|
- Det mest positive for fiskeriet i 2008 er, at
torskekvoten i Nordsøen og Skagerrak bliver øget for første gang i ti år,
konstaterer Flemming Kristensen, der er formand for Danmarks
Fiskeriforening.
Tidligt onsdag morgen blev EU-fiskeriministrene enige om en aftale for
fiskeriet i 2008, og den konfirmerer aftalen om en 11 procents stigning i
torskekvoten, som var indgået med Norge for kort tid siden. Samtidig er
resultatet for rødspættekvoten i Skagerrak og Kattegat blevet en ti procent
højere kvote i forhold til 2007, og TAC for tunge i Skagerrak og Kattegat
forhøjes med 4,4 procent.
- Det er positivt og svarer til, hvad vi fiskere ser
omkring fiskebestandene, siger Flemming Kristensen.
Han forventer også, at industrifiskeriet får et mere positivt forløb i 2008,
end det har haft de seneste år, med bedre fiskerimuligheder både for tobis
og sperling.
Til gengæld er der besluttet reduktioner i torskefiskeriet i Kattegat, selv
om det ikke blev så kraftig en nedskæring, som der på forhånd var varslet.
- Vi får heldigvis ikke den 25 procents nedskæring, som EU-Kommissionen
havde foreslået, men der bliver skåret otte procent. Og samtidig kommer vi
til at betale med færre havdage, fordi hver dag kommer til at tælle to en
halv gang, hvis vi vil fiske i Kattegat i februar, marts og april, beklager
Flemming Kristensen.
Et par mærkesager for de danske fiskere er kommet med i fiskeriaftalen, og
Danmarks Fiskeriforenings formand glæder sig især over, at det er lykkedes
at fastholde muligheden for at lande og sælge fisk, der bliver fanget som
led i forskningsprojekter. EU-Kommissionen havde lagt op til, at al fisk,
der blev fanget under forsøgsfiskeri, skulle smides ud igen.
- Det er utroligt vigtigt, hvis vi skal kunne få erhvervsfiskere til at
deltage i et forsøgsfiskeri, at de ikke er nødt til at smide fisken ud igen.
Men vi kan ikke have noget imod, at EU-Kommissionen vil føre kontrol med,
hvor meget der bliver fanget. Det er vigtigt, at begrebet ”forskning” ikke
kan blive misbrugt af nogen til at øge deres almindelige kvote, siger
Flemming Kristensen.
Danmarks Fiskeriforening har regnet på, hvilke økonomiske
konsekvenser de vedtagne 2008-kvoter har, ud fra de gennemsnitspriser,
Fiskeridirektoratet har beregnet for 2007. Overordnet set kan
industrifiskeriet give i størrelsesordenen 160 millioner kroner mere i
indtjening næste år i forhold til 2007, forudsat at der bliver et godt
tobisfiskeri, mens konsekvensen for konsumfiskeriet kan blive et minus på
187 millioner kroner, sammenlignet med i år. |