene og om bæredygtige fangst- og
opdrætsmetoder. Resultaterne af de fire forskningsprojekter, som vi nu
sætter i gang, skal hjælpe os med at forvalte havets ressourcer bedst
muligt og gøre os dygtigere til at opdrætte fisk”, siger
fødevareminister Hans Chr. Schmidt.
Opdræt af ål
Danmarks Fiskeriundersøgelser har sammen med Københavns Universitet
fået 3 millioner kroner til at videreføre arbejdet med kunstig
reproduktion af ål. Indtil videre er det kun lykkedes at holde liv i
ålelarver, der er udklækket i et laboratorium, i 5 døgn. Det er danske
forskere, der satte denne overlevelses-rekord i 2006. Målet er på langt
sigt at kunne gøre åleopdræt selvforsynende med yngel og at kunne
udsætte yngel til genopretning af den naturlige bestand. Den europæiske
ålebestand er truet, og EU landene har forpligtet sig til at udvikle en
handlingsplan for at få genoprettet bestanden. Projektet er led i dette
arbejde.
Projektleder: Seniorforsker Jonna Tomkiewicz, Danmarks
Fiskeriundersøgelser/DTU, tlf.: 33 96 34 08.
Projektet er et samarbejde med: Lektor Fintan McEvoy, KU.
Optimering af fodring
Københavns Universitet har sammen med Danmarks Tekniske Universitet
fået 1 million kroner til at udvikle redskaber og metoder til at vurdere
effekten af varierende temperatur på fødeindtag og vækst hos
regnbueørreder. Det er et problem for
fiskeopdræt i
havbrug, at dårlig udnyttelse af foderet kan være skadelig for
miljøet. Projektet skal medvirke til at optimere fodringen.
Projektleder: Lektor John Fleng Steffensen, Marinbiologisk
Laboratorie/KU, tlf: 35 32 19 50.
Projektet er et samarbejde med: Niels Kjølstad Poulsen, DTU.
Bedre vurdering af fiskebestande
Danmarks Fiskeriundersøgelser har sammen med Danmarks Meteorologiske
Institut og Danmarks Miljøundersøgelser fået 5 millioner kroner til at
udvikle værktøjer til bedre vurdering af fiskebestandene. Den årlige
vurdering af bestandenes størrelse bliver altid imødeset med stor
spænding i fiskeriets organisationer. Den er jo afgørende for, hvor
meget der må fanges. Især for arter med kort livscyklus, som tobis og
brisling, forekommer der ofte meget store udsving fra år til år, da
overlevelsen af æg og larver er meget følsom. Projektet vil udvikle
værktøj, der kan bidrage til en tidligere og mere præcis vurdering af
bestanden. Og dermed fastsættelse af, hvor meget der kan fiskes.
Projektleder: Professor Henrik Gislason og projektforsker Kenn Haste
Andersen, Danmarks Fiskeriundersøgelser/DTU, tlf.: 33 96 33 75.
Projektet er et samarbejde med: Jun She, Danmarks Meteorologiske
Institut og Torkel Gissel Nissen, Danmarks Miljøundersøgelser/Århus
Universitet.
Regimeskift i Limfjorden
Danmarks Miljøundersøgelser har sammen med Danmarks
Fiskeriundersøgelser fået 4 millioner kroner til at undersøge ændringer
i Limfjordens økosystem. Projektet vil undersøge sammenhængen mellem
fiskebestande og tilførslen af næringsstoffer til Limfjorden. Forskerne
vil udvikle modeller til at analysere temperatur og iltkoncentration og
betydningen af fiskeri, klimaforandringer og påvirkning fra landbruget
på økosystemet. Den nye viden vil bidrage til udvikling af bæredygtige
forvaltningsmodeller.
Projektleder: Forskningschef Bo Reimann, Danmarks
Miljøundersøgelser/Århus Universitet, tlf.: 46 30 13 60.
Projektet er et samarbejde med: Fritz Köster, Danmarks
Fiskeriundersøgelser/DTU.
De 13 millioner til havforskning er en del af en samlet pulje på 69
millioner kroner til fødevareforskning.
|